I skoven

I 1994 sker der noget forfærdeligt for Pawel Kopinski.

Under en sommerlejr, hvor han agerer chaperone for andre teenagere, bliver to af hans venner myrdet, mens to andre – den ene er hans søster Kamila – forsvinder sporløst.

Han er i 2019 en respekteret anklager, men aldrig kommet sig over tabet af sin søster. Da den anden forsvundne, Artur Perkowski, lader til at dukke op som lig, opstår der nyt håb for at løse gåden fra skovens indre.

Det er forfriskende, at Netflix satser internationalt på en krimiserie fra Polen, der længe har været et blindt punkt for europæiske seere. Lige så forfriskende er den særlige fortælleform i serien, som er baseret på amerikanske Harlan Cobens roman af samme navn.

Vi springer frem og tilbage mellem to forløb med 25 år imellem sig, men mirakuløst nok formår forløbene aldrig at afsløre noget om hinanden.

Selv om der i 1994 kommer adskillige vigtige informationer frem om sagen, bliver de ikke nævnt i 2019, før 90’er-scenen har udspillet sig. Takket være elegant manuskriptarbejde virker det naturligt.

Desværre er der alt for få oplysninger om karakterernes personligheder. Og Pawels jagt på en løsning af gåden virker aldrig for alvor dragende, fordi han i bund og grund er en kedelig mand.

Han taler ikke om andet end sit arbejde og sin søster, og der er ingen charme til at kompensere for den endimensionale sørge-maskine, han fremstår som.

Det skyldes en noget ensidig skuespilpræstation af Grzegorz Damiecki, der spiller den ældre Pawel. Men et større problem er en langtrukken og unødvendig sidehistorie om en voldtægtssag.

Det spilder tid, som med fordel kunne være brugt på at vise andre lag i hovedpersonen.

Heller ikke genforeningen mellem Pawel og Laura, der var forelskede sig under den skæbnesvangre sommerlejr, føles tilfredsstillende eller pirrende. Det er svært for Damiecki og Agnieszka Grochowska, der spiller den ældre Laura, at opnå en kemi, når begge kun har én følelse at gøre godt med.

Samtidig er den søster, der driver historien med sit fravær, forbløffende lidt med, før hun forsvinder. Hun dukker meget kort op i første afsnit, men de fleste af sommerlejrscenerne handler om, hvordan Pawel og venner scorer piger og spiller basketball.

Det er svært at dele Pawels savn, når vi aldrig får det mindste indtryk af, hvem Kamila var.

De mange twists og afsløringer er ofte ganske begavet udtænkt, og serien kunne for så vidt godt have fungeret på trods af fraværet af personlighed. Men et ekstremt roligt tempo spænder ben for spændingen.

Billedsiden er aldeles køn, men det er, som om serieskaberne er lovligt forelskede i billederne af skoven. Det resulterer i en tung, meditativ stemning, der især i de tidlige afsnit gør serien decideret søvndyssende.

Og det lykkes ikke at gøre skoven til et uhyggeligt og mystisk gerningssted – et ondskabens center. I stedet bliver det en pæn, men uinteressant bunke blade og træer, hvor der tilfældigvis ligger nogle lig.