Guldfeber

For en gangs skyld passer filmens danske titel Guldfeber bedre end den originale: The Gold Rush.

En dag i 1925 så Charles Chaplin nemlig fotografier af alle de febrilske guldgravere, som i en lang kø og i sne til livet søgte op mod Alaska, hvor lykken muligvis ventede dem i form af guldfund.

Chaplin havde også læst om kannibalisme og andet barbari blandt disse lykkeriddere ude i vildmarken med is og dis. Endelig kendte han forfatteren Jack Londons berømte bøger om stedet, hvor naturen kalder, og en iskold junglelov hersker.

Så han drog med sin lille vagabond og et filmhold ud af Hollywood for at skabe sin kuldslåede komedie. Dog ikke helt til Alaska, men til Sierra Nevada, hvor han langt om længe fandt sne og vejr, der lignede arktisk frost og kulde anno 1898.

Ud i minusgrader og med en bjørn i hælene sendte han sit alter ego – vagabonden – iført bowlerhat, posebukser, jaket og bambusstok på jagt efter guld.

Så allerede fra starten befinder vi os mere i komikkens verden end de naturalistiske kendsgerningers. I flanørens mundering ville enhver naturligvis straks have lidt frostdøden.

Guldfeber gjorde indtryk på samtiden med sin ramsaltede realisme og smertelige romantik tilsat Chaplins geniale slapstick, der mere virker som fritstående tableauer end vævet ind i farcens episke flow.

Her er grinagtige og geniale højdepunkter, hvor Chaplin spiser sin egen støvle med søm og bånd som en anden gourmet. Her er dansen med den indtagende salonpige Georgia med en hund på slæb og et grotesk slagsmål, hvor Chaplin mirakuløst vinder. Og bjerghytten, der vipper på afgrundens rand.

Men over dem alle i poetisk komik er drømmesekvensen, hvor guldgraveren med et par rundstykker på gafler som enorme fødder leverer klassisk ballet med piruetter og spagat for Georgia.

To år før havde Chaplin drejet sin første spillefilm, melodramaet Kvinden fra Paris, men i en komisk sammenhæng var han uvant med formatet. Og straks efter premieren skar han filmen ned fra ti til ni akter.

I 1942 lavede han så den tonefilmudgave, som nu 75 år senere får repremiere.

Via sine kommentarer og sin tilsatte, iørefaldende musik ønskede han at temperere det dramatiske og makabre og accentuere det komiske og kærlige. Chaplin selv benævner således konstant sin hovedperson for det diminutivt nuttede ”the little fellow”.

Hans tale er et referat af handlingen plus de replikker, vi kun kan mundaflæse i stumfilmen. Men intentionen er at neddæmpe den grumme historie, heriblandt scenen, hvor den groteske guldgraver Big Jim i sine hungerhallucinationer ser Chaplin som en stor, grydeklar kylling.

Den version, vi ser i dag, er således filminstruktøren Chaplins egen moderniserede og restaurerede udgave. Den er nærmest at betragte som et stumt eventyr med lyd.

Chaplin er Klods Hans i Klondyke, der går så meget grueligt igennem og forelsker sig i en uopnåelig prinsesse, men senere vender heldet.

Guldfeber er trods de kradse uhyrligheder måske Chaplins mest glade film. Den han helst ville huskes for. Og selv om jeg foretrækker den længere stumfilmoriginal fra 1925, er filmen i mine øjne på højde med Chaplins Byens lys og Moderne tider og bestemt bedre end den overvurderede Diktatoren.

Guldfeber – med eller uden glasur på lydsiden – er ægte guld og rå latter.