Tv-anmeldelse
03. mar. 2016
House of Cards – sæson 4
Fjerde sæson af Frank Underwoods (Kevin Spacey) politiske rænkespil er perfekt timet med valgkampen i USA. Foto | David Giesbrecht

House of Cards – sæson 4

Stolen begynder for alvor at vakle under Frank Underwood, og det giver nyt liv til serien om hensynsløsheden på magtens tinder.

Af Nicki Bruun

”Hvornår taler han mon til os?”

Det kan man ikke lade være med at tænke, når man for fjerde gang ser præsident Frank Underwood (Kevin Spacey) gøre Det Hvide Hus usikkert.

Når han endelig gør, er det selvfølgelig ikke lige så frydefuldt chokerende, som det var i anden sæsons første afsnit, men ikke desto mindre går Spaceys drævende stemme og borende øjne stadig direkte i nakkehårene, når han bryder den fjerde væg og henvender sig direkte til seerne.

Underwood taler dog denne gang mere til sig selv end os. Han er presset som følge af sine ægteskabelige problemer med Claire (Robin Wright), og det udmønter sig i, at han ganske ukarakteristisk mister overblikket.

Selv om han har været i store vanskeligheder før, har han altid virket mere eller mindre i kontrol. Nu bliver han for alvor presset, og House of Cards smider alle kortene på bordet i forsøget på at få stolen til at vakle under ham.

Desværre er der også en risiko for, at man som seer bliver forpustet. Ikke så meget på grund af indholdet, men snarere fordi Netflix opfordrer én til at gøre sæsonen færdig i ét stræk ved at lægge samtlige tretten op på en gang.

Det kan være svært at holde styr på de mange, komplicerede plottråde, men hvad værre er: Man glemmer nemt at nyde seriens smukke æstetik, der byder på dekorerede mødelokaler og skyggefulde korridorer.

I stedet bliver det hækkeløb frem mod næste, store plottwist, hvilket dog trods alt er bedre end tredje sæsons søvndyssende tempo (vi fik dengang stillet de første seks afsnit til rådighed for en anmeldelse, hvorefter kvaliteten for de resterende syv ironisk nok faldt drastisk).

House of Cards har aldrig lagt skjul på sine sæbeopera-inspirationer i form af overraskende dødsfald blandt det store persongalleri. De fleste har Frank selv haft mere end en finger med i, uden det har fået de store konsekvenser.

De kommer dog nu. I en række symbolske drømmescenarier bliver Frank sat stævne af fortidens spøgelser. Men også nutiden spøger. På samme måde ser vi også en fysisk og blodig slåskamp mellem Frank og Claire – men er der tale om et metaforisk drømmesyn eller en egentlig fremtidshændelse?

Faktisk er Frank til en forskel ikke fjerde sæsons hovedfigur, hvis man skal bedømme ud fra første halvdel. Det er i stedet Claire Underwood, den ambitiøse førstedame, der har et horn i siden på sin magtfulde mand.

Da Frank for en gangs skyld bliver offer for en forbrydelse, han faktisk ikke har begået, søger han som vanligt råd hos hustruen.

”Du lytter kun, når det er, hvad du vil høre,” fortæller Claire ham trodsigt og beviser, at hun er den potentielt farligste fjende for ham. Det forstår han, og kommer hende i møde med ordene: ”Det er os mod dem – hvad er ellers pointen?”

I det hele taget går kvinderne forrest i denne sæson. Claire står over for Lars Mikkelsens russiske præsident Petrov i Franks fravær, og også to nye kvindelige karakterer viser både styrker og svagheder.

Den politiske rådgiver Leann Harvey (Neve Campbell) kommer til som Claires svar på Franks stabschef, den hengivne og hensynsløse Doug Stamper (Michael Kelly). Imens introduceres også Claires mor, den texanske rigmandsenke Elizabeth Hale (Ellen Burstyn). Hun hader Frank og bliver endnu en effektiv markør for Claires splittede eksistens.

Det er en udefrakommende, men kærkommen saltvandsindsprøjtning, at der er en præsidentkampagne i gang i virkelighedens USA. Den giver nemlig en interessant synergi mellem virkelighed og fiktion – og viser samtidig, at selv om House of Cards kan være vanvittig, er serien måske ikke så langt fra virkeligheden alligevel.

Titel:
House of Cards – sæson 4

Land:
USA

År:
2016

Serieskaber:
Beau Willimon

Medvirkende:
Kevin Spacey, Robin Wright, Michael Kelly, Neve Campbell, Ellen Burstyn, Mahershala Ali, Molly Parker

Spilletid:
Tretten afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
4. marts 2016 på Netflix

Relevante artikler

Interview
13. mar. 2015
”Putin er mindre end mig”

”Putin er mindre end mig”

Tv-anmeldelse
26. feb. 2015
House of Cards – sæson 3

House of Cards – sæson 3

Essay
26. feb. 2015
Hvad kan vi lære af House of Cards?

Hvad kan vi lære af House of Cards?

Tv-anmeldelse
24. feb. 2014
House of Cards – sæson 2

House of Cards – sæson 2

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
09. nov. 2025
Den sidste stilhed

Den sidste stilhed

Biografanmeldelse
11. sep. 2025
Bob Trevino Likes It

Bob Trevino Likes It

Serieanmeldelse
12. juni 2025
Stick

Stick

Biografanmeldelse
26. maj 2025
Sønnike

Sønnike

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten