Biografanmeldelse
05. jan. 2016
The Hateful Eight
Tarantinos flydende dialogkunst er guf for skuespillere, og Kurt Russell og Samuel L. Jackson nogle af de mange stjerner, der denne gang har bidt på krogen. Foto | Andrew Cooper

The Hateful Eight

Aficionados af cowboyderfilm må vente tålmodigt, før der trækkes fra hoften, men det storslåede i Tarantinos intellektuelt pirrende western sker i det små.

Af Bo Tao Michaëlis

Efter en smægtende ouverture af gamle Ennio Morricone anes en tilsneet klippe ude i det vinterlige landskab. Vinden blæser sneen væk og afslører et krucifiks i vildnisset.

Så ses en diligence, som kører om kap med en snestorm, men standses af en mand med et læs lig. I vognen sidder en dusørjæger, Kurt Russell, og hans fange, Jennifer Jason Leigh. Manden, der standser dem, er endnu en dusørjæger, Samuel L. Jackson, som får lov at køre med.

Snart kommer en anden mand også op at køre. Alle på vej til byen Red Rock, hvor retfærdigheden skal ske fyldest. Men stormen får diligencen til at søge ly i et herberg, hvor endnu en lille håndfuld bøse mænd opholder sig, såsom Michael Madsen og Tim Roth.

The Hateful Eight begynder grandiost som en blanding af John Fords kammerspil i Diligencen og Sergio Leones skæbne-anekdoter på prærien i det dusørjægermiljø, han dyrkede i Hævn for Dollars og Den gode, den onde og den grusomme.

Førstnævnte films piberygende sydstatsoberst (Lee Van Cleef) er blevet til Samuel L. Jacksons afroamerikanske nordstatsmajor. Mens diligencens tredje mand, Walton Goggins, der er på vej til Red Rock for at blive sherif, meget ligner en ung Clint Eastwood. Den hurtigskydende bondeknold, god nok på bunden, selv om der er langt ned.

Den gængse aficionados af cowboyderfilm må vente næsten to timer, før der trækkes fra hoften, og skud bliver affyret. I mellemtiden får vi et langt konversationsstykke mellem bjælker og bøller, der ligner en melange af Agatha Christies whodunit og Samuel Becketts stykke om at vente på Godot.

Der er nemlig noget mystisk her i diligencekroen. Skjulte undertoner, fordækt spil, sinistert maskepi. Den forenes med Tarantinos berømte tomgangsdialoger tilsat refleksioner over den amerikanske borgerkrigs blodudgydelser.

Alle episoder er delt op i kapitler. Tarantino har så meget styr på sin dramatiske fortælling, at også pausen på tolv minutter er en del af hans episke kontekst.

Tilbage i salen får vi så, hvad der hændte før det allerede sete. Serveret på klassisk maner med både tiden, stedet og handlingens helhed, det vil sige inden for et døgn. Det er både rimeligt gammeldags med en ramme af uvejr, men også suverænt sat op med den græske tragedies skelet: Efter den megen tale kommer det omslagsgivende blodbad.

Svorne Tarantino-fans bliver altså belønnet for deres tålmod, mens andre med medbragt afsky for hans motivkreds, hvor ligene er ligeglade, mens blodet flyder, vil blive heftigt bekræftet i, at han ikke er andet end en postmoderne voldsromantiker.

Det er forkert i mine øjne.

Krucifikset i begyndelsen af filmen antyder, at miraklernes tid ikke er forbi. Menneskelighed opstår midt i den spektakulære værdinihilisme, som Tarantino har arvet fra spaghettiwesterns. Hvilket gør denne film mere interessant end hans westerngenre-halvparodi Django Unchained.

Det er klart Reservoir Dogs, Tarantino trækker mest på af sine egne film. I denne yderst snakkesalige western, der i hvert fald lever op til betegnelsen ”hesteopera”, handler det nemlig igen om det spontane og mærkværdige venskab. Og det sættes ind i en diskussion om hvem, der er helt og forræder, god og ond. Personer skifter fortegn alt efter, hvilke relationer de er en del af.

Den fremragende Jennifer Jason Leigh er således nok en heks fra helvede, men også i sidste instans en klassisk tragedienne hævet over gængs moral og kodeks – og skabt af mænd forklædt som civilisation (husk at tælle, hvor mange hadefulde mænd der findes i hytten!).

Jeg så filmen i 70mm-versionen, Ultra Panavision, der ikke er blevet benyttet siden storfilmen Khartoum fra 1966. Det giver rigtignok karaktererne et dybt skær af 60’ernes lune Kodakfilm, men den panoramiske udvidelse af horisont og landskab er her lidt omsonst. Det storslåede i filmen sker i det små, inden for primitive træmure med katastrofe på tapetet og skæbne i kaffekoppen.

Titel:
The Hateful Eight – 70mm

Land:
USA

År:
2015

Instruktør:
Quentin Tarantino

Manuskript:
Quentin Tarantino

Medvirkende':
Kurt Russell, Samuel L. Jackson, Jennifer Jason Leigh, Michael Madsen, Walton Goggins, Tim Roth, Bruce Dern

Spilletid:
187 min. inkl. tolv minutters pause

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
7. januar 2016

Relevante artikler

Nyhed
24. dec. 2015
Tarantino stopper efter ti film

Tarantino stopper efter ti film

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Tak for ingenting

Tak for ingenting

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten