Honningland

Er Honningland observerende dokumentarisme af fineste karat eller en ekstremt veludført iscenesættelse? Efter alt at dømme mest det første.

I hvert fald, hvis man skal tro de tilgængelige produktionsoplysninger, ifølge hvilke de to filmmagere Tamara Kotevska og Ljubomir Stefanov over en periode på tre år tilbragte omkring hundrede optagedage i den affolkede bjerglandsby i Makedonien, hvor deres hovedperson – en midaldrende, ugift, kvindelig honningproducent – bor.

Når spørgsmålet overhovedet melder sig, skyldes det, at filmen, trods sit ubestridelige skær af autenticitet, rent dramaturgisk er skruet perfekt sammen. Hvis fortællingen ikke ligefrem er én stor konstruktion, må optagelserne være skåret meget tæt ind omkring det formidable konfliktstof, som udfoldes over de 87 konstant fascinerende minutter.

At kalde filmens hovedkarakter Hatidze Muratova for ”honningproducent” er både en banalisering af hendes enestående håndelag og en forfladigelse af filmens poetiske toneleje.

Et mere passende udtrykville være ”bi-hvisker”. I hvert fald kan Hatidze noget helt særligt i sin omgang med de vilde bier, ligesom hun mestrer honningproduktionens håndværk i en grad, så alle, der smager hendes produkt, spontant begejstres over kvaliteten.

På markedet i Skopje går et glas mageligt for ti euro, et betragteligt beløb på de kanter.

På tilsvarende vis kan filmmagerne også noget helt særligt med Hatidze. Det mærkes allerede i de indledende minutter, hvor kameraet følger den adrætte kvinde i rask fart ad faretruende smalle klippestier til de hemmelige bikuber. Bjergtagende billeder, hvor de rustikke landskaber, badet i et glødende varmt lys, spiller perfekt sammen med linjerne i Hatidzes på én gang hærgede og smukt solbagte ansigt.

Det er et univers i harmoni, man føres ind i – fængslende, fremmedartet og forlenet med en nærmest ur-menneskelig naturlighed. Som et sceneri fra en svunden tid, kun lige akkurat punkteret af en diskret jetstribe på himlen.

Sådan er den atmosfære, vi er på vej til at lade os forføre af, da filmens konflikt introduceres.

Hatidze bor sammen med sin svækkede, halvblinde mor. Det er et grundlæggende kærligt, men til tider også lidt anstrengt forhold – her anes et svagt ekko af mor/datter-relationen i Maysles-brødrenes Grey Gardens fra 1976.

Familien er af tyrkisk afstamning, og de er de eneste, der er tilbage i landsbyen. Freden brydes, da en ny tyrkisk familie, med syv uregerlige unger, en flok skræppende høns og halvandet hundrede stykker kvæg, rykker ind på naboejendommen.

Selv om effekten på den herskende idyl omtrent er at sammenligne med en bibelsk græshoppesværm, forsøger Hatidze at udvise gæstfrihed over for de nye naboer. Og da hendes velvilje går så langt som til at indvie tilflytterfamiliens patriark i honningproduktionens ædle kunst, skal det vise sig at få fatale konsekvenser for hendes egen fremtid.

I deres bestræbelser på at accentuere stoffets iboende drama har filmmagerne måske elimineret lige lovligt mange aspekter af den bagvedliggende historie. Men de slipper af sted med det, fordi den fantastiske historie langt fra er filmens eneste aktiv.

Honningland lever i høj grad af sin karismatiske hovedperson samt af de ordknappe sceners vibrerende nærvær, fremelsket af eminent tålmodighed.

Herudover skal man være lavet af sten for ikke at få øje på fortællingens allegoriske kvaliteter i de lag, der handler om naturens balance og bæredygtighed.

En indvending kunne være, at konflikten med de nye naboer i fortællingens fine urværk af udtrykselementer er tæt på at overdøve optagelsernes nænsomt kalibrerede sanselighed. Og at de medvirkende – specielt Hatidze – agerer foran kameraet med en naturlighed, som paradoksalt nok nærmer sig det unaturlige.

Det ændrer dog ikke ved, at Honningland er en yderst seværdig film.