Hood

”Hood” er oprindeligt amerikansk slang for neighbourhood og banderelaterede fællesskaber. Ikke et nabolag som døsige forstæder med vidstrakte villaveje og parcelhuse på rad og række. Snarere det modsatte – et gustent og slummet kvarter befolket af skumle mennesker, som mest går skurkagtigt i hætteklædt kutte og laver ballade. Som i kultfilmen Boyz n the Hood.

Det er der slet ikke tale om i danske Hood. Vi møder tværtimod fem unge nydelige og overordentligt velklædte studiekammerater fra CBS – Clara, Saman, Mikkel, Sanne og Rose – som er i fuld gang med i en digital bank-startupvirksomhed kaldet Hood. Altså den slags entreprenante og innovative pionerer, vi kender fra tv-programmet Løvens hule, unge iværksættere, der drømmer om den bragende succes, det store kup.

Og sproget er da også lige så indforstået businesssnak med kalkuler og statistik som i tv-hulen. Der er nemlig en større nordisk bank, som har fået øje på de fem med firmaet og nu vil købe sig ind for 250 millioner kroner. Kontant på bordet ti millioner til de fem direktører eller CEO’er, som det hedder på nydansk.

Alt tegner sig lyst, mens man venter på underskrifter. Men så kommer der en klausul skrevet med småt. Saman skal udskiftes med en af bankens egne. Fanden er løs i firmaet.

”Hood” betyder jo også fællesskab, én for alle og alle for én. Som en musketer-ed fra dengang, de stadig var venner på CBS, hvor de delte idéer om nye koncepter og byttede kompetencer med hinanden.

Nu begynder magtspillet. Det er anført af Clara, som partout vil have kontrakten igennem blandt en række kyniske bankkapitalister, der måske bare er interesseret i Hood for at guffe det ind i den store banks kalkulerende gab.

Kammeratskabet er mere flygtigt end værdipapirer, og snart konspireres der på livet løs. For hvem er kontrakten livsnødvendig, og hvorfor skal Saman fyres? Alt imens Clara hyklerisk bruger sin bror Mikkel som en spion i sine kompagnoners lejr.

Hood er på vore breddegrader noget så sjældent som det, Hollywood kalder for Executive Suite-film efter den første af slagsen med den titel fra 1954. Magtkampe på direktionsgangen, et tema, som i dag mest kendes fra storslåede og overdådige serier såsom Billions og Succession.

Mindre kan gøre det og gør det.

Instruktøren Lina Csillag har fire kortfilm på Ekko Shortlist og er uddannet manuskriptforfatter fra den norske filmskole, men er ellers et ubeskrevet blad. Nu har hun drejet sin ferme debutfilm på ingen penge og få uger. Et intenst kammerspil mellem kontorlandskabets glasvægge, hvor kun udsigten til Marmorkirkens kuppel er glimt af en gammel verden uden finansverdenens gemene griskhed.

Lee Levi, der har haft nogle få roller og en modelkarriere i udlandet, får sit store gennembrud som Boss Lady Clara, der ingen midler skyer for at nå sit mål. Direktøren for det hele.

Ali Sivandi er også glimrende som den forsmåede Saman, der bliver afskediget. Og så er der de mere kendte skuespillere: Rasmus Bjerg, Peter Gantzler, Thomas W. Gabrielsson og ikke mindst altid fremragende Lotte Andersen.

Hun er en ildevarslende, iskold og moderne valkyrie – som lige er fløjet ind fra utallige bestyrelser og andre økonomiske slagmarker. En kvinde fra fortiden, der advarer Clara om nutiden: faren ved at tale for meget, faren ved at ville for meget og faren ved at leve efter banal lommefilosofi krydret med beskidte tricks.

Filmens højdepunkt er dialogen mellem de to stærke kvinder, som begge kender prisen på alt og værdien af ingenting.

Der er lidt indvandrerravage undervejs med Samans fortid og tidligere venner, som tropper op med krimiklichéer fra den rigtige hood. Samt lidt slinger i valsen hen mod slutningen, hvor maskerne falder, plottet tager en drejning, og magtspillet afslører sine omkostninger.

Men Lina Csillag holder stramt kursen med tungen lige i munden. Hood er en intelligent satsning af format og absolut underholdende helt til sidste aktie.