I sync med virkeligheden

Kunstnerfamilier er noget ganske særligt. Ikke som adelige slægter med stamhus og herregård. Men knyttet til en kunstart, der synes at gå i genetisk arv og samtidig er et tillært håndværk og kunnen.

Det gælder familien Roos, som har været knyttet til dansk film, lige siden filmen blev opfundet. Tre generationer af filminstruktører, klippere, fotografer, manuskriptforfattere, filmskuespillere, arkivarer og filmkritikere har præget alle filmens genrer.

Mere på forkant med avantgarde end solid mainstream og gerne ud fra et kulturradikalt kultursyn til venstre for midten.

Huset Roos har instruktøren og filmvidenskabskvinden Ulla Hjorth Nielsen skrevet en overordentligt velskreven og velresearchet bog om. Belærende på den gode måde, underholdende på den saglige måde.

Den er skrevet af et filmmenneske, som selv kender duften af klippebord og filmruller, og rigt illustreret med relevante faktabokse. Frem for alt balancerer bogen mellem den anekdotiske familiesaga med konflikt, stjålne kys og familiefejde og et filmhistorisk fokus, der konstant reflekterer den store historie. Fra tiden før Første Verdenskrig og frem til i dag.

I sync med virkeligheden – et portræt af filmfamilien Roos skildrer således en slægt af begavede mennesker, hvor mange dog også havde gener af en gavtyv og det gustent beregnende. Men selvfølgelig altid med blik for film.

Hvis slægten havde et våbenskjold, ville dets læresætning være scripterens berømte ord fra Truffauts mesterværk Den amerikanske nat: ”Jeg kan forlade en fyr for en film, men aldrig en film for en fyr.”

Tre af de nyere filmmennesker i slægten var Lise, Anne og Gerd, begavede feministiske kunstnere med stærk vilje og egne meninger. Alle døde traurigt for tidligt. Som i alle store familier ringer postbuddet nogle gange to gange. Den visionære filmkritiker – og modstandsmanden – Karl Roos døde også alt for hurtigt i en ung alder.

Der bliver vendt enhver dåbsattest og babyble i familien, der stammer fra Sønderjylland, og hvis opvækst følger filmens i Danmark.

Vi får historien om Jørgen Roos, den store dokumentarist med rødder i mellemkrigstidens boheme og nærig som en skotsk kirkerotte. Hvilket gik ud over skuespilleren Judy Gringer, da de sammen i 1990 skulle lave en film om New Yorks subway. Den er lidt glemt i dag, men dengang især berømt for sine kunstnerportrætter.

Slægtens mest skelsættende filmbegavelse var Ole Roos, der kun med fire spillefilm – Kys til højre og venstre, Hærværk, Forræderne og Manden der ville være skyldig – har sat sig spor som særegen instruktør.

Hans betydning er endnu større som fast instruktør i DR’s dramaafdeling, hvor han samarbejdede med forfattere som Sven Holm og Jess Ørnsbo, skabte spændende tv-dramatik, før der gik Adam Price og mainstream i foretagenet.

Han var en frankofil cineast, som kunne sine filmklassikere og levede det farlige liv blandt sutter og skønånder. Og ikke mindst kvinder. Han var god ven med forfatteren Henrik Stangerup, hvis fremtidsroman, Manden der ville være skyldig, han filmatiserede solidarisk og originalt.

Ole Roos var meget af et renæssancemenneske og noget af et røvhul.

Det myldrer med navne i I sync med virkeligheden, en storfamilies fotoalbum, hvor nogle navne er mere vigtige og fotogene end andre. Forfatteren er knyttet til familien, hvilket hun ikke lægger skjul på, og det er langt fra en skamplet på bogens intention som sobert portræt. Tværtimod er der en behagelig familiær tone igennem hele værket.

Læseren får megen viden om filmens teknik og æstetik, dens historie og udviklinger. Det er lidt af en rodebutik. Man kunne måske have luet lidt ud i kravl og krat, skåret i slægtens mange forgreninger.

På den anden side: Hvorfor gøre det, når det hele er så underholdende, interessant og informativt?