Hellboy

Det flyder med blod, afhuggede lemmer og hjernemasse i den nye film med den heroiske djævleyngel Hellboy. 

Og det er – i fantasy-actionbragets egen terminologi – ofte pissesjovt. 

Hvor Guillermo del Toros to Hellboy-film fra 2004 og 2008 fik en aldersgrænse til børn over elleve år, er den britiske Game of Thrones-instruktør Neil Marshalls udgave takket være blod og grænseoverskridende sprogbrug endt på femten år i censuren. 

Det er forrygende underholdning at høre eder og forbandelser blive slynget rundt, mens Hellboy – der trods navnet er en fuldvoksen helvedesmand – spidder vampyrer, skyder feer og bekæmper kæmper. Og det er faktisk også sprogligt morsomt, når han får til opgave at slås med kæmperne, fordi et britisk selskab af monsterjægere har ”a giant problem”. 

Men noget af den barnlige charme, der er et varemærke for Guillermo del Toro, savner man sammen med den mexicanske instruktør. De forrige films skæve figurer som fiskemanden Abraham Sapien, Jeffrey Tambors skøre efterretningschef Tom Manning og den tyske professor lavet af røg, Johann Krauss, er blevet skiftet temmelig fantasiløst ud. 

Selvfølgelig er Hellboys nye sidekicks ikke helt almindelige mennesker, men de er en hel del mindre farverige. 

Stortalentet Sasha Lane, der brød igennem i Andrea Arnolds American Honey, bliver spist af med en rolle som clairvoyante Alice, der uden forklaring opdager, at hun også kan uddele håndmadder. Endnu kedeligere er Daniel Dae Kims politibetjent Ben Daimio, der gemmer på en dyrisk hemmelighed. 

De hjælper Hellboy med at bekæmpe den oldgamle heks Nimue, der i skikkelse af Milla Jovovich bruger størstedelen af filmen på at samle sine kropsdele og derfor ikke bliver en særligt fascinerende skurk. Som de fleste af dem vil hun bare se verden brænde. 

Svagheder i birollegalleriet kan man dog leve med, så længe titelfiguren er i stødet. 

Har man set David Harbour brillere som politimanden Jim Hopper i Netflix-serien Stranger Things, ved man, at skuespilleren har rigeligt karisma og komisk timing til at være den rigtige afløser for den ellers uerstattelige Ron Perlman som bidsk humoristiske Hellboy. 

Harbour er da også iskold i sin lakoniske levering af stikpiller til omgivelserne. Samtidig fornemmer man hele tiden, at der under den røde hud og de nænsomt nedbarberede horn banker et kærligt hjerte og en intelligent hjerne, som viser, at man kan blive et godt næsten-menneske, selv om man er født i et sandt helvede. 

Og så er der trumfkortet Ian McShane, som i fuld vigør har overtaget rollen som Hellboys adoptivfar, professor Broom, fra John Hurt. McShane viste sig som verdens nok bedste til at bande som saloonejer i westernserien Deadwood, og han behøver ikke mange replikker for at være formidabel. 

Mange bliver det heller ikke til her, men alligevel har man i store dele af filmen et smørret smil på læben. Det sætter sig allerede i starten, hvor McShane i en voice-over optegner den mytologiske historie, der trækker tråde tilbage til Kong Arthur og hans sværd Excalibur. 

Til gengæld er det påfaldende, at der ikke er nogen nævneværdig æstetisk forbedring at spore mellem den nye Hellboy og Guillermo del Toros første fortælling, selv om der er femten år imellem dem. Men det taler selvfølgelig til mexicanerens visionære måde at skrue billeder sammen på, og det er sådan set heller ikke, fordi man sidder og savner vildere actionscener. 

Og så er det endnu en gang vigtigt at blive siddende efter den første omgang rulletekster, hvor en af filmens sjoveste scener gemmer sig. Her får vi et møde mellem djævledrengen og en anden elsket figur fra Mike Mignolas tegneserieforlæg, som vil få fans af universet til at klappe i hænderne. 

Så selv om knoglerne på skelettet giver sig lidt undervejs, og filmen regulært er i fare for at brase sammen midtvejs, er Hellboy stadig en superhelt værd at bruge tid på.