Himmelsdalen

I Sverige arbejder Helene uden den store glæde. Så får hun et opkald fra sin enæggede tvillingesøster Siri, der spørger, om Helene ikke nok vil komme ned til hende i Himmelsdalen – et majestætisk fin-de-siècle-resort i de italiensk alper.

Faktisk er det et sanatorium for syge mennesker, der ikke er som Thomas Manns tuberkuløse borgerdyr i Trolddomsbjerget – de er derimod dødsensfarlige psykopater, som er spærret inde på livstid.

Men det finder Helene først ud af, da det er for sent.

Hun har hemmeligt skiftet plads med sin søster, der vil besøge sin forslåede kæreste og lover at komme tilbage dagen efter. Det gør hun imidlertid ikke. Døren smækker i for Helene, som nu er blevet til Siri, der udviste aparte træk i deres fælles barndom.

Det går pø om pø op for stakkels Helene, at hun er helt alene med sin nye identitet som en gennemført, koldhjertet psykopat. Hendes navneforkortelse, Hel, signalerer hendes nye helvede. Og Sartres berømte ord om, at helvede er de andre, bliver til et sandt mareridt, når de andre rent faktisk er menneskelige monstre.

Serien Himmelsdalen er drejet over den svenske kultforfatter Marie Hermansons roman af samme navn fra 2011. Bogens tvillinger har skiftet køn fra mænd til kvinder, og forfatterens særlige realisme mellem magi og modernitet er erstattet af de kendte klichéer fra den psykologiske thriller placeret i lokaler anbragt på øde bjergtoppe eller skumle steder fjernt fra verdens vrimmel.

Som i Kubricks The Shining, Lynch’ Twin Peaks og endnu længere tilbage: Hitchcocks Troldbunden fra 1945.

Den himmelske dal – titlen skal forstås ironisk – kommer man kun fra i en kiste, og her lever de fæle psykopater, fængslerne ikke vil have. Stedet er en luksuøs koncentrationslejr med barske vagter og elektriske dødszoner, kameraer og droner, som ser næsten alt. Men det er også et psykiatrisk forsøgscenter anført af den hvidhårede og hvidkitlede Doktor Fisher, gestaltet af en diskret dæmoniske Matthew Modine.

Han er omgivet af andre tossedoktorer med alternative tilgange til psykiatrien – fra patientens frihed under ansvar til det hvide snit og psykofarmaka. Hjernen kan gøres til grød på mange måder.

Svenske Josefin Asplund – skjoldmøen Astrid i den populære tv-serie Vikings – spiller Helene som en ranglet drengepige med sort bælte i kampsport, følsom og voksen, men også farlig og vagtsom. Hun er skam i stand til at overleve alle de uhyrligheder, hun i flere omgange udsættes for.

Helene står både over for den psykopatiske tumpe, det sataniske barn, den senmoderne heks med en smøg i flaben, den grænsepsykotiske ungersvend, en slægtning af Hannibal the Cannibal og så overskurken over dem alle: den kastrerede, men gustne Carol (spillet bøs og barsk af Richard Blake), der er et udmærket plagiat af skuespilleren Ron Perlman.

På den anden side af konsultation og kontor er der også tre psykiatere, som skifter fortegn undervejs. Er de gode eller onde? Kan de skelne mellem gal og normal?

Ganske fikst bliver Helenes påstand om, at hun ikke er søster Siri gjort til en voksende skizofreni, som fortrænger hendes påståede psykopati.

Den polske skuespiller Agnieszka Grochowska er overbevisende som Dr. Kowolska, der måske har lugtet lunten, mens Philip Arditti som hendes kollega har sværere ved at se sandheden, fordi han sværmer lidt for Helene alias Siri. Og så er der italieneren Lorenzo Richelmy som kvikke Enzo, en charlatan, der dumsmart har narret sig ind i tossernes paradis og måske skal betale en høj pris for sit fupnummer.

Produktionen er flot, og der er ikke sparet på noget. De otte afsnit på 45 minutter hver forstrækker og forhaler dog kunstigt plottets spændingskurve omkring dobbeltspillet for længe.

Når det er sagt, er man stadig godt underholdt af de psykologiske julelege mellem himmel og helvede.