Tv-anmeldelse
09. apr. 2013
Hannibal
Et lille smil presser sig ud gennem Mads Mikkelsens læber, men generelt er Hannibal så alvorlig, som havde Haneke besluttet sig for at lave et Strindberg-stykke til tv-serie. Foto | James Hawkinson

Hannibal

Mads Mikkelsen viser for lidt tænder som den sultne Dr. Lecter i tv-serien Hannibal, hvis spændende katten-efter-musen-leg overskygges af bestialske banaliteter.

Af Jacob Ludvigsen

Danske skuespillere skærer fingrene af folk, spiser menneskekød og går i seng med deres søstre i tidens amerikanske tv-serier.

Bedst er det gået for Nicolaj Coster-Waldau som uregerlig kongemorder i gigantsuccesen Game of Thrones. Ulrich Thomsen tager andenpladsen som skræmmende amish-psykopat i den middelmådige Banshee. Mens den ellers næsten altid gode Mads Mikkelsen er sluppet mindst heldigt fra sit amerikanske tv-sidespring med Hannibal, der nu får dansk premiere.

Mikkelsen har dog også påtaget sig den vanskeligste opgave. Han skal udfylde Anthony Hopkins størrelse 48 og indtage rollen som verdens kendteste og ubetinget mest distingverede kannibal, Hannibal Lecter.

NBC’s nye serie er baseret på Thomas Harris’ roman Den røde drage (tidligere filmatiseret af Michael Mann i Manhunter og Brett Ratner i Den røde drage) og er en slags ”Hannibal – de unge år”. Den beskriver tiden før Ondskabens øjne, altså den periode, hvor Hannibal er på fri fod: velrenommeret psykiater med en hemmelig og temmelig glubsk skyggeside.

Der går tyve minutter i første afsnit, før kameraet langsomt glider op mod Hannibal Lecters glatte ansigt i skummeldunkel belysning, for seriens egentlige hovedperson er den unge FBI-kriminaltekniker Will Graham (Hugh Dancy). Han er semi-autistisk, er bedre til at socialisere med sin hund end med mennesker og har en overudviklet indlevelsesevne, der gør ham i stand til at sætte sig så livagtigt ind i seriemordernes tænkemåde, at han ser forbrydelserne for sig på gerningsstedet.

Hannibals psykologiske drivkraft er de to overintelligente modsætninger, Lecter og Grahams gensidige tiltrækningskraft og fascination. Lecter er kold og i konstant kontrol. Graham er overfølsom og skælvende urolig, plaget af foruroligende (og smukt lyssatte) drømmesyn. Under efterforskningen af en sag om forsvundne college-piger krydses deres veje første gang, foranstaltet af FBI-agenten Jack Crawford (Laurence Fishburne). Det er et fascinerende makkerpar, og deres katten-efter-musen-leg er garant for en vis suspense – modsat vores helt ved vi jo, at Lecters interesse for menneskehjernen er dobbelttydig.

Til gengæld er selve optrevlingen af seriemordene mere bestialsk-banale end pirrende. Er vi ikke ved at have fået nok af politifolk, hvis opklaringsarbejde består af metafysiske syn, som begrundes i mere eller mindre troværdigt psykologisk sniksnak? Fik vi i virkeligheden ikke allerede nok med Lars Brygmann i Rejseholdet? Og er vi ikke de senere år blevet overlæsset med slidte spejlbilleder af CSI’s hektiske klipning og overmættede farver? Når det endelig skal være, bliver den slags gjort med meget mere selvbevidst overskud og originalitet i BBC’s Sherlock Holmes-opdatering Sherlock.

Når man nu har at gøre med kannibaler, paranormal politiefterforskning og urimeligt ekstravagante seriemord, kunne et lillebitte glimt i øjet have klædt serien. Humor er en livsvigtig ventil i seriemorderserien Dexter, mens første afsnit af Hannibal kun kan mønstre et enkelt fornøjeligt morbidt greb: Dr. Lecter har medbragt hjemmelavet frokost, inklusive kød af ubestemmelig afart (næppe hestekød), og tilbyder en portion til sin nye kompagnon, der kvitterer med komplimenter til kokken!

Ellers skrider serien frem med en gravitas, som havde Michael Haneke besluttet at gøre et Strindberg-stykke til tv-fiktion.

Mads Mikkelsen bærer gravalvorligt brænde til bålet. Hans diabolske fjæs er tvetydigt tiltrækkende på seriens markedsføringsmateriale, men i sit spil viser han for sjældent tænder. I USA er han blevet kritiseret for sin accent, men for en ikke-amerikansk seer er det mere hans mumlen og åndsfravær, der antyder, at han har skruet gebisset forkert på under optagelserne. Man savner noget af den skælmske karikatur, han har brilleret med i film som Casino Royale og Blinkende lygter.

I det hele taget kan man undre sig over, hvorfor NBC vælger at kaste millioner i lige netop Hannibal Lecter-materialet. Modbydelige mord og æstetisk dyrkelse af hypersensitive psykopater er set mange gange før og bedre, ikke mindst i de tidligere film om Lecter. Efter første afsnit lugter det af dødt kød og spekulativ kannibalisme.

Land:
USA

År:
2013

Hovedforfatter:
Bryan Fuller

Instruktør (første afsnit):
David Slade

Medvirkende:
Hugh Dancy, Mads Mikkelsen, Laurence Fishburne, Caroline Dhavernas

Spilletid:
43 min. per afsnit

Premiere:
Søndag 14. april på Kanal 5

Relevante artikler

Fra samme skribent

Tv-anmeldelse
01. jan. 2014
Arvingerne

Arvingerne

Biografanmeldelse
04. dec. 2013
Oldboy

Oldboy

Biografanmeldelse
06. nov. 2013
The Fifth Estate

The Fifth Estate

Biografanmeldelse
24. juli 2013
3096 dage

3096 dage

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten