Herrens veje II

DR skal klart roses for at have drejet en serie, som handler om noget væsentligere og mere vedkommende end TV2’s mellemkrigsserie Badehotellet, der er befolket af nedslidte klichéer fra folkekomedien. Man har haft modet til at kaste sig ud i en historie blandt præster og godtfolk om livet, der er mere end et pust i sivet, og mennesker, der er mere end bobler i bækken.

Herrens veje II er skabt i samarbejde med den fransk-tyske tv-kanal Arte, hvis kvalitetsprogrammer om kultur og det, der ligner, bliver sendt på elitekanalen DR K.

Adam Prices serie om præstefamilien Krogh blev ikke den helt store publikumssucces, fordi færre ville give Gud en chance om søndagen til aftenkaffen. Men snarere end vantro og agnostisk sindelag skyldes det, at serien har været dramatisk og tematisk kedelig.

Historien har været båret oppe af mellembrynet sniksnak og saftig sex i samtalekøkkenet, et enerverende selvmord, dåb i dølgsmål og metafysik i diverse gradbøjninger.

På plussiden har vi fået et meget lækkert design af en verden i billeder, hvor rødkælke mystisk falder til jorden med reference til forfatteren Selma Lagerlöfs fugl, der i novellen Rødhalsen får sin røde farve af Jesu blod.

Alt er billedskønt fotograferet og serveret, ja, Vorherre er nu på Instagram.

Og fremragende danske skuespillere har spillet røven ud af præstekjolen og fået selv de mest banale replikker til at lyde dybe. Det gælder selvfølgelig især Lars Mikkelsen, der retfærdigt har fået en Emmy for sin opfarende og anfægtede præstefar, for hvem den skingre skideballe er lig med skinbarlighedens rette tro.

Søren Kierkegaard nævnes undervejs, og vi bevæger os tilsyneladende via filosoffens enten-eller-stadier fra det æstetiske over det etiske til det religiøse.

Selvmorderen August får sin vilje, og via broren og en mystisk dreng bliver hans stjålne aske spredt i den hellige by Jerusalem.

Den danske protestantisme fremstår som en særlig niche i den oprindelige romerkirke. Vi drikker og horer og tror ikke på paven, men vi taler med Jesus på korset, mens hans nådige fader er tavs.

På alle måder sætter serien sig mellem to prædikestole. På den ene side er vi alle lutherske syndere – ånden er fri, men kødet villigt som hos Grundtvig.

På den anden side dyrker vi stadigvæk katolske relikvier, remser og ritualer. Katolikker, som ser serien, vil blive bekræftet i, at protestanter blot er larmende og sværmeriske frafaldne, der længes efter røgelse og myrra, pomp og omstændigheder og bedre sang i menigheden.

Dog er der den forskel, at vores kirke har plads til smukke og kloge kvinder – præstekonen (Ann Eleonora Jørgensen) og kvindelægen (Fanny Louise Bernth) – som heldigvis bliver sat uden for dogmatisk cølibat og anden almen anormalitet.

Herrens veje har vel skelet til kristne filmklassikere som Dreyers Ordet og Bergmans Lys i mørket. Men hvor selv disse seriøse tørvetrillere har plads til den lune latter, det lille smil, er alvoren i DR-serien tyk som asfalt.

De syv hovedpersoner i serien på ti kapitler søger en forfatter og en handling. Men de må nøjes med en kristen cocktail af civilisationskritik, der aldrig bliver andet et dramatisk greb om forskellen mellem irrationalitet og det rationelle, det abstrakte og det konkrete.

Det er alt sammen smækkert og delikat sat ind i en mondæn, københavnsk kulturkristendom. Storbyens mainstream er krydret med aktuelle aspekter såsom homoseksuelle hjemløse og stakkels asylansøgere.

Men skræller man det teologiske lag af, er serien et traditionelt slægtsdrama, hvor genrens sinistre sorte får er afløst af en narcissistisk, hvid martyr.

Herrens veje er således ikke mere uransaglige end, at for enden af hans veje på DR falder alt på plads, og alle kommer i vej med en mening med livet. Alle de store emner var i sidste ende ikke større end, at de kunne klares på en søndag aften i prime time.