Biografanmeldelse
19. dec. 2018
Happy Ending
Helle (Birthe Neumann) tror, at hun endelig vil få manden Peter (Kurt Ravn) til at bruge mere tid hjemme i dobbeltsengen, da han går på pension. Men hun får sig en slem overraskelse. Foto | Rolf Konow

Happy Ending

Hella Joofs nye film balancerer mellem at være en lavkomisk bagatel og et alvorligt lystspil, men kommer charmerende i mål med pragtpræstationer af kokette kvinder.

Af Bo Tao Michaëlis

70-årige Peter trækker sig tilbage fra sit firma og skal nyde pensionisttilværelsen med sin hjemmegående og jævnaldrende hustru Helle. Hun glæder sig til endelig at skulle nyde sit livs vinter, den tredje alder med en mand, som arbejdede 60 timer om ugen og aldrig var hjemme.

Men hun gør regning uden vært.

Husbonden har sat deres fælles opsparing i østrigske vinmarker og meddeler, at han nu vil skilles. Helle bryder sammen, men så får hun en ny veninde.

Happy Ending lægger sig tæt op ad den genre, som kendes fra sentimentale mainstreamfilm fra Hollywood. Jill Clayburgh fik sit veritable gennembrud som stjerne i den meget tårepersende En fri kvinde i 1978, men det pludselige, ægteskabelige opbrud har også været mere seriøs og lødig motivkreds for filmkunstnere som Ingmar Bergman og John Cassavetes.

Her i Hella Joofs udgave af scener fra et ægteskab har manden ikke fundet en yngre model som aftrædelsesmotiv, men et nyt initiativ: At importere fine vine fra Østrig. At han alligevel ser sig om efter nye kvinder, er absolut en sidehistorie fjernt fra kernen om lærenemme Helle, der springer ud af flere skabe.

Hun kan egentlig godt klare sig selv, og hun er både til mænd og kvinder. I bund og grund nok mest det sidste. Men da vi befinder os i den driftige, frisindede del af det bedre borgerskab, som bor i villaer lidt mindre end Versailles, på en studs køber en Porsche, spiser og drikker fyrsteligt i fyrstelige omgivelser, er det sådan set ikke noget problem.

Den forladte overklassefrue Helle spilles inderligt ømt og glasklart sårbart, men også lidt rutinemæssigt hattedamet enfoldigt af Birthe Neumann.

Over for ægtefællen Kurt Ravn, der her giver os mandchauvinisten og vanemennesket Røde fra Matador – nu som millionær, entreprenant vinkender og klart mere medlem af LA end DKP.

Omkring de to er der en række pragtpræstationer af kokette kvinder, som er over deres første ungdom. Frem for alt veninderne, den hvidvinsdrikkende synke- og bramfri læge Linda alias Marianne Høgsbro og Mette Munk Plum som den indeklemte, ferniserede og frigide, men følsomme Birgitte.

Herlige Tammi Øst spiller Peters internetdate, som bare vil have lov at drikke rosévin og sukke ”jeg elsker dig” i sofaen til et førstegangsknald.

Men den allerbedste blandt de mange gode er den modne, livskloge og ganske sexede Charlotte Sieling som bankrådgiveren Trine, der kommer med gode råd om meget andet end penge. Hun står som katalysator for filmens sympatiske, varme og klassiske feminisme. Om at en kvinde uden en mand stadigvæk er som en fisk uden cykel.

Hella Joof har på film ofte været i den seksuelle bandealder med påtrængende optik på sex på sengekanten. Kinky, sat op forargende og provokerende på en villet, gemacht facon. Grænseoverskridende på den lidt for selvfede se-hvad-jeg-kan-og-tør-måde, som tit fjerner fokus fra mere alvorlige aspekter og indfaldsvinkler på måden, vi lever på.

At arbejde ikke gør os frie, snarere tværtimod. At ægteskabet kan være et forgyldt fængsel, hvor begge skjuler deres drømme og længsler, der ikke nødvendigvis altid handler om inderlighed eller liderlighed.

Med hensyn til det sidste er der en del ufrivilligt pinlige scener i filmen. Maskuline stereotyper og kønsmæssige klichéer: gamle mænd på Viagra og sportsvogne, evindeligt brunstige som bukke om foråret, altid med blik og hænder på vandring omkring kvinder i lokalet.

Det er et problem for flere af Hella Joofs film. Hun ved ikke rigtigt, om hendes værk skal være en lavkomisk bagatel eller et alvorligt lystspil. Men i sidste ende er Happy Ending det sidste på en charmerende måde.

Titel:
Happy Ending

Land:
Danmark

År:
2018

Instruktør:
Hella Joof

Manuskript:
Mette Heeno

Medvirkende:
Birthe Neumann, Kurt Ravn, Charlotte Sieling

Spilletid:
96 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
25. december

Relevante artikler

Biografanmeldelse
24. dec. 2014
All Inclusive

All Inclusive

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
01. juni 2026
Gone

Gone

Boganmeldelse
02. maj 2026
Døgnet

Døgnet

Biografanmeldelse
26. apr. 2026
Dead Man’s Wire

Dead Man’s Wire

Biografanmeldelse
11. apr. 2026
The Drama

The Drama

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro