Biografanmeldelse
12. maj 2021
The High Note
Den glamourøse sanger Grace Davis (Tracee Ellis Ross) hilser på sine fans, mens hendes personlige assistent Maggie (Dakota Johnson, tv.) holder styr på tidsplanen. Foto | Glen Wilson

The High Note

Tracee Ellis Ross – datter af Diana Ross – stjæler billedet i fornøjelig komedie om en krævende diva og hendes opofrende assistent i Hollywood, hvor succes har en høj pris.

Af Astrid Maan Thomsen

Alle kender dem. 

De store musikstjerner, som har været en del af vores liv i årtier. Deres sange er blevet en del af traditioner, fester og fællesskab, men samtidig er de fastfrosset i en tidsperiode, som de ikke kan slippe ud af. 

Sådan en legende er Grace Davis i The High Note. Sangeren er en sand diva med millioner af fans og millioner af solgte albums. Hun behøver ikke længere at anstrenge sig, fordi alle ved, hvem hun er. 

Én, der til gengæld må anstrenge sig, er hendes personlige assistent Maggie. Hun mestrer den ydmyge stilling med ildhu og dedikation og sørger for alt, hvad Grace skal bruge. 

Men Maggie er også et naturtalent, når det gælder musik, og hendes største drøm er at blive producer. Så selv om arbejdet som personlig assistent er hårdt og tit utaknemmeligt, er det en adgangsbillet til den karriere, Maggie vil gøre alt for at nå. 

Man kunne formode, at The High Note kommer med en løftet pegefinger mod den mandsdominerede musikbranche og slår et slag for flere kvinder i den benhårde musikbranche. 

Også når de er over 40 år. 

Men filmen har ikke et politisk budskab. Det er en fuldblods romantisk komedie om to kvinder i musikbranchen. Filmens manuskriptforfatter Flora Greeson har en fortid som personlig assistent, og det lykkes hende at løfte filmen ud over klichéerne ved at få historien til at føles personlig. 

Tracee Ellis Ross spiller musikdivaen Grace fuld af power, og Maggie skildres sødmefuldt af Dakota Johnson (kendt fra Fifty Shades of Grey-serien)

The High Note virker af og til nærmest dokumentarisk, men den glemmer aldrig sin dramatiske historie om en ung kvinde, som kæmper for både karriere og kærlighedsliv. 

Dakota Johnson er troværdig som ambitiøse Maggie med silkestemmen. Men det er Tracee Ellis Ross, som stjæler billedet. 

Hun rammer lige på kornet i sit portræt af en både tyrannisk og forkælet diva, der ikke kan gå ud ad en dør uden at have assistance. Samtidig er hun en sort kvinde i en benhård branche, hvor kvinder over 40 anses for at være pensionsmodne. 

Et stærkt øjeblik i filmen indkapsler al den frustration, som en sort kvinde i musikbranchen må føle. 

Grace står foran et spejl iklædt den smukkeste kjole. Et symbol på succes. Da Maggie begynder at presse hende til at være mere modig og tage chancer, kommer der en myriade af ord fyldt med så megen undertrykt vrede, at det står klart, at succes har en høj pris for mennesker. 

Tracee Ellis Ross er faktisk datter af ikonet Diana Ross, som siden 1960’erne har haft stjernestatus, først som medlem af gruppen The Supremes og siden som solist. 

Skuespilleren går sin mor i bedene, når hun med enorm energi og store evner synger i The High Note

Der er en nerve i musikken, som transcenderer den søde historie og giver den en kant. Og så stråler den verdenskendte rapper Ice Cube med komisk talent i rollen som skrap og kontant agent. 

The High Note giver én lyst til at forfølge sine drømme, mens man lytter til blød musik.

Titel:
The High Note

Land:
England, USA

År:
2020

Instruktør:
Nisha Ganatra

Manuskript:
Flora Greeson

Medvirkende:
Dakota Johnson, Tracee Ellis Ross, Kelvin Harrison Jr., Bill Pullman

Spilletid:
113 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
12. maj

Relevante artikler

Biografanmeldelse
10. sep. 2019
Late Night

Late Night

Biografanmeldelse
11. feb. 2018
Fifty Shades – Fri

Fifty Shades – Fri

Fra samme skribent

Nyhed
29. juli 2026
En sommer fyldt med AI

Overblik: En sommer fyldt med AI

Debatten om kunstig intelligens fra kontroversielle filmaftaler til strømslugende datacentre har pulseret over sommeren, og ét spørgsmål splitter giganterne, som sidder på teknologien.

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

En sommer fyldt med AI
Nyhed
29. juli 2026

Overblik: En sommer fyldt med AI

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro