Hjertets vej

”Pas på – ingen stærke følelser!”

Sådan lyder formaningen til midaldrende Claire (Anne Dorval), og det er ikke uden skæbneironi. For Claire kan ikke andet end at sanse med dobbelt kraft.

Hun ved, at hendes hjerte er ved at sætte ud. Hun holder sine to voksne sønner tæt til sig, hører en tidligere flamme give klaverkoncert (Alexandre Desplats arpeggioer vil ikke være den ringeste musik at drage hinsides med), men nøjes med ét kys og to dråber rødvin. Der kunne jo dukke en hjertedonor og et glimt af håb op.

Man kan allerede af dette plukreferat fornemme, hvad Hjertets vej er for en film. Et vemodigt, sanseligt og heldigvis oprigtigt gribende voksendrama, der bruger dødens nærhed som forstørrelsesspejl. Hverdagens små sansninger er rigdomme, vi har det med at tage for givet.

Filmen vandrer med denne simple sandhed under armen ind ad åbne døre. Her er carpe diem og et entydigt budskab til alle os med et usigneret organdonationskort: Hvis du har et hjerte, så giv det videre.

Men samtidig løfter den sig over den tarveligste form for sentimentalitet ved ikke at udnævne Claire – skrøbelig, smuk, uselvisk – til hovedperson. Det ville simpelthen være for let.

Vi starter et helt andet sted. På byens tage og under bølgerne ud for Le Havre. Med unge mænd, der bruger natten til det, unge mænd nu gør. De lister ud ad pigers vinduer, giver fanden i trafikregler og mærker livets brusen med tatoveringer på brystet og et surfbræt bundet om anklen, mens solen står op.

For en af de unge mænd går den alt for hurtigt ned igen, da et biluheld efterlader ham mere død end levende.

Instruktør Katell Quillévéré, der her har lavet sin tredje spillefilm, formidler guddommeligt i billeder. Åbningen er næsten ordløs, kameraet er sat fri, og som tilskuer glider man velvilligt gennem både natten, havets abstraktioner og den efterfølgende tunnel af nådesløs saglighed, chok, afmagt og sorg, der præger modtagehospitalets gange.

Perspektivet springer fra læger til sygeplejersker og efterladte forældre. Det er et altfavnende empatisk blik, der er som skabt til romanens rolige format (Hjertets vej er netop baseret på bestsellerromanen Hjertet af Maylis de Kerangal), men risikabelt at overføre til en film af standardlængde.

For hvem skal vi holde med, hvis en film holder med alle?

Første halvdel har samme uberegnelighed og styrke som Robert Altmans multiplot-mesterværk Short Cuts, hvis ikke samme ubønhørlige kompleksitet. Den komatøse unge surfers mor (Emmanuelle Seigner) betragter i en scene sin lige så sorgramte eksmand, mens han prøver at vifte sine skyldkomplekser bort med en vinkelsliber og et stykke nytteløst metalarbejde.

Det blik, hun kaster ham, fortæller om kærlighed, der engang var, og det er, som om man i de ti sekunder hører tyve års scrapbogssider blafre forbi. Engang var det sikkert ham, der listede ind ad et ungpigevindue og skabte det liv, der nu er borte.

Som instruktør kan Katell Quillévéré fortælle uden dialog. Gøre os nysgerrige på de følelser, der rumsterer under overfladen.

Men i filmens anden halvdel, da der er givet tilsagn til organdonationen, er det, som om hun slækker på det øjeblikssensitive og lader filmen drive af den omnibus-tanke, der bærer filmens morale.

Hele menageriet af bipersoner – transplantationskoordinatorer, kurerer, kirurger, operationssygeplejersker, ligvaskere – er kun på skrømt i konflikt med hinanden. De udgør en kæde af kompetence, teknologisk formåen og patientrespekt, som ville gøre ethvert sygehusvæsen stolt.

Man kan kritisere Hjertets vej for at skønmale. Men den er ikke forpligtet til at afspejle virkeligheden, og den slår så stærkt, at man vitterligt ikke bør se den med et svagt hjerte.