Horizon: En amerikansk saga – del 1

How the West Was Won havde premiere i 1962. En western, der over næsten tre timer og via tre pionergenerationer fortæller USA’s historie fra før den amerikanske borgerkrig til slutningen af 1800-tallet.

Den er fotograferet i Cinerama og instrueret af hele tre instruktører, hvor en af dem, John Ford, er på hjemmebane med sit afsnit om borgerkrigen mellem nord og syd, et historisk og mentalt vendepunkt i amerikansk selvforståelse helt op til i dag.

Horizon: En amerikansk saga – del 1 ligner i den grad ovennævnte film med historier, som fletter sig ind i hinanden.

Borgerkrigen er ganske vist fjern torden i øst, men latent anes den som et tidehverv for den folkemorderiske erobring af unionens nye områder såsom Montana, Wyoming og Oklahoma.

Historien begynder lige før borgerkrigen, hvor den hvide mand, hans kone og børn trænger ind i uopdyrkede territorier vest for Mississippi. Lokket af jordspekulanter søger de lykken på indianernes jagtmarker. Og det får uhyggelige konsekvenser for fremtiden.

Kevin Costner er både forfatter, producent, instruktør og skuespiller. Og da vi er nået en time ind i den tre timer lange saga, rider han mytisk ind med en heroisk western-aura, som ikke set siden John Wayne drog til de evige jagtmarker.

Klædt tegneserieagtigt helt i blåt ved vi straks, at Costner er nobel og ædel. Han er præriens ensomme rytter og beskytter af faldne kvinder, efterladte børn, rådvilde husmænd og alle andre stakler. God som den amerikanske dag er lang og hurtigere end sin egen skygge, når skyderen trækkes.

Så længe fænomenale Kevin Costner er på i denne serieagtige film om mennesker stedt under skæbnens uvilkårlighed, er vi i hesteoperaens trygge rammer. Ellers er det sværere at være sikker på noget som helst – hvem der dør, og hvem der overlever i sidste ende.

Costner leverer alle genrens sætstykker og klichéer.

Prærievogne på vej med indianer på klippen, bissende kvæg, vrinskende heste, fæle skalpejægere, primitive guldgravere, sleske saloonpiger, snobbede englændere og pistoleros i gradbøjninger af skurkagtighed. Tilmed hesteoperaens herrekor, det syvende kavaleri.

Plus den bramfri bamse af en irsk sergent, en chevaleresk gentlemanofficer, en dydig enke samt alle de andre raske ungersvende i blåt, der rider ud af fortet, når rødhuder sender røgsignaler.

Det er helt tydeligt John Ford, som Kevin Costner lægger sig op ad. Der er sågar klare referencer til Fords mesterværk Forfølgeren sammen med flygtig flirt med Sergio Leones Den gode, den onde og den grusomme.

Det kan undre, at Costner, som i 1990 med Danser med ulve slog et slag for den indianske kultur, åbner sin film med en massakre, hvor apacherne brutalt udrydder et helt bosted med kvinder og børn.

Man skal langt tilbage i cowboyfilmens historie for at finde et så bestialsk indianerangreb. Og selv om der nu og da vinkles til de indfødtes syn på hvidhudernes invasion, er vi i genrens mest ultrakonservative hjørne med John Fords mytologiske westernlandskab.

Da Kevin Costner efter lavvande i karrieren hittede i western-serien Yellowstone, fik han blod på sadlen med hensyn til at lave sit eget westernepos, hvor vi må vente på anden og sidste del til den 15. august.

Indtil videre er det flot, uforløst og episk frustrerende. Når man forlader biografen er det som at stå af i Roskilde.