Stuepigen Jane Fairchild slår håret ud, da hun har fulgt sin kollega til toget. Året er 1924, og selv her i 2022 kildrer det i maven over, hvor frisindet og livlig en handling det er.
I England har der på Mors Dag været tradition for, at tjenestefolk får dagen fri til at besøge deres dåbskirke sammen med familien.
Derfor tager den unge kokkepige af sted, mens Jane, der er børnehjemsbarn, bliver hjemme. Alligevel får hun en mønt af sin arbejdsgiver hr. Niven (Colin Firth), der nærmest misundelig ønsker hende en dejlig dag uden forpligtelser.
Selv skal han og hustruen til en udendørs frokost med Sheringham-parret og deres voksne søn Paul, dennes forlovede og hendes forældre.
Men ingen til det fornemme haveselskab kan forstå, hvorfor Paul er forsinket. Han udnytter nemlig, at hans hjem for en gangs skyld er tømt for familie og tjenestefolk, til at nyde en intens stund sammen med Jane. De har i en årrække haft en affære i kolde skure.
Paul snakker kærligt om, at han ville elske at invitere hende ud for at spise østers, og at han vil give hende alle bøger i verden. Men de begge godt er klar over, at det ikke kan lade sig gøre. De lever i en tid, hvor det er utænkeligt, at man gifter sig uden for sin stand.
Der er ingen bitterhed at spore i Jane, men måske lidt sorg.
Det meste af filmen udspiller sig på denne ene, afgørende dag, men undervejs klippes der til Janes senere liv. Hun undslipper tjenestelivet ved først at arbejde i en boghandel og siden at blive anerkendt forfatter.
I samtaler med sin mand – en filosof – tænker hun tilbage på sin ungdom og reflekterer over den betydning, hendes første partner fik for resten af livet.
Helligdag er baseret på engelske Graham Swifts bog Mothering Sunday fra 2016, men modsat forlægget er der i filmen ingen fortællerstemme.
Derfor virker scenerne med den ældre Jane lidt forcerede – som en nem måde at fortælle os, hvordan unge Jane erkendte, at hun måtte undslippe sit liv som tyende.
Og så snubler den franske instruktør Eva Husson over sig selv for at være så æterisk og flimrende, at handlingen nærmest blafrer i vinden.
Det er måske for at skjule, at historien om Janes frigørelse i sig selv er lidt banal.
Ægteparret Niven har ligesom naboerne mistet sønner i skyttegravene under Første Verdenskrig.
Hvor hr. Niven prøver at udvise en desperat optimisme, er hans kone, en perfekt sammenbidt Olivia Colman, brutalt bitter. En aften siger hun hjerteløst til forældreløse Jane: ”Du har intet at tabe og får det heller aldrig!”
Der er store navne på rollelisten.
The Crown-stjernen Josh O’Connor spiller Paul, men filmen er båret af Odessa Young, der giver Jane en klar lethed. Selv når kameraet er helt oppe i skuespillerens ansigt, virker hun afslappet. Også med den fortrolige nøgenhed, som der er meget af.
Da Paul endelig tager til frokosten, opfordrer han Jane til at blive lidt alene i det store Sheringham-hus, og med ungdommeligt mod går hun nøgen på opdagelse i de herskabelige stuer.
Det er rørende og fascinerende at se hende bryde alle regler om anstændighed og klasseskel, mens man fastholdes af fotograf Jamie Ramsays sanselige kamera.
Kameraarbejdet tager nogle steder overhånd. I begyndelsen af filmen bliver en rørstrømsk samtale illustreret af en hest, der galopperer i slowmotion og modlys, og det er så voldsomt prætentiøst, at man får bange anelser for resten af filmen.
Men så er der heldigvis snart et smukt billede af Colin Firth, der bliver spejlet i en bilrude, så man næsten taber pusten over den lækre filmkunst.
Helligdag er overlegent flot, men også en smule fersk og selvsmagende.
