Historien om Danmark – sæson 2

Serien burde være obligatorisk på skoleskemaet. Fordi den almene dannelse har trange kår, som en ældre DF’er engang i Valbys vandhul, Teglskægget, belærte mig.

”De unge ved ikke engang, hvornår Danmark blev besat,” sagde han selvsikkert gestikulerende med hånden mellem fadøllen og den brune væg. ”Men ved du, hvornår Slaget ved Dybbøl fandt sted?” spurgte jeg.

Det vidste han selvsagt ikke, for dengang var han ikke født, og det var før premieren på Ole Bornedals omdiskuterede serie 1864. Almen viden om tidligere generationernes mærkedage er uanset fødselsår ikke så god, som vi gerne vil bryste os af!

Nu har vi igen chancen for at blive klogere.

Den opdragende DR-serie Historien om Danmark fænger også i anden sæson med levende historiefortælling i øjenhøjde.

Lars Mikkelsen går fortsat – som havde han købt et titurs-pas i tidsmaskinen – kronologisk gennem Danmarkshistorien med forskellige nedslag.

Han rejser fra Rosenborg Slot over Sagnlandet Lejre og til Dybbøl Mølle. Landskaberne bliver gjort levende med rekonstruktioner og skuespillere, der enten arbejder, slås eller demonstrerer, mens værten midt i menneskemængden fortæller i moderne jakkesæt, højhalset og gråt skæg.

Når serien da ikke bruger ægte filmoptagelser af kvindedemonstrationer i begyndelsen af 1900-tallet. Eller videnskabsfolk i Lund graver et 400 år gammelt dansk lig op af kisten. Det bedst bevarede i Europa.

Det er imponerende!

Hvor forårets første sæson i særligt fjerde afsnit kammede over i kongerøgelse, begynder anden sæson fængslende, selv om 1600-tallets Christian IV er i fokus.

Folket bliver tyranniseret af kongens love, der sørger for, at fæ og koner brændes på bålet for hekseri. I al sit galmandsværk gør kongen Danmark til et fallitbo, hvor bønder og børn må lide og dø. Alligevel efterlod han en arv med Børsen, Rundetårn og Christianshavn, så hvad skal vi egentlige mene om ham, diskuterer programmets forskere og historikere.

Også oplysningstidens 1700-tal bliver revset.

Det er ikke bare fine fornemmelser, naturvidenskab og klog filosofi, men også trældom og sult. På den måde giver serien os noget at tænke over.

Afsnit ni og ti med velfærdstatens tilblivelse, arbejderstrejker, demokratiets indførelse, ideologiernes kamp og verdenskrige er de mest interessante i forhold til nutiden. Og måske også derfor de mest problematiske.

Historikere og konservative stemmer kan med rette hævde i medierne, at det eksempelvis bliver lige lovlig rosenrødt med fokus på Socialdemokratiets betydning for det velfungerende samfund, vi har i dag. Omvendt undlader selvsamme stemmer at nævne seriens udeladelse af fascisme-fascinationen og heilende ungdomspolitikere blandt de konservative i 30’erne.

Listen er lang af vitale udeladelser – fra vikingernes præ-demokratiske stormøder til Asta Nielsen.

Det er uundgåeligt og skal ikke lægge serien særlig meget til last. Har man som seer øje for, at Danmarkshistorien kan fortælles på mange måder, gælder det om at nyde de flygtige nedslag med kritisk sans. Glimrende folkelige serier som Matador og Krøniken er også blevet kritiseret for at politisere, men folket kan godt tænke selv.

Serien er pædagogisk smart, når vi kan sidde hjemme i stuerne og gætte med. Da Stauning i 1933 under forhandlingerne ved Kanslergadeforliget, også kendt som velfærdsstatens grundsten, er ved at give op midt om natten, sker der noget uventet, får vi at vide, inden der kommer en kunstpause i talestrømmen.

”Og så kom whiskyen på bordet,” kan jeg høre mig selv og mange andre sige i sofaen, inden Lars Mikkelsen gør det.

Som salig Onkel Danny engang sagde med sin karakteristiske hyggestemme: Vi kan jo lige så godt lære lidt om Danmarkshistorien, når nu vi sidder her.