Biografanmeldelse
26. sep. 2017
Gud taler ud
Søren Malling spiller den alkoholiserede psykolog og patriark Uffe, der driver familien i parcelhuset til vanvid med sin forliste drøm om at blive en stor forfatter. Foto | Martin Dam Kristensen

Gud taler ud

Der er stort visuelt snilde over filmatiseringen af Blendstrups vidunderlige erindringsroman, og Søren Malling brillerer med pludselige skift mellem det morsomme og modbydelige.

Af Jeppe Mørch

Gud skræller ikke løgene, før han over et gasblus rører dem sammen med boullionterninger og snaps, indtil massen har konsistens som mudder.

Noget så ordinært som suppekogning i et gulbrunt parcelhus i 1980’ernes Risskov bliver i denne Ceres-elskende guddoms univers til en skør proces, der dikterer stemning. Særligt de dage, hvor Guds miskmask samler sig til besk angstsuppe, må familien passe på patriarkens temperament.

Henrik Ruben Genz dyrker de skægge sprækker i det alvorlige, når han kreerer dunkle komedier.

Denne gang fortolker instruktøren Jens Blendstrups vidunderligt morsomme erindringsroman Gud taler ud, som handler om forfatterens egen far og det lille menneske inde i guden: Uffe. Romanen er en absurd komedie om alkoholisme og sygdom – en krøllet patriark knækker nakken på forstadsidyllen – og man kunne forvente, at Genz ville genbruge Blendstrups jonglering med gakgak-episoder og svære temaer.

Det gjorde instruktøren elegant i Frygtelig lykkelig, hvor Erling Jepsens roman om Lars Tyndskids sønderjyske marker skævvrides fortrinligt som en Coen’sk krimi om glubske galninge.

Men som film besidder Gud taler ud et grundlæggende dystert udtryk. Her er nok noget at grine af, men pjanken holdes i ave af et nederlags tyngde. Der kunne sagtens være givet endnu mere los.

Genz og manusmakker Bo hr. Hansen fæstner sig ved et af romanens mindre optrin: Guds forliste forfatterdrøm. Søren Malling portrætterer derfor parcelhusguden som en slagen mand med resignerede hængeøjne, der tøffer kræftsyg rundt i slåbrok med et skæg lige så pjusket som den forsømte have.

Selv når Gud optræder mest bistert, formår Malling dog at antyde en ræv bag øret, og sådan brillerer den erfarne skuespiller i de pludselige skift mellem modbydelig og morsom.

Særlingen Uffe udgøres af kontraster. Til et urkomisk bryllup fyrer han en herlig standup-monolog af som tale, før en promillestigning får ham til at tilsvine en trind kvinde, der mæsker sig i citronfromage.

Han vil så gerne leve i det ophøjede, men han er spærret inde på villavejen af hverdagen og gule mursten. En dag sætter han sig med en bajer i hånden foran den gamle skrivemaskine. Lige før Guds fingre rammer bogstaverne, forstyrres han af en dump lyd: Ægtefællen Gerd Lillian fjerner mos på taget, og det trivielle forpurrer Guds romandrømme.

Svenske Lisa Nilsson gestalter den vanskelige skabnings kone med så enorme mængder sødme, at det tydeligt fremgår, at Guds problemer ikke skyldes ægteskabet. Gud er i krig med sig selv. Med Uffe.

Samme løjerlige, melankolske galskab findes ikke hos Guds kammerater, der udelukkende består af psykolog-Uffes patienter. Paralyseret af sygdom optræder de uden finurlighed, og filmen igennem fremstår vennerne blot som sætstykker.

Sønnerne slægter derimod Guds gakkeri på.

Den yngste, Jens (Marcus Sebastian Gert som en ung version af Blendstrup), skriver digte om Tjernobyl med samme stenede udtryk som Olsen-banden-Børge, og Gud er stolt af talentet. Den mellemste Bukke Bruse bruger sine dage på onani, men som gammel militærmand har Gud svært ved dorskhed. Den ældste søn flytter væk til en kristen frikirke, og sætter angstsuppen i bulderkog.

Med Gud taler ud viser Henrik Ruben Genz igen stor visuel snilde.

Det spraglede årti og forstadens lilleverden turneres som en trøstesløs ramme for udskejelser, når Guds cigaretrøg anvendes som mat billedfilter. På et tidspunkt slår Gud sin fobiramte knøs i ansigtet, og her er filmen faretruende tæt på at stemple Uffe som ondsindet.

Gudskelov bliver Gud dog altid god igen, for tålmodige Gerd Lillian opdrager både børn og mand som en engel. Bag den forsmåede vrede anes konstant en hjertelig opfordring: Forsøg at acceptere de sære væsner, der tilfældigvis udgør din familie!

Titel:
Gud taler ud

Land:
Danmark

År:
2017

Instruktør:
Henrik Ruben Genz

Manuskript:
Henrik Ruben Genz, Bo hr. Hansen

Medvirkende:
Søren Malling, Lisa Nilsson, Marcus Sebastian Gert, Clint Ruben 

Spilletid:
108 minnutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
28. september

Relevante artikler

Nyhed
13. sep. 2017
Bramfri mænd og Dyrholm som punker

Bramfri mænd og Dyrholm som punker

Biografanmeldelse
27. jan. 2016
Tordenskjold & Kold

Tordenskjold & Kold

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
12. dec. 2017
Spoor

Spoor

Serieanmeldelse
11. dec. 2017
Jim & Andy: The Great Beyond

Jim & Andy: The Great Beyond

Biografanmeldelse
07. dec. 2017
The Square

The Square

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro