Hammarskjöld

En af Københavns mest mondæne og brede gader er Dag Hammarskjölds Allé, der går fra Østerport Station til Lille Trangel på Østerbro. Vejstykket fik sit navn i 1962, bare et år efter at FN’s generalsekretær Dag Hammarskjöld var styrtet ned med sit fly i det nuværende Zambia.

Historiens ironi er, at alléens mest imposante og militante bygning er USA’s ambassade. Ironien ligger i, at USA med præsident John F. Kennedy i spidsen politisk svigtede i sidste ende, da svenskeren forsøgte at standse folkedrabet i Katanga – en Congo-provins, som belgiske og andre kapitalister kuppede med vold og gjorde selvstændig.

Sådan er det i hvert fald klart i Per Flys flotte og flamboyante Dag Hammarskjöld. Han kommer på sin vis til samme resultat angående Hammarskjölds død som Mads Brüggers dokumentar Cold Case Hammarskjöld fra 2019, men Flys fremstilling er knapt så konspiratorisk.

Spillefilmen er politisk klar i mælet. Stormagterne USA og England samt Belgien (som facade) knuste Hammarskjölds projekt om på fredelig vis at afkolonisere Congo.

Dag Hammarskjöld foregår i det sidste år af generalsekretærens turbulente liv. Lige på og hårdt udryddes en hel afrikansk landsby af gustne mineejere med den fallerede forretningsmand, stammehøvding og politiker Moise Tshombe som stråmand og diktator.

Ovre i sin luksuslejlighed med butler på Manhattan sidder Dag Hammarskjöld og skriver bekymrede digte om ensomhed og længsel med sin elskede abe på skulderen.

Den Kolde Krigs ideologiske konfrontationer tilspidses som konflikter og interesser i Afrika. Brutaliteten eskalerer, og selv om det i første omgang ser ud til, at generalsekretæren med sin viljestyrke og beslutsomhed skaber fred, er det kun for stakket stund.

Hammarskjöld bliver midt i krisen kontaktet af en homoseksuel ungdomsven, forfatteren Peter Levin. Samtidig drømmer Dag om at trække sig tilbage til Österlen i Skåne.

Men så bliver han nødt til at flyve ned til Congo for at tale med Tshombe. Det skulle han aldrig have gjort. Hans fly skydes kynisk ned, og hele verden sørger, ikke mindst i Sverige, med to minutters stilhed.

Per Flys intention er at skabe et psykologisk portræt af et indelukket og enestående menneske, en aristokrat determineret af demokratisk idealisme. Muligvis også homoseksuel i skabet, som vennen Peter forsøger at trække ham ud af.

Mikael Persbrandt har sit livs karismatiske rolle som Hammarskjöld. Thure Lindhardt er ligeledes glimrende som vennen. Caspar Philipsen viser atter sit sorte bælte i at spille præsident John F. Kennedy, en kalkulerende pragmatiker og politisk vendekåbe.

Balancen mellem den professionelle og den private Hammarskjöld er meget i passer.

Per Fly – mest kendt for Danmarks-trilogien Bænken, Arven og Drabet – fokuserer på svenskerens seksualitet og hans pertentlighed, forfængelighed og maniske behov for orden og symmetri.

Men vi hører aldrig om hans baggrund og karrieren som akademisk økonom og dreven diplomat. Heller ikke, at han var af adelig overklasse og søn af en minister.

Det er for så vidt okay.

Persbrandt giver en ypperlig gestaltning af Dag Hammarskjöld som et følsomt og engageret menneske, en svensk svane i et forkert bur med rovgriske ørne og høge, FN med realpolitik og statsraison på alle hylder.

Der er spredte citater i filmen, hvor vi får glimt af, at Hammarskjöld var en dybt troende kristen tæt på en panteistisk og intim gudstro. De posthumt udgivne digte artikulerer samtaler med Gud, og han så sig selv som en mand på en mission som Messias.

Skurkene er meget sleske og skurkagtige, nedskydningerne af kvinder og børn forfærdelige, men også elegant iscenesatte med æstetisk elan.

Filmen går aldrig i tomgang, og på sine små to timer skabes endnu et stærkt signalement af, at ond må verden endnu være.