Hånd i hånd

I starten af et forhold er det spændende at udforske hinandens sind og krop. Men hvad hvis man hurtigt – nærmest stadig midt i forelskelsen – pludselig er nødt til at undersøge sin gravide kærestes røvhul for hæmorider?

Trods skæve optrin byder tv-serien Hånd i hånd på en fortælling lige så gammel som idéen om romantisk kærlighed: Modsætninger mødes, og sød musik opstår.

Lise Henriksen og Anders Jensen lyder nok ikke som jordens mest spændende mennesker. I deres forskellighed er de da også lige så rugbrødsalmindelige, som navnene antyder. Men det gør det nemt at sympatisere med og relatere sig til dem.

Hun er en dygtig karrierekvinde i business-suit og høje hæle. Hun kæmper med følelsesmæssige ar fra en usikker barndom og vil egentlig bare finde en mand at leve med. Han er en bundhæderlig brandmand, der drømmer om familielivet, men ikke helt kan slippe ungkarletilværelsen.

De møder hinanden, da han redder hendes cykel fra at blive stjålet. Det er sødt, men også så sukret, at man mistænker Anders for at hjælpe en andefamilie over vejen, når han siger farvel til Lise efter at have fulgt hende hjem.

Esben Dalgaard og Ditte Ylva Olsen har god kemi som de umage turtelduer, der syv år efter det første møde sidder hos parterapeuten Lennart (Rasmus Bjerg). Hvedebrødsdagene er i den grad ovre, men gennem deres fortællinger oplever vi op- og nedturene i deres romance.

Det er en interessant ramme, der giver mulighed for at lege med flashbacks og hukommelsens kringelkroge.

Seriens styrke er, at man som seer prøver at forstå diskrepansen mellem de to mennesker, der forelsker sig og finder sammen, og det par, som år senere har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Det er spændende hen ad vejen at få serveret de mange brikker, der tilsammen udgør billedet af et forlist forhold.

Det skaber dog lidt forvirring, når hovedpersonerne skifter mellem at være impulsive og rodfæstede mennesker, der stejler over at skulle flytte sammen. Men det er vel netop kendetegnende for det moderne, individualiserede menneske, at man bygger nogle rammer op for sig selv, som man med største forsigtighed prøver at invitere andre mennesker ind i.

Det møde kunne man godt have trukket flere grin ud af, for hvad er sjovere end menneskelig skrøbelighed?

Persongalleriet rundt om Lise og Anders får til gengæld lov til at levere lidt komik, da de ikke behøver være afrundede personer.

Peter Gantzler gør indtryk som Lises fraværende far, en rødvinsentusiastisk levemand, der bliver forelsket i bagerpigen og aldrig har lært at sætte sine nære før sig selv. Også Tommy Kenter og Peter Zandersen står for sjove situationer som henholdsvis far og bedste ven, der med vidt forskellige råd vil Anders det bedste.

Til gengæld får serien ikke meget ud af Rasmus Bjerg, der med sit talent for underspillet komik måske kunne have tilført lidt subtil humor, hvis han ellers havde haft flere scener at gøre godt med.

Hånd i hånd minder på mange måder om Mikael Wulffs romantiske TV 2 Zulu-serie Perfekte steder. Idéen kommer også her fra en komiker – Christian Fuhlendorff – men serien går mere efter drama end humor i de elskendes fortælling. Fint nok, men man bliver en anelse træt af det højstemte klavertema, der sovses ind i enhver tænkelig situation, hvor følelserne er bare en smule på højkant.

Sammenlignet med en genrefælle som britiske Da Sharon mødte Rob, hvor parforholdets bylder bliver pillet i uden forfængelighed, er Hånd i hånd simpelthen for pæn. Scenen med hæmorider i røven er en undtagelse, som man gerne ser flere af i resten af afsnittene.

Vi vil derud, hvor det gør ondt i maven – på grund af sorg eller latter.