I’m Dying Up Here

I’m Dying Up Here er sådan en serie, man meget gerne vil elske, men ikke helt kan mønstre tilstrækkelig begejstring for.

For en fan af komikkens historie er udgangspunktet nemlig tillokkende. Serien foregår i det pulserende standup-miljø i 1970’ernes Los Angeles, hvor komikere som Richard Pryor og David Letterman slog igennem og føjede nye aspekter til humoren som kunstform.

Serien er tilmed produceret af en af vor tids sjoveste mænd, Jim Carrey, der også har været med til at skabe serien. Godt nok kom han først frem årtiet efter, men han har brugt mange af sine erfaringer som ung komiker til at skildre seriens håbefulde humoraspiranter.

Det kunne måske foranledige til at tro, at I’m Dying Up Here er en fjollet sag fuld af fysisk komik som i skuespillerens Dum og dummere og Ace Ventura.

Men tværtimod er serien gravalvorlig, og et tidligt dødsfald, som måske er et selvmord, bliver indfaldsvejen til resten af det store persongalleri.

De er primært komikere og kredser derfor om seriens anker, en comedy club på den berømte gade Sunset Strip i L.A., der styres med en kærligt hård hånd af chefen Goldie (Melissa Leo).

Den anden hovedperson er den unge komiker Cassie (Ari Graynor), der som kvinde har det endnu hårdere end de andre. Men hendes problemer drukner faktisk lidt i det store billede.

I’m Dying Up Here lider af det samme problem som mange andre emsemble-serier. De mange figurer skiller sig ikke direkte ud som rigtige mennesker, men bliver dele af et maskineri, som man aldrig for alvor engagerer sig i.

Og ved man lidt om standup-historien, ser man hurtigt parallellerne til virkeligheden.

Komik-matriarken Goldie er klart modeleret over Mitzi Shore, der i start-70’erne overtog The Comedy Store i Los Angeles fra sin eksmand ved deres skilsmisse. Og makkerparret Ron og Eddie, som ankommer til englenes by fra Boston uden en krone på lommen, leder tankerne hen på komikerduoen Al Franken og Tom Davis, inden de slog igennem i New York med Saturday Night Live.

Sådan nogle observationer er sjove for fans, men giver ikke det store til seriens univers.

Faktisk bliver autenticiteten paradoksalt nok brudt af, at de fiktive personer har så klare inspirationskilder. Det føles mere som en-til-en-rekonstruktion end fiktiv bearbejdelse af virkelige hændelser, og det får historien om komikernes strabadser til at miste spændingen – vi ved jo godt, at nogle af dem blev kendte, mens andre faldt i forglemslens brønd.

At seriens tone faktisk er mere tragisk end komisk, viser sig allerede i introsekvensen. Til dyster musik ser vi billeder af den glamourøse by, men der er ikke meget glamour over de livløse billeder.

Helt uhyggeligt bliver det, når grinene blander sig på lydsporet. Det er nemlig snarere hysteriske end glade grin, og de tjener som et varsel om, at jagten på latteren ikke altid er særlig morsom.

Når det er sagt, er komikere næsten altid underholdende selskab. I’m Dying Up Here er bedst, når man er med inde i maskinrummet og ser, hvad der foregår bag de morsomme kulisser.

Der er mere eller mindre venskabelige drillerier mellem komikerne før, under og efter showet samt den efterfølgende samtale omkring bordet på den faste, døgnåbne diner. Det er her, hverdagens komik finder sted, og det er her, at de sjove mennesker har det sjovest.

At livets store fornøjelser findes i de små øjeblikke, viser serien medrivende. Så selv om det ikke er en serie, man kan give sig hen til efter bare tre afsnit, har man lyst til at se mere.