Serieanmeldelse
16. dec. 2018
Herrens veje II
Både præsten Johannes (Lars Mikkelsen) og hans afdøde søns kæreste, Emilie (Fanny Louise Bernth), kæmper for at komme videre med livet efter deres fælles tab. Foto | DR

Herrens veje II

Fremragende skuespillere og billedskøn fotografering kunne i sidste ende ikke redde Adam Prices alvorstunge præsteserie fra kedsomheden.

Af Bo Tao Michaëlis

DR skal klart roses for at have drejet en serie, som handler om noget væsentligere og mere vedkommende end TV2’s mellemkrigsserie Badehotellet, der er befolket af nedslidte klichéer fra folkekomedien. Man har haft modet til at kaste sig ud i en historie blandt præster og godtfolk om livet, der er mere end et pust i sivet, og mennesker, der er mere end bobler i bækken.

Herrens veje II er skabt i samarbejde med den fransk-tyske tv-kanal Arte, hvis kvalitetsprogrammer om kultur og det, der ligner, bliver sendt på elitekanalen DR K.

Adam Prices serie om præstefamilien Krogh blev ikke den helt store publikumssucces, fordi færre ville give Gud en chance om søndagen til aftenkaffen. Men snarere end vantro og agnostisk sindelag skyldes det, at serien har været dramatisk og tematisk kedelig.

Historien har været båret oppe af mellembrynet sniksnak og saftig sex i samtalekøkkenet, et enerverende selvmord, dåb i dølgsmål og metafysik i diverse gradbøjninger.

På plussiden har vi fået et meget lækkert design af en verden i billeder, hvor rødkælke mystisk falder til jorden med reference til forfatteren Selma Lagerlöfs fugl, der i novellen Rødhalsen får sin røde farve af Jesu blod.

Alt er billedskønt fotograferet og serveret, ja, Vorherre er nu på Instagram.

Og fremragende danske skuespillere har spillet røven ud af præstekjolen og fået selv de mest banale replikker til at lyde dybe. Det gælder selvfølgelig især Lars Mikkelsen, der retfærdigt har fået en Emmy for sin opfarende og anfægtede præstefar, for hvem den skingre skideballe er lig med skinbarlighedens rette tro.

Søren Kierkegaard nævnes undervejs, og vi bevæger os tilsyneladende via filosoffens enten-eller-stadier fra det æstetiske over det etiske til det religiøse.

Selvmorderen August får sin vilje, og via broren og en mystisk dreng bliver hans stjålne aske spredt i den hellige by Jerusalem.

Den danske protestantisme fremstår som en særlig niche i den oprindelige romerkirke. Vi drikker og horer og tror ikke på paven, men vi taler med Jesus på korset, mens hans nådige fader er tavs.

På alle måder sætter serien sig mellem to prædikestole. På den ene side er vi alle lutherske syndere – ånden er fri, men kødet villigt som hos Grundtvig.

På den anden side dyrker vi stadigvæk katolske relikvier, remser og ritualer. Katolikker, som ser serien, vil blive bekræftet i, at protestanter blot er larmende og sværmeriske frafaldne, der længes efter røgelse og myrra, pomp og omstændigheder og bedre sang i menigheden.

Dog er der den forskel, at vores kirke har plads til smukke og kloge kvinder – præstekonen (Ann Eleonora Jørgensen) og kvindelægen (Fanny Louise Bernth) – som heldigvis bliver sat uden for dogmatisk cølibat og anden almen anormalitet.

Herrens veje har vel skelet til kristne filmklassikere som Dreyers Ordet og Bergmans Lys i mørket. Men hvor selv disse seriøse tørvetrillere har plads til den lune latter, det lille smil, er alvoren i DR-serien tyk som asfalt.

De syv hovedpersoner i serien på ti kapitler søger en forfatter og en handling. Men de må nøjes med en kristen cocktail af civilisationskritik, der aldrig bliver andet et dramatisk greb om forskellen mellem irrationalitet og det rationelle, det abstrakte og det konkrete.

Det er alt sammen smækkert og delikat sat ind i en mondæn, københavnsk kulturkristendom. Storbyens mainstream er krydret med aktuelle aspekter såsom homoseksuelle hjemløse og stakkels asylansøgere.

Men skræller man det teologiske lag af, er serien et traditionelt slægtsdrama, hvor genrens sinistre sorte får er afløst af en narcissistisk, hvid martyr.

Herrens veje er således ikke mere uransaglige end, at for enden af hans veje på DR falder alt på plads, og alle kommer i vej med en mening med livet. Alle de store emner var i sidste ende ikke større end, at de kunne klares på en søndag aften i prime time.

Titel:
Herrens veje

Sæson:
2

Land:
Danmark

År:
2018

Serieskaber:
Adam Price

Medvirkende:
Lars Mikkelsen, Ann Eleonora Jørgensen, Simon Sears, Fanny Louise Bernth

Spilletid:
Ti afsnit af 60 minutter

Anmeldelse:
Ti afsnit

Premiere:
14. oktober på DR1

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Tak for ingenting

Tak for ingenting

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten