Boganmeldelse
18. nov. 2024
I sync med virkeligheden

Tre generationer af familien Roos har som instruktører, klippere, fotografer, manuskriptforfattere, skuespillere, arkivarer og filmkritikere præget dansk film, siden den blev opfundet. 

Foto | Politisk revy

I sync med virkeligheden

Overordentligt velskreven og velresearchet bog om Roos-familien, som har været knyttet til dansk film lige siden kunstartens fødsel.

Af Bo Tao Michaëlis

Kunstnerfamilier er noget ganske særligt. Ikke som adelige slægter med stamhus og herregård. Men knyttet til en kunstart, der synes at gå i genetisk arv og samtidig er et tillært håndværk og kunnen.

Det gælder familien Roos, som har været knyttet til dansk film, lige siden filmen blev opfundet. Tre generationer af filminstruktører, klippere, fotografer, manuskriptforfattere, filmskuespillere, arkivarer og filmkritikere har præget alle filmens genrer.

Mere på forkant med avantgarde end solid mainstream og gerne ud fra et kulturradikalt kultursyn til venstre for midten.

Huset Roos har instruktøren og filmvidenskabskvinden Ulla Hjorth Nielsen skrevet en overordentligt velskreven og velresearchet bog om. Belærende på den gode måde, underholdende på den saglige måde.

Den er skrevet af et filmmenneske, som selv kender duften af klippebord og filmruller, og rigt illustreret med relevante faktabokse. Frem for alt balancerer bogen mellem den anekdotiske familiesaga med konflikt, stjålne kys og familiefejde og et filmhistorisk fokus, der konstant reflekterer den store historie. Fra tiden før Første Verdenskrig og frem til i dag.

I sync med virkeligheden  et portræt af filmfamilien Roos skildrer således en slægt af begavede mennesker, hvor mange dog også havde gener af en gavtyv og det gustent beregnende. Men selvfølgelig altid med blik for film.

Hvis slægten havde et våbenskjold, ville dets læresætning være scripterens berømte ord fra Truffauts mesterværk Den amerikanske nat: ”Jeg kan forlade en fyr for en film, men aldrig en film for en fyr.”

Tre af de nyere filmmennesker i slægten var Lise, Anne og Gerd, begavede feministiske kunstnere med stærk vilje og egne meninger. Alle døde traurigt for tidligt. Som i alle store familier ringer postbuddet nogle gange to gange. Den visionære filmkritiker – og modstandsmanden – Karl Roos døde også alt for hurtigt i en ung alder.

Der bliver vendt enhver dåbsattest og babyble i familien, der stammer fra Sønderjylland, og hvis opvækst følger filmens i Danmark.

Vi får historien om Jørgen Roos, den store dokumentarist med rødder i mellemkrigstidens boheme og nærig som en skotsk kirkerotte. Hvilket gik ud over skuespilleren Judy Gringer, da de sammen i 1990 skulle lave en film om New Yorks subway. Den er lidt glemt i dag, men dengang især berømt for sine kunstnerportrætter.

Slægtens mest skelsættende filmbegavelse var Ole Roos, der kun med fire spillefilm – Kys til højre og venstre, Hærværk, Forræderne og Manden der ville være skyldig – har sat sig spor som særegen instruktør.

Hans betydning er endnu større som fast instruktør i DR’s dramaafdeling, hvor han samarbejdede med forfattere som Sven Holm og Jess Ørnsbo, skabte spændende tv-dramatik, før der gik Adam Price og mainstream i foretagenet.

Han var en frankofil cineast, som kunne sine filmklassikere og levede det farlige liv blandt sutter og skønånder. Og ikke mindst kvinder. Han var god ven med forfatteren Henrik Stangerup, hvis fremtidsroman, Manden der ville være skyldig, han filmatiserede solidarisk og originalt.

Ole Roos var meget af et renæssancemenneske og noget af et røvhul.

Det myldrer med navne i I sync med virkeligheden, en storfamilies fotoalbum, hvor nogle navne er mere vigtige og fotogene end andre. Forfatteren er knyttet til familien, hvilket hun ikke lægger skjul på, og det er langt fra en skamplet på bogens intention som sobert portræt. Tværtimod er der en behagelig familiær tone igennem hele værket.

Læseren får megen viden om filmens teknik og æstetik, dens historie og udviklinger. Det er lidt af en rodebutik. Man kunne måske have luet lidt ud i kravl og krat, skåret i slægtens mange forgreninger.

På den anden side: Hvorfor gøre det, når det hele er så underholdende, interessant og informativt?

Titel:
I sync med virkeligheden – et portræt af filmfamilien Roos

År:
2024

Forfatter:
Ulla Hjorth Nielsen

Forlag:
Politisk revy

Omfang:
360 sider

Pris:
299 kroner

Fra samme skribent

Dvd-anmeldelse
25. juli 2026
The Return

The Return

Boganmeldelse
22. juli 2026
Amira

Amira

Biografanmeldelse
16. juli 2026
The Odyssey

The Odyssey

Serieanmeldelse
07. juli 2026
Hundene

Hundene

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro