I Wanna Dance with Somebody

Whitney Houstons dramatiske liv passer perfekt til den velkendte skabelon om en guldfugl fanget i et glamourøst bur.

Hendes forrygende sangstemme blev opdaget, mens hun var korpige for sin mor i den lokale kirke. Men som succesen voksede, og hun blev en af USA’s største sangstjerner nogensinde, mistede Whitney sig selv i en tåge af stoffer.

Derfor giver det ganske god mening, at filmen om hende tager en rejse gennem sangerens største øjeblikke og værste nedture.

Her er den ikoniske optræden ved Super Bowl i 1991, hvor hun sang den amerikanske nationalhymne af sine lungers fulde kraft. I den anden boldgade hører vi om hendes katastrofale comeback-optræden i København i 2010, hvor det danske publikum ikke var tilfreds med den version af sangeren, de oplevede.

Og netop det pres, der hvilede på hende, er omdrejningspunkt for dramaet i den nye biopic om Whitney Houston.

Det er en medrivende fortælling om en kvinde, der forsøger at løsrive sig fra et forventningspres, som bliver hendes endeligt.

I Wanna Dance with Somebody er valgt som titel, men selv om det er navnet på et af sangerens største hits, virker det ikke velvalgt. Egentlig kunne filmen lige så godt have hedder I Will Always Love You eller How Will I Know, for titlen gør ikke meget andet end at vise, at det handler om Whitney Houston.

Titlen indeholder et ønske om at finde en person, som man er dybt forbundet med. Måske postulerer filmen, at Whitneys forbandelse var, at hun aldrig fandt den person, men så gør den det meget kryptisk.

Faktisk møder hovedpersonen allerede tidligt i filmen – før berømmelsen – sin sjælefrænde Robyn (Nafessa Williams). De to kvinder elsker hinanden mere end platonisk, men deres kærlighed er ikke sømmelig for en popstjerne in spe. I stedet bliver de bedste venner.

Også varmen mellem Whitney og hendes producer Clive Davis (Stanley Tucci) giver filmen et bankende hjerte. Han er modsat de fleste andre pladebosser i musikfilmen ikke skildret som en dum skiderik, der bare vil udnytte sangstjernen.

De har fascinerende samtaler på hans kontor, hvor Whitney – der ikke selv var sangskriver – udvælger de sange, som hun kan mærke sig selv i og vil synge.

Britiske Naomi Ackie leverer en kraftpræstation som Whitney Houston. Skuespilleren presses helt ud til kanten af følelsesregistret i hver eneste scene, så man nærmest frygter, at hun kommer for tæt på sin tragiske figur.

”Alle sorte kvinder er udmattede,” lyder en replik fra hovedpersonen, der må gå grueligt meget igennem i forsøget på at bryde ud af en ond spiral.

Som datter af sangeren Cissy Houston har unge Whitney stjerner som Aretha Franklin og Dionne Warwick i sin omgangskreds. Men trods den kulturelle kapital døjer hun med en social arv, der lægger pres på familien.

Oven i det må Whitney Houston, når hun er blevet kendt som Amerikas kæledægge, finde sig i kritik af, at hun er for hvid. Nogle afroamerikanske lyttere hører en kvinde, der har gjort sig bøjelig for at passe ind i det image, som succes kræver.

Det opponerer hun kraftigt mod, men det er ikke helt forkert. Selv om Whitney er viljestærk, ender hun med at bøje sig, når faren for eksempler lægger planer for datteren, eller kæresten vil giftes.

I Wanna Dance with Somebody er dog lavet med respekt og sympati for musikikonet, der døde i 2012 i en narkopåvirket drukneulykke.

Man kunne godt ønske sig, at filmen gik videre end det vellavede og fængende for at trænge ned i noget mere subjektivt og smertefuldt. Det er åbenlyst, at Whitney ikke har det godt, når familien, ægtemanden Bobby Brown og andre sender den i forvejen hårdt prøvede kvinde ud på en opslidende verdensturne.

Men et skarpere signaturgreb og brug af filmiske virkemidler kunne muligvis have gjort filmen til en mere personligt rammende oplevelse.

Dokumentaren Whitney fra 2018 afslørede med al tydelighed, at der var mange skeletter i skabet i Whitney Houstons familie.

Dem kan man naturligvis ikke forvente, at en spillefilm produceret af svigerinden Pat Houston skal grave op. Men det bliver alligevel lige pænt nok, når vi i efterteksterne skal have slået fast med syvtommersøm, at Whitney Houston var sin generations største stemme.

Til gengæld er det svært ikke at lade sig rive med af de smægtende popsange.