Biografanmeldelse
05. dec. 2012
Hypnotisøren
Foto | Alexandra Aristarhova

Hypnotisøren

Lasse Halmströms comeback i svensk film er en effektiv thriller, der forsumper i scener fra et ægteskab.

Af Bo Tao Michaëlis

Ligesom vor egen Bille August drog svenske Lasse Hallström til Hollywood efter et par gode film i hjemlandet, heriblandt hans bedste, Mit liv som hund fra 1985. Og ligesom August, måske endog lidt bedre og mere stabilt, drejede han på international basis en række kommercielle og populære succeser, hvor de mest vellykkede nok er Hva’ så, Gilbert Grape og Æblemostreglementet.

Film, som viste, at han pø om pø ude i det fremmede var blevet svensk mester i at lave mainstream-underholdning for hele den amerikanske familie. Men til gengæld betød denne karriere ikke nogen særlig kunstnerisk udvikling hos Lasse. Måske tværtimod.

Nu er Hallström så tilbage på hjemmebanen med en solidarisk filmatisering af bestseller-psykothrilleren Hypnotisøren af Lars Kepler (synonym for det svenske ægtepar Ahndoril). En voldsom sag om en blodig og brutal massakre på en hel familie samt psykopatisk ondskab uden grænser. Alt sammen opklaret af den finsk-svenske strømer Joona Linna, som selv har lig i lasten fra en fortid i Finland.

Filmen begynder da også loyalt ud fra sit litterære forlæg tilsat de smukke billeder, vi efterhånden kender til hudløse frostknuder fra alle skandinaviske krimifilm. Snedækkede vinterlandskaber og mørke storbyer med perler af spredte lys fotograferet fra en helikopter. Så zoomes der ind på nordiske boligkvarterer, fra sovebyens funktionalistiske højhuse til de rødmalede træhuse med hvide møbler, en Volvo i carporten og en PH-lampe over spisebordet i samtalekøkkenet.

Hallström er imidlertid en effen instruktør og undgår indledningsvist at levere en turistfælde. Og Hypnotisøren har en række gode gys. Bevares, de er set før, men stadigvæk virksomme til at sætte de små nakkehår i bevægelse og et ekstra greb ned i bægeret med popcorn.

Historien er sådan set lige ud ad genrens slagne landevej med de nødvendige variationer, når det kommer til psykopatiske mordere. Titelpersonen spilles af den altid gode Mikael Persbrandt, samspilsramt både på arbejde og hjemmefront over for den skingrende skinsyge hustru, ageret en smule for manisk overgearet og hyperventilerende neurotisk af instruktørens egen hustru, den delikate Lena Olin.

Som ekspert i at trænge ind i patienters hukommelse hjælper han politimanden Linna med at få massakrens eneste overlevende til at kunne huske, hvad der skete på ulykkesnatten.

I romanen er Linna med sin finsk-samiske baggrund – i filmen fortræffeligt lavmælt og engagerende spillet af Tobias Zilliacus – i absolut fokus. Men instruktøren bruger ikke hans særegne etnicitet og skæbne til andet end at udstyre ham med den typisk syngende finsk-svenske accent. Og i familie-plottet går det helt galt for Hallström. En ting er, at han på svensk maner viser scener ud af et ægteskab undervejs i plottet, men han blotter samtidig sine mange år i Hollywood-fabrikken for feel good-film.

Allerede i romanen er der flere urimeligheder i intrigens stringens. Lad gå med dem, Hitchcocks plot hænger heller ikke altid sammen. Psykopatiske mordere er jo netop utilregnelige, motivlabile og ustyrlige i deres mørke gerninger. Fra utallige amerikanske psykogyserfilm ved vi, at rationelle årsager sagtens kan undværes, hvis chokeffekter, fart og tempo, splat og action er til stede i rigelige mængder.

Men over midten knækker film noir-strimlen, og historien smelter sammen til sukkersød biedermeier, hvor far, mor og børn med ét fylder hele lærredet. Hallström forstuver plottet til at gå på krykker igennem sidste fjerdedel af en film, som ellers byder på ret så fascinerende scener. Helt slem er slutningen, hvor det atter bliver jul i det svenske folkehjem, og den varer som bekendt helt til påske.

Hypnotisøren er et langt stykke ad vejen en effektiv thriller, men virker også som en pilotfilm for en fjernsynsserie. Gerne for min skyld, men lad familien blive hjemme.

Trailer til Hypnotisøren

Originaltitel:
Hypnotisören

Instruktør:
Lasse Hallström
Sverige 2012

Manus:
Paolo Vacirca

Medvirkende:
Tobias Zilliacus, Mikael Persbrandt, Lena Olin

Spilletid:
122 min.

Premiere:
6. december

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
01. juni 2026
Gone

Gone

Boganmeldelse
02. maj 2026
Døgnet

Døgnet

Biografanmeldelse
26. apr. 2026
Dead Man’s Wire

Dead Man’s Wire

Biografanmeldelse
11. apr. 2026
The Drama

The Drama

Fra samme instruktør

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro