I’m Still Here

I 1998 blev Walter Salles’ gennembrudsfilm Central Station en kreativ kickstart for den ustabile brasilianske filmindustri. Det uforglemmelige, bevægende drama gjorde instruktøren til en verdensstjerne i filmkenderkredse og blev belønnet med et hav af fornemme priser.

Siden er det gået op og ned med hans karriere.

Motorcykeldagbog om en ung Che Guevara var et internationalt hit, Dark Water en middelmådig gyser, og selv om han i 2012 fik respektfuld applaus for On the Road (første filmatisering af Jack Kerouacs ikoniske beatroman), mangler filmen den råhed, der kendetegner hans bedste film.

Heldigvis er der intet prangende eller sikkert over Walter Salles’ kærkomne comeback. Selv titlen føles som en provokation. For hvem er det, der ”stadig er her”?

Er det filmens hårdtprøvede, men ukuelige hovedperson, borgerrettighedsforkæmperen og matriarken Eunice Paiva? Er det hendes mand Rubens, der blev revet bort fra hende og deres fem børn af landets brutale militærdiktatur i januar 1971? Eller refererer titlen til landets 21 år lange militærregime, som landets højrefløj, der har forsøgt at boykotte filmen, stadig nægter at anerkende som et diktatur?

Styrken i Fernanda Torres’ tour de force-præstation gør hendes karakter til den mest oplagte kandidat. Eunices smerte, værdighed og beslutsomhed bliver hængende som et efterbillede i erindringen.

Men de to andre forklaringer antyder, hvor meget mere der foregår lige under historiens medrivende overflade.

I’m Still Here er på bedste vis et klassisk og effektivt fortalt drama. Historien er fokuseret på en tæt, kærlig familie, men emmer af respekt for et blivende brasiliansk nationaltraume. Der er ingen distraktioner, blot en jævn, kronologisk gengivelse, som klarøjet blotlægger, hvordan et institutionaliseret overgreb finder sted, og hvordan uretfærdigheden følger de berørte gennem livet.

Det er en ubetinget styrke ved Murilo Hauser og Heitor Loregas manuskript, at det tager sig tid til at skitsere familielivets hverdag, inden tragedien finder sted.

Paiva-familien er privilegeret og bor tæt ved stranden i en forstad til Rio de Janeiro i et stort hus med fast hushjælp.

Børneflokken strækker sig fra den næsten voksne Veroca til lillesøsteren Babiu, og forældrene er fortravlede, men kærlige forældre. Rubens er en tidligere politiker og nu succesrig ingeniør, Eurice midlertidigt hjemmegående og ivrigt kokkererende i et hus fuldt af farver og bevægelse.

De er en del af samme socialt progressive, venstreorienterede miljø, der dengang blomstrede verden over, selv om det er Caetano Veloso og Gilberto Gil, de synger med på – ikke Bob Dylan.

Idyllen er ikke uden stormskyer.

Forældrene våger over Verocas antiautoritære temperament i en tid, hvor studerende bliver arresteret på åben gade, og sender hende på ophold hos familievenner i London. Helikoptere flyver i cirkler over stranden, militærtrucks suser forbi på gaderne, og tv-nyhederne beretter nyt om kidnapningen af en schweizisk ambassadør.

Da hammeren falder, føles overgrebet så meget større, fordi det – til en start – virker så behersket. Rubens hentes til afhøring, og familiens hjem indtages af mænd, hvis job tilsyneladende er at blive siddende uden at sige et ord, mens Eunice, børnene og husholdersken forsøger at holde fast i en form for hverdag.

Det er i dette anspændte kapitel – og i det næste, hvor Eunice og hendes næstældste datter Eliana kortvarigt bliver arresteret – at Walter Salles’ film er allermest gribende. Barakkerne, hvor de føres hen med en sæk over hovedet, udgør en grumset, blågrøn verden, som var fængslet under havets overflade.

Eunices fangenskab demonstrerer, at truslen om voldsanvendelse, vilkårlige magtdemonstrationer og tilbageholdelse af information kan være lige så effektiv som den fysiske tortur, der efterlader blodpletter på gulvet og høres som skrig i det fjerne.

I’m Still Here er bygget over et tomrum, et følelsesmæssigt tab, som også er et moralsk og juridisk svigt. Familiens gamle 8mm-optagelser og fotografier udfylder til dels dette hul – da Rubens giver kameraet et af sine kække smil, er han pludselig i live igen – men både vi og Eunice ved, at det er han ikke.

Paradokset er knusende.

Når en stat begår mord, men nægter at indrømme det eller udlevere liget, afpresser den de efterladte. Det er Eunices standhaftige trods mod denne afpresning, der er den samlende kraft i filmens lidt overlange anden halvdel. To spring i tid, først til 1996, så til 2014, føles mere som en måde at respektere bogforlægget af Eunice og Rubens’ søn Marcelo end som en måde at afrunde karakterernes historie.

Men det sidste spring byder også på en gave til kendere af Walter Salles’ film, da den 95-årige Fernanda Montenegro, der er mor til Fernanda Torres, kort overtager rollen som Eunice.

Hun brød igennem og blev Oscar-nomineret for hovedrollen i Central Station, et andet ætsende drama om en forsvunden far, et kvart århundrede inden hendes datter blev nomineret til samme pris for sin kraftpræstation i I’m Still Here. Inden for filmens verden tåler kun Judy Garland og Liza Minnelli sammenligning som mor-datter-duo!

Fernanda Montenegro optræder kun i få minutter. Men hendes birolle følger filmens tematikker om sorg og standhaftighed uforglemmeligt til dørs.