I Am Gen Z

Jubelscenerne fra Steve Jobs præsentation af iPhonen i 2007 står som vendepunktet.

Menneskeheden havde skabt en maskine, der manipulerer så meget med adfærden, at eksperter i dag diskuterer, om vores frie vilje er givet i bytte for det teknologiske fremskridt.

Vi adlyder smartphonens små vibrationer og biblyde på samme instinktive måde, som hundene savler, når Pavlov ringer med sin klokke.

Smartphonen frarøverede en generation – født mellem 1997 og 2012 – først barndommen og dernæst selvværdet, viser Liz Smiths dokumentar.

En professor i psykiatri ved King’s College siger, at der er sket en stigning i antallet af unge kvinder, der oplever angst og depression, på atten til 24 procent siden internettets fødsel.

Unge kvinder dokumenterer deres egen kamp med selvskade på medier som TikTok. Anoreksi, bulimi og et helt forvrænget selvbillede. Disse videoer er dokumentarens største styrke.

Man får indtrykket af en gruppe teenagere, der er klar over de problemer, som forskerne pointerer. De italesætter og tackler dem selv, mens de taler fortroligt til de andre unge bag TikTok-appen. Om deres dårlige selvværd, spiseforstyrrelser, ensomhed, søvnløshed, frygten for fremtiden og selvmordsforsøg.

De forsøger ofte at nå de unge i den virtuelle virkelighed. ”Jeg er her. Du skal ikke give op,” siger de, mens de kigger medfølende ind i linsen.

De unge kæmper tilmed for en verden, der er bedre end den kriseramte, de som en arvesynd er blevet mærket af og ikke har magten til at handle sig ud af. En af psykologerne siger, at den nye generation går mere op i retfærdighed og fairness end nogen anden ungdomsgeneration.

I Am Gen Z minder meget om Netflix-dokumentaren The Social Dilemma. Tim Kendall, tidligere topchef i Facebook og Pinterest, optræder sågar i samme spisestue.

Mens The Social Dilemma er forfriskende pædagogisk for den yngre generation, der er vokset op med en formynderisk iPad som babysitter, er I Am Gen Z spækket med informationer. Man skal holde tungen lige i munden, mens avisernes overskrifter om de onde sociale medier opremses.

Ekspertkilderne fylder lovligt meget. De unge virker som statister i dokumentaren, der handler mere om tech-revolutionen end dem, der er vokset op i den. Man savner ungdommens sange, grafiske udtryk, litteratur, memes og film.

Dermed misser I Am Gen Z chancen for at være den seriøse dokumentar om ungdommen, endsige talerøret for generationen.

Men det er rørende at åbne døren ind til det digitale teenageværelse og se TikTokere med lilla hår og gyldne ringe tage afstand fra homofobi, unaturlige kropsidealer og Trump-fascisme.

De unge stråler i takt med de farver, de smykker sig med. Men deres øjne er for voksne. Og det er næsten ikke til at holde ud.