The Hunt

The Hunt var berygtet, før nogen havde set den. Da filmens trailer blev frigivet i sommeren 2019, sparkede den arrigt til en hvepserede af højreorienterede skandalemagere, der skabte så megen furore, at selv Donald Trump tweetende deltog i brokkekoret.

Studiet måtte benægte et rygte om, at filmens arbejdstitel var Red State, Blue State – altså stater, der traditionelt stemmer for republikanere og demokrater. Men det er åbenlyst for enhver, at filmens præmis om at lade konservative kæmpe til døden, er opfundet for at skabe kontrovers.

Filmskaberne så da også enhver omtale som god omtale. Lige indtil to masseskyderier – ét i El Paso, Texas, og et andet i Dayton, Ohio – vendte nationen mod våben for en stund. Universal indså, at timingen var uheldig og besluttede sig for at udskyde filmens premiere.

Godt et halvt år efter skyderierne og under en krise, der sætter de politiske klikeskænderier i perspektiv, ser filmen endelig dagens lys.

Den er enkel og unægtelig underholdende, men ikke nær så sprængfarlig, som rygtet hævder.

The Hunt er en spredehaglssatire. Marketingkampagnen fremhæver filmens mobberi af den amerikanske højrefløj, men den er slet ikke så konsekvent og uddeler omtrent lige så mange ørefigner til venstre.

Den venstreorienterede woke-elite med et champagneslubrende, kaviarslikkende overklasseliv er filmens skurke. De hetzer hinanden, når de bruger kønsbestemte udtryk som ”guys”, og klynker over kulturel appropriation, når hvide går i kimono. For dem er klimabenægtere verdens afskum, og de er imod skydevåben.

Men de ser åbenbart ikke noget problem i, at de selv bruger våben til at jage deres republikanske modstandere som safaribytte. Dobbeltmoral er som bekendt dobbelt så godt.

Deres ofre er tolv nøje udvalgte rednecks, racister og alt-right-konspirations-podcastværter. De bortfører dem fra en mere eller mindre almindelig hverdag og kastet dem ud i naturen, hvorefter de højreorienterede bogstavelig talt bliver jaget vildt.

The Hunt er den seneste i en alenlang række filmatiseringer af Richard Connells udødelige novelle The Most Dangerous Game. Filmen er simpel i knaldromanens og b-filmens ånd.

Manuskriptforfatterne støtter sig til den tro, at hvis blot de skyder ansigtet af folk hurtigt nok, vil publikum ikke stille spørgsmålstegn ved idiotiske sidespor. Som for eksempel den komplet distraherende historie om en menneskejæger, der giver sig ud for at være asylansøger.

Men historien er immervæk pirrende fuld af falske spor – som når publikum præsenteres for tilsyneladende hovedpersoner, der slagtes hurtigt derefter. Det rastløse kamera ender med at lande på Crystal, som er en af de jagede.

The Hunt gør ikke meget for at give sine figurer kulør og historie, men vi forstår, at Crystals oplevelser som soldat i Afghanistan har givet hende ar på sjælen og gør hende veludrustet til at overleve.

Betty Gilpin er interessant uberegnelig i hovedrollen og har en overbevisende fysik i de velkoreograferede, ekstravagant voldelige kampscener. Vistnok velkoreograferede. Man ville kunne bedømme det, hvis bare instruktør Craig Zobel gad holde kameraet i ro.

Han gør ondt værre med nervepirrende klipning, der nok opretholder et hektisk tempo, men som også gør det svært at bevare overblikket. Når Crystal endelig får lov at sparke røv, føles det, som om filmen er klippet med en håndmikser.

I sidste ende er det eneste, der spænder ben for den kontroversielle satire i The Hunt, at filmen ikke har noget intelligent på sinde.

I en mindre kompliceret verden ville de bombastiske fornøjelser nok sende folk glade ud af biografen. Men når man streamer filmen alene derhjemme, er det svært ikke at se den ukritisk stødende tone som et udslag af, at filmskaberne svælger i deres egne frustrationer frem for at lede efter fælles fodslag.