Il Boemo

Det første, vi ser i Il Boemo, som betyder ”manden fra Bøhmen”, er en mand med maske og paryk. Ynkeligt og ydmygt forsøger han at sælge sine ting for sølle skillinger til en pantelåner.

Hjemme tager den forgældede mand sin maske af. Hans ansigt er totalt vansiret. Hvor næsen var, er kun et stort blodigt sår. Forfærdelige syfilissår af den slags, digteren Charles Baudelaire med digtsamlingen Les Fleurs du Mal kaldte for syndens blomster.

Kort tid efter dratter den stakkels mand død om midt i mindernes verden fra lykkeligere dage. Manden er den tjekkiske komponist Josef Myslivecek (1737 – 1781).

Han skrev omkring 30 operaer, seks symfonier og tolv strygekvartetter. Han inspirerede den unge Mozart og var faktisk i sine yngre dage en succesfuld og ombejlet komponist. Især i Italien, hvor han i Rom døde af sin kønssygdom.

På et tidspunkt i filmens lange tilbageblik, før hovedpersonen dør, er han på fransk visit hjemme i Prag for at overdrage tvillingebroren sin del af møllen.

Men ellers færdes den meget mandige hovedperson i saloner og palæer med smukke adelskvinder og delikate kurtisaner. Mest i Venedig, hvor hans omgangskreds går med de karakteristiske karnevalsmasker, når de skal udendørs.

Venedig er også kendt som kvindebedåreren Casanovas by. Så også Mysliveček får raffineret rokokosex med diverse fine mennesker. På et tidspunkt overværer vi sågar det fatale samleje, der giver hovedpersonen den dengang uhelbredelige sygdom.

Komponisten har det let med damer. En svigtet kvindelig elev forsøger selvmord midt i teatret. Siden begår Josefs eneste ene, baronessen Anna, selvmord. Hun er ulykkeligt gift med en voldelig ægtemand.

Undervejs er komponisten ud over liderlig også en ludoman. Han mister alt og dør som i alle kulørte biopics om kunstnere i en ung alder, glemt og miskendt a la Amadeus Mozart.

Desværre når tjekkiske Petr Václavs film ikke landsmanden Milos Formans Amadeus til nodestativerne.

Filmens mest interessante scene, bortset fra den, hvor kongen af Napoli sidder på potte og skider, er Mysliveceks møde med vidunderdrengen Amadeus Mozart, som brillerer virtuost på klaveret.

Men hvor Formans film har et dramatisk forlæg og fortæller en rørende historie om en skæbnesvanger kappestrid mellem en dygtig musiker og et geni udi musikken, er fortællingen i Il Boemo sat op på scener med års mellemrum.

I koloristiske tableauer uden kausal sammenhæng glider en række kvinder og mænd forbi i hovedpersonens karriere, uden at vi får særligt meget at vide om, hvem de er.

Således kommer og går historiske personer, mens Mysliveceks misere vokser og vokser. Pludselig er han ikke længere med på noderne.

Der er lange musikalske uddrag – arier og duetter sunget af mænd og kvinder – fra operaværker, hvis handling filmen ikke engang antyder, hvad drejer sig om.

Men filmen er også flot og flamboyant.

Der er ikke sparet på atmosfære fra 1700-tallets aristokratis liv i luksus og lediggang. Skuespillerne siger fermt og frejdigt deres replikker på tysk, tjekkisk og italiensk, mens Vojtech Dyk gedigent gestalter komponistens liv i dur og mol.

Stilen er gammeldags med mere adagio end action. På sæt og vis minder Il Boemo om min ungdoms skolebio, hvor vi så belærende filmskildringer af store kunstnere og skelsættende videnskabsmand.

Il Boemo har dog klart mere sex at byde på.