Hvis grise kunne tale

Alle etiske diskussioner i den animalske fødevarediskussion har ét stort spørgsmål: Må man overhovedet slå dyr ihjel?

I tv-dokumentaren Hvis grise kunne tale har man taget stilling. Filmen er ikke en forsvarstale for veganisme, men selv hvis vi vælger at slagte dyr og spise bacon og flæskestege, skal dyrene jo have det godt, imens de lever.

Dyrevelfærden skal være i orden. Eller som der lettere paradoksalt står på koteletterne i køledisken, når det faktisk er tilfældet: ”Anbefalet af dyrenes beskyttelse.”

I filmen om grises kommunikation forsøger et hold af internationale forskere med speciale i AI, dyre-audiologi, biologi, teknisk kødkvalitet og dyrs intelligens at se, om de kan afkode, hvilke signaler dyrene selv sender om, hvordan de egentlig går har det.

Eksempelvis er et længere, dybere bas-grynt udtryk for utilpashed og negativitet, mens et kortere og mere tenoragtigt grynt udtrykker glæde og positivitet.

En stor del af filmen går med at se billeder af, hvordan optageudstyr opsættes og brok over problemer med at skelne baggrundslyde fra brugbare grynt, inden man kommer til sagens kerne.

Hvilken produktionsform er den bedste? Har økologiske grise det faktisk bedre? Hvad betyder det at blive kørt i en trang lastbil hen til slagteriet i op til otte timer?

Dokumentarens journalistiske scoop er, at den går ret åbent og systematisk til værks. Eksempelvis er der en skøn og knastør tysk professor, som undersøger, om kødet har en højere kvalitet, hvis det er økologisk. 

Man kan måle på mørhed, saftighed, muskelfibrenes beskaffenhed og alt muligt andet med helt objektive kriterier. 

Resultatet er overraskende.

Der er simpelthen nul forskel i kvaliteten på økologisk og konventionelt kød. En mørbrad er teknisk set den samme, uanset hvordan den er fremstillet.

Men hvad så med trivslen?

Forskerne isolerer en masse ”sprog” i form af lykkegrynt, klagegrynt, hyggegrynt og jeg-er-sulten-grynt. Og ved at måle over lang tid og i flere stalde får de et videnskabeligt gyldigt resultat. 

Der måles grynt i flere forskellige øko-stalde, konventionelle stalde og i frilandsbrug, hvor svinene lever, som de skal, nemlig i en svinesti af mudder, halm og hygge.

Der sættes også mikrofoner op i svinetransporter. For er det en god tur hele vejen ned ad autobahn til de billigere tyske slagterier?

Svarene er opsigtsvækkende.

Dyrene har det ikke bedre i økologiske bedrifter, og de har det lidt bedre på friland. Men den store øjenåbner er ét konventionelt landbrug i Tyskland, hvor dyrene tilsyneladende trives langt bedre end i alle de andre.

Det er et landbrug, vi har fået lov at komme indenfor i. Og det anderledes er, at bonden prioriterer at gå ind til dyrene, nusse dem, tale til dem og bruge tid på dem hver dag.

En anden vigtig lære af forskningen er, at dyrene virkelig ikke trives i lange transporter.

Der er stadig 117 gode grunde til at spise økologisk svinekød. Konventionelt svinekød har for eksempel op mod ti gange så meget MRSA-virus, som kan smitte mennesker.

Men når det handler om dyrevelfærd er der ikke umiddelbart grund til at hade de mere industrielle landmænd. Man skulle snarere mærke kødet, så forbrugeren kunne se, om dyrene har kørt langt. Så kunne man selv vælge trafiksvin fra og skovsvin til.

Hvis grise kunne tale er helt ordinært tv, ikke over niveauet for et nyhedsindslag på en tilfældig onsdag. Men den journalistiske indsats og de forbløffende afsløringer giver denne anmelder en lille krølle på halen.