Herkules falder

I den græske mytologi er Herkules langt fra en entydig helt. Hans overnaturlige styrke er både en gave og en forbandelse – et mirakel i nogle sammenhænge, men en trussel i andre. For bag de guddommelige muskler gemmer der sig også en destruktiv og voldelig natur. Han er helt i én fortælling, men skurk og overgrebsmand i en anden.

Det må være denne ambiguitet, instruktøren Christian Holten Bonke og medmanuskriptforfatter Marianne Lentz må have tænkt på, da de navngav deres film om danske krigsveteraner.

Med udgangspunkt i Youssef, soldat fra mange danske krigsindsatser, får vi indblik i vort hjemlands mange veteraner, hvis psyke og krop er blevet grundlæggende kvæstet for altid. Posttraumatisk dysfunktion, krigstræthed og granatchok, hed det i forne tider.

Youssef er vendt hjem til sit ægteskab med en søn på næsten ti år. Men en aften bliver han i sofaen vækket kærligt af sønnen, hvorpå han nærmest kværker ham.

Så går turen til Strynø, hvor Anne-Line Ussing og hendes australske mand, selv ægte veteran fra globale krige, kører det autentiske sted Natur Retreat for Veteraner.

Her kan man med sår i sjælen efter krige og kriser restaurere sig via pasning af dyr, simpelt landbrug og ved at tale med hinanden om det, der egentlig ikke kan findes ord for. Drab, hærværk og en afstumpet verden, hvor liv og død er kædet sammen i forfærdelige bånd.

Efter noget, der ligner et selvmordsforsøg, forsøger Youssef at finde sig selv igen. Den mand, han var før krigen og soldatertiden, kan han ifølge behandlerne aldrig blive. Men han kan arbejde sig frem mod at leve et liv i nutiden – med kone, barn og en nogenlunde fungerende hverdag.

Denne retur til civilisationen er såre svær. En gang professionel soldat, altid professionel soldat. Sådan i hvert fald er fristelsen for Youssef, som selv til sin søns tiårs fødselsdag får et voldeligt tilbagefald. Volden synes at være som cancer. Noget, som rumsterer destruktivt i kroppen og aldrig kan helbredes helt og aldeles.

Konflikten mellem instruktør Christian Holten Bonke og hovedrolleindehaver Dar Salim har fyldt det meste af foromtalen. Men sidstnævnte leverer en så intens og dragende præstation som Youssef, at han uden tvivl bør nomineres til både en Robert og en Bodil.

Aldrig har man på det hvide lærred set mere engageret tvivlsomhed og indædt fortvivlelse end i Dar Salims svedige ansigt, som måber af målrettet tankegang.

Christine Gjerulff er også fremragende som hustruen, der gerne vil have sin mand hjem, men ikke for enhver pris. Og har han det ikke i øvrigt meget godt på Strynø sammen med alle kammeraterne fra dage med krig?

Drengen Oskar, der er bange for sin far, spilles overbevisende af Hector Banissi. Og veteranerne fra virkeligheden agerer fint til filmens kontekst som et vidnesbyrd om, hvad der kan gøres for veteranverdenen – hvordan og hvorledes de kan resocialiseres.

Men det er også her, hvor Herkules falder mange steder mister sin balance. Med Dar Salim i spidsen får vi en genrefilm, som går tilbage til Første Verdenskrig: soldatens problematiske hjemkomst. På den anden side får vi et stykke realistisk aftryk af et Danmark, som i en menneskealder har ført krige med menneskelige omkostninger.

Det dramatiske skelet – far og søn-konflikten – fungerer, men mangler lidt baggrund for, hvorfor far bliver voldelig. Afsnittet om Strynøs gøren og laden for menneskelige vrag, hjemvendt fra krig, er velmenende og helhjertet sympatisk. Men det skurer mod det familiære drama i filmens intrige.

Kort sagt harmonerer det dramatisk iscenesatte ikke helt med filmens dokumentariske og mere alvorlige intention. Alligevel rummer filmen stærke kvaliteter. Den bæres af en vedvarende skyldfølelse, der rammer som en stille anklage mod enhver dansk krigsentusiast.

Filmens åbne slutning er desuden et interessant spørgsmålstegn. En slags plaster på nationens sår for drenge, som gik i krig for Danmark?