I Am Here

Kim Basinger spiller hovedrollen i Anders Morgenthalers film om en velhavende kvinde, der går grueligt meget igennem i sit forsøg på med vold og magt at blive mor.

Jeg gider godt imponeres over, at en dansk instruktør laver en personlig, ikke-kommerciel film med en Hollywood-stjerne i hovedrollen, men jo kun indtil jeg ser filmen; jeg har endnu ikke fået set Nicolas Winding Refns Fear X med John Turturro, selvom jeg har den på dvd, så den kan jeg stadig være imponeret over og nære forventninger til. Men jeg havde godt nok svært ved at holde af samme Refns Only God Forgives med Ryan Gosling.

Jeg vil endnu meget hellere holde af I Am Here. Fordi Anders Morgenthaler er sådan en sympatisk og talentfuld multikunstner, og fordi han anstrenger sig så rørende voldsomt for at udtrykke sig med fuld auteur-mæssig originalitet, kompromisløshed og billedskønhed. Men jeg har endnu meget sværere ved det, fordi filmen på intet tidspunkt løfter sig, auteur-mæssigt eller bare filmisk. I Only God Forgives fik vi i det mindste den uforglemmelige, stegegaffel-blodige restaurant-scene.

Det mest auteurmæssigt opløftende moment indtræffer en tredjedel inde i filmen, da Basingers Maria i et motorvejs-cafeteria bliver vidne til et slagsmål, der involverer en pandaklædt dværg. Anti-cute pandaer er et genkommende motiv i Morgenthalers humoristiske praksis i avisstriber og tegnefilm, og et kort øjeblik tror og håber jeg, at filmen vil skifte tone fra depressivt, skandinavisk barnløsheds-drama til noget mere sært, grotesk og ægte foruroligende.

Men nej, dværgen viser sig at være en desillusioneret narkoman, der for tilstrækkeligt mange penge gerne vil hjælpe Maria med at købe en baby i en skummel, tjekkisk provinsby. Derefter skal det forestille at blive både gotisk og socialrealistisk grumt med melodrama ovenpå eller nedenunder. Men det er hele tiden bare noget rådvildt rod, der tager sig selv alt for alvorligt, både som kunstfilm og genrefilm.

Det er jo ikke ekstra problematisk for en dygtig humorist at være udygtigt alvorlig, men det kan godt virke sådan. Måske fordi man mærker desperationen, med hvilken flugten fra humor til alvor forsøges, og man mærker den som det modsatte af dynamisk: håbløst klodset.

Da Peter Stomare brat popper op som den supergrumme skurk ”Russeren”, håber jeg et kort øjeblik, at han skal være sort-sjovt grum, som han er det i Coen-brødrenes Fargo, men det skal han selvfølgelig ikke. Og netop Fargo (og andre Coen-film som No Country For Old Men) er et eminent godt eksempel på, hvordan humor og grumhed kan forenes. Der er langt mere grumhed i Wulffmorgenthalers daglige Politiken-stribe, end der er humor i I Am Here.

Det hjælper heller ikke, at Basinger spiller så stenet/forstenet, at det er umuligt at engagere sig i hendes skæbne. Lidt mere liv er der i Jordan Prentice som dværgen Petit, men til overflod er hans karakter en patetisk konstruktion.

Dér, hvor filmen nærmer sig noget originalt, er i brugen af Marias barnedrøms pigestemme (i starten også animeret som en lille lysskikkelse) som voice over, og åh, hvis bare den gimmick var blevet udnyttet groft horror-agtigt i stedet for tyndt sentimentalt.

Og sådan kan jeg blive ved med at ærgre mig over de skønne spildte kræfter i denne hovedløse øvelse i at gå på stylter i marskland med klovnesko på.