Human

Human er en simpel film: Mennesker fortæller – én ad gangen. Man ser kun personen fra skuldrene og op, og der er helt sort baggrund. Som et skolefoto.

Der er ingen præsentation i form af navn og baggrund, ingen spørgsmål vi bliver involveret i – bare små, personlige beretninger. Indimellem er der storslåede optagelser fra naturen eller alverdens byer og begivenheder, filmet i slowmotion og med smuk musik i baggrunden.

Men der er godt nok mange mennesker, der fortæller i filmen. Igen og igen er der et nyt ansigt, som taler. Om kærlighed, had, hævn, glæde, fattigdom.

Det er en maraton af ærlige beretninger, når man gennem filmens tre timer bliver præsenteret for flere hundrede mennesker. Faktisk er mere end 2000 mennesker fra 60 lande blevet interviewet til denne film.

Den franske mesterfotograf Yann Arthus-Bertrand, kendt for sine smukke luftfotos, har begået dette storslåede værk.

På filmens hjemmeside kan man høre ham fortælle, at han mener, at menneskets øjne er sjælens spejl.

Den tanke vil mange sikkert få af sig selv, når de ser dokumentaren. Fokus er på folks øjne. Og der er ingen tvivl om, at de har fuld tillid til projektet, selv om de blotter sig fuldstændigt og fortæller om forfærdelige ting som vold, misbrug og mord.

En smuk ældre kvinde beretter, hvordan hun som kun toårig blev givet væk. Hun boede i en tysk ghetto under Anden Verdenskrig, og hendes mor rakte hende under afspærringen til en SS-officer. Han tog imod pigen og bragte hende med hjem til sine forældre, og de foregav, at hun var hans datter.

”Jeg spørger mig selv, om jeg ville have gjort det samme, hvis jeg havde stået i en situation som den tyske officer. Hvordan kan jeg besvare sådan et spørgsmål? Jeg tror ikke, jeg har den moralske styrke, hvis jeg skal være ærlig,” reflekterer hun.

Man kan høre, folk har forberedt sig. De har tænkt over de spørgsmål, man aldrig hører dem blive stillet. Men deres talestrøm virker helt naturlig, for nogle af dem kan ikke lade være med at grine, og når latteren får dem til at knække sammen i ryggen, forsvinder de ud af billedrammen.

De undskylder, hvis deres tale går i stå, og så undskylder de til dem bag kameraet, fordi de vist ikke skulle undskylde. Der er ikke mange af den slags småfejl, men det er en styrke, at de er med, fordi det understreger oprigtigheden af det, folk sidder og siger.

Og tårerne. De er også ægte. Og de er også forløsende for os tilskuere. For det er svært ikke at spejle sig i deres beretninger.

Historierne er grupperet, så filmen i forskellige dele behandler et særskilt tema. Og hvert tema indledes og afsluttes af scener, der ofte knytter an til temaet. Da der fortælles om fattigdom, er der således først flere minutters slowmotion optagelse af folk, som kravler rundt på skrald. Bjerge af skrald, der skubbes til side af gravkøer, mens mennesker på grund af den dybeste armod roder rundt i det nyopgravede møg i jagten på noget, de kan bruge.

”Nu vil jeg definere fattigdom. Fattigdom for mig er, når jeg gerne vil uddanne mig, men ikke kan uddanne mig, når jeg gerne vil spise, men ikke kan spise, når min kone og børn lider, og jeg ikke har nogen mulighed for at hjælpe dem,” siger én.

Det står i skarp kontrast til den vestlige verdens problemer. Men filmens styrke er, at den anerkender alle problemer. At miste et barn gør lige ondt, uanset hvor man kommer fra.

Human er en følelsesmæssig hvirvelvind – fra den ene yderlighed til den anden. Og man bliver klogere på mennesker, på verden og på sig selv. Filmen svarer ikke på, hvad meningen med livet er, men den spørger om det. Og det er i sig selv overvældende.