Hyde Park on Hudson

Min oldemor var på grund af sin indsats under Anden Verdenskrig (hun bagte småkager til de amerikanske soldater) på julekort med selveste Eleanor Roosevelt, den store præsidents enke og USA’s største førstedame. Hun var en kontroversiel skikkelse, en emanciperet kvinde, som skrev klummer, muligvis var biseksuel og i hvert fald langt mere venstresnoet intellektuel end sin mand. Simpelthen sin tids Hillary Clinton – enten elskede du at elske eller hade hende.

I Hyde Park on Hudson, navnet på familien Roosevelts landsted nord for New York, spilles hun af den engelske skuespiller Olivia Williams, som fascinerende før har spillet en statsleders frustrerede hustru, nemlig i Roman Polanskis thriller Skyggen.

Og det er netop præsidentfruens politiske engagement, der midt i de lune løjer gør hende til filmens seværdige alibi som andet end endnu et anekdotisk lystspil. Hun har kun en birolle, men stjæler faktisk hver en scene. Selv oppe mod stærke kræfter som Bill Murray som hendes mand, Franklin D. Roosevelt, og Laura Linney som dennes grandkusine og hjælpende hånd Daisy.

Det sidste skal forstås bogstaveligt. Thi hele filmens grundhistorie er, at den fattige slægtning Daisy en sommer i slutningen af 1930’erne bliver kaldt hen til familiens og nationens overhoved, FDR, på hans sommerresidens.

Det bliver til et ømt og varmt forhold, hvis karakter er en tåget blanding af det erotiske og det venskabelige. Men det udvikler sig også snart til en desillusion for den enfoldigt forelskede Daisy. Præsidenten er sin hustru utro med en håndfuld kvinder, og hun forlod ham netop, fordi hun tidligt tog ham i en affære. Men så ankommer den engelske konge på besøg for at bede om hjælp, hvis Hitler begynder en verdenskrig. Og kære læser, kongen kender du allerede rigtigt godt, han blev stammende solidt spillet af Colin Firth i Kongens store tale.

Den sydafrikanske instruktør Roger Michell, hvis bedste – i hvert fald mest berømte – film er hverdagsbagatellen Notting Hill, har drejet en flot, men mærkelig rodet og diffus film. Den lægger ud med, at den fattige pebermø Daisy med jeg-fortællende voice over beretter retrospektivt om den sommer, hun sammen med præsidenten blev voksen og følsom.

Synkront følger vi så det engelske kongehus’ ankomst til filmtitlens hovedsæde og er pludselig inde i en helt anden film: en sædeskildring, hvor to forskellige kulturer mødes og så alligevel falder sammen i fælles menneskelighed, her rimelig plat amerikansk symboliseret ved kollektiv spisning af hotdogs på en skovtur.

Inden da har Roosevelt lige givet den unge britiske konge selvtillid. Samuel West som Georg 6. er mindst lige så god til at stamme kongeligt som Colin Firth. Nu spiser han sin pølse med glæde, fordi han ved, at USA vil stå bi, når krigen kommer! Hele dette tema er faktisk sjovt og vittigt, især hvis du i forvejen har en faible for herregårdsserier a la Downton Abbey.

Til gengæld fungerer hovedtemaet om kærlighed og det, der ligner, mellem Daisy og Franklin slet ikke. Bevares, altid glimrende Laura Linney er god som den halvgamle Askepot, der tændes til elskov af en poliolammet præsident. Bill Murray ligner meget godt Roosevelt og giver ham en finurlig og lidt klam gammelmands-seksualitet, som ellers ikke tinter andre fremstillinger af USA’s nok mest betydningsfulde statsoverhoved.

Brat en nat bliver Daisy jaloux ved konfrontationen med sandheden om hans promiskuitet. Men skinsyg over hvad? Bortset fra lidt petting i præsidentens bil får vi aldrig noget indblik i forholdets væsen.

På det sæt svigter filmen, som bygger på en sand historie i form af breve først fundet for nylig. Lidt imod filmens stramme intention og tematiske accent – og det er ikke på grund af min oldemors småkager og julekort – får den politisk korrekte og moralsk stramme Eleanor Roosevelt derfor hele min sympati.