Halo

De fleste spillekonsoller kommer fra Japan.

I begyndelsen af genrens levetid var firmaer som Atari, Sega, Nintendo og senere Sony nærmest de eneste på et marked, der i dag er den mest profitable og dyrkede kunstform.

Der var kun få, som i begyndelsen af 00’erne troede på en amerikansk spillekonsol. Men det skulle ændre sig, da børn begyndte at tigge om at få Microsofts Xbox i julegave.

Trækplastret var videospillet Halo: Combat Evolved, som blev indledningen på en af de mest succesfulde actionspil-serier nogensinde.

Det er næsten for oplagt at drage paralleller til den situation, som Paramount+ i øjeblikket befinder sig i. Streamingtjenesten leder med lys og lygte efter den serie, der skal give dem mulighed for at træde ind på markedet blandt konkurrenter som Netflix, Disney og HBO.

De er kommet lidt sent til festen.

Men hvis et videospil kan få familier til at bruge tusindvis af kroner på en spillekonsol, så burde 60 kroner om måneden til et streaming-abonnement sagtens kunne lade sig gøre.

Halo bliver dog næppe den serie, som indfrier streamingtjenestens drømme.

Der er store armbevægelser og episke plotlinjer, men der mangler passion og fortælleglæde i den trivielle historie. Mange dyre effektskud sammenbinder et intergalaktisk politisk drama, hvor dialogen er dovent skrevet og uoriginalt filmet.

Selv om serien åbenlyst har mange penge i ryggen, kommer man til at få fornemmelsen af en bedaget serie, der ikke har samme sprælske energi som eksempelvis Disneys Star Wars-drama The Mandalorian, som Halo ellers på overfladen minder om.

I begge serier er hovedpersonen en umiddelbart simpelt skåret heltefigur med en maske, der skjuler hans ansigt det meste af tiden. I Halo er Master Chief en hormon-manipuleret elitesoldat på en påtvungen følelses-reducerende medicin-kur – formidlet af et militær-apparat, der ønsker en så følelseskold massemorder som muligt.

Han kæmper primært mod rumvæsener, hvis alliance kaldes for The Covenant. Men hurtigt kommer kampen også til at gælde sammenslutningen af mennesker, der dræber uskyldige civile borgere for et godt ord. Da Master Chief ikke vil tillade henrettelsen af en ung rebel, må han stikke af fra det nazi-inspirerede imperie, han er skabt af.

Det er en smule underfundigt, for ligesom i spillet fungerer serien bedst i actionscenerne, hvor Master Chief og hans soldater dræber rumvæsener. Men i stedet for at lade dem fylde størstedelen af billedet, som jo er pointen i et actionspil, har serien fokus på de kedelige dialogscener.

Serieskaberne Steven Kane og Kyle Killen har ellers lagt stor energi i at visualisere det galaktiske univers. Men lynet i flasken fanges altså først, når scenerne nærmest drypper af kærlighed til det, man laver.

Og det føles ikke, som om skaberne har dyrket spillene og følt sig kaldet til at filmatisere historien.

Der er en gennemgående respekt for det originale materiale. Og sammen med den succesfulde League of Legends-serie Arcane indikerer det, at spil-adaptioner ikke længere er filmiske blindgyder.

Desværre er det nok kun den allerede etablerede fanskare for Halo-universet, der kan se bort fra seriens mere farveløse aspekter og nyde forcerne.

Det er ikke nok til at give Paramount+ den opmærksomhed, der higes efter.