Hjortestien

”Jeg er altmuligmand,” siger den klippefaste, fåmælte Takumi, som lærer sin datter om træsorter og dyrenes brutalitet i en japansk løvskov.

Vi har allerede set ham flække brænde med matematisk præcision og tør kun gisne om, hvorvidt ”altmuligmand” betyder arbejdsløs eller er en eufemisme for noget mere brutalt. Han har i hvert fald mistet sin hustru og virker ikke som den puttenuttede type.

Scenen er en by med få tusinde indbyggere nogle timers kørsel fra Tokyo. Her har et firma, der er specialiseret i oplevelsesøkonomi, problemer med landsbyens beboere. Firmaet vil lave en luksus-campingplads i den smukke skov, som de hævder vil stimulere den lokale økonomi.

Beboerne ser kun udbytning og manipulation. På et borgermøde piller de det buzzword-indsvøbte projekt fra hinanden. Firmaets to budbringere, Takahashi og Mayuzumi, kan godt selv se problemet. Men måske kan altmuligmanden være deres redning?

Hjortestien er en film, du ikke kan regne ud.

Selve konflikten kan gå alle veje: forsoning, optrapning, diplomati, krig, stilstand. Der er en tvetydighed i tonen, realismen forstyrres af noget ildevarslende i skovens tusmørke, og af Eiko Ishibashis rugende strygermusik, som kan stoppe abrupt midt i en scene.

Er vi i David Lynch-terræn eller i det humanistisk-realistiske ringhjørne? Svaret er både-og. Hele tiden har man en intens følelse af, at der kan anlægges to blikke på det samme univers.

Som da vi efter at have oplevet lokalmiljøets uimponerede opfattelse af de temmelig lammede glamping-sælgere får en filosofisk samtale bag rattet mellem sælgerne. Om livets mening og deres egen retning. Det virker nærmest dramaturgisk uansvarligt, men det siger noget om den japanske instruktør Ryusuke Hamaguchis menneskesyn og respekt for det, der ligger under overfladen.

Det virker også som en hilsen til hans Oscar-vindende sorg- og teaterdrama Drive My Car, selv om Hamaguchi ikke er en instruktør, der ynder at gentage sig selv.

Han har om noget gjort uforudsigeligheden til en slags varemærke. Inden Drive My Car lavede han tre overraskende kvindevignetter om kærlighed og skæbne under titlen Japanske fortællinger, og før det Asako I & II, et bizart, underforklaret dobbeltgængerdrama.

Allerede den fem timer lange mumblecore-film Happy Hour fra 2015 viste, at Hamaguchi gør tingene på sin helt egen måde.

Hjortestien, hvis engelske titel er Evil Does Not Exist, var oprindelig tænkt som et 30 minutters billedakkompagnement til en elektronisk livekoncert.

Projektet voksede bare et andet sted hen. Og også hjem igen, for de rigtigt heldige vil kunne opleve filmen i en omklippet, dialogløs form under titlen Gift ved særevents, hvor Eiko Ishibashi live akkompagnerer filmen med sin underlægningsmusik.

Sådan er Hamaguchi.

Han tager tilskueren som gidsel og kører dig ind på ét spor for så at skifte retning og vække nogle helt andre sanser. Sjovt nok er det præcis den samme stilmæssige alsidighed, der præger Mohammad Rasoulofs iranske drama Der findes ingen ondskab. Begge film bruger deres nærmest identiske titel polemisk og udfordrende.

Der findes ingen ondskab handler om dødsstraf og om de mekanismer, der muliggør den arkaiske straf i Iran. Hjortestien er mindre entydig og handler snarere om menneskets tendens til at sætte sig selv på en anden hylde end dyr og planter.

Det er en historie om balance og menneskelig hybris, men flettet ind i hverdagsdilemmaer om, hvordan vi orienterer os i forhold til griskhed og kynisme. Den er beskidt og ubestemmelig og fuld af smukke oplevelser. Ligesom tilværelsen kan være det.