Gud taler ud

Gud skræller ikke løgene, før han over et gasblus rører dem sammen med boullionterninger og snaps, indtil massen har konsistens som mudder.

Noget så ordinært som suppekogning i et gulbrunt parcelhus i 1980’ernes Risskov bliver i denne Ceres-elskende guddoms univers til en skør proces, der dikterer stemning. Særligt de dage, hvor Guds miskmask samler sig til besk angstsuppe, må familien passe på patriarkens temperament.

Henrik Ruben Genz dyrker de skægge sprækker i det alvorlige, når han kreerer dunkle komedier.

Denne gang fortolker instruktøren Jens Blendstrups vidunderligt morsomme erindringsroman Gud taler ud, som handler om forfatterens egen far og det lille menneske inde i guden: Uffe. Romanen er en absurd komedie om alkoholisme og sygdom – en krøllet patriark knækker nakken på forstadsidyllen – og man kunne forvente, at Genz ville genbruge Blendstrups jonglering med gakgak-episoder og svære temaer.

Det gjorde instruktøren elegant i Frygtelig lykkelig, hvor Erling Jepsens roman om Lars Tyndskids sønderjyske marker skævvrides fortrinligt som en Coen’sk krimi om glubske galninge.

Men som film besidder Gud taler ud et grundlæggende dystert udtryk. Her er nok noget at grine af, men pjanken holdes i ave af et nederlags tyngde. Der kunne sagtens være givet endnu mere los.

Genz og manusmakker Bo hr. Hansen fæstner sig ved et af romanens mindre optrin: Guds forliste forfatterdrøm. Søren Malling portrætterer derfor parcelhusguden som en slagen mand med resignerede hængeøjne, der tøffer kræftsyg rundt i slåbrok med et skæg lige så pjusket som den forsømte have.

Selv når Gud optræder mest bistert, formår Malling dog at antyde en ræv bag øret, og sådan brillerer den erfarne skuespiller i de pludselige skift mellem modbydelig og morsom.

Særlingen Uffe udgøres af kontraster. Til et urkomisk bryllup fyrer han en herlig standup-monolog af som tale, før en promillestigning får ham til at tilsvine en trind kvinde, der mæsker sig i citronfromage.

Han vil så gerne leve i det ophøjede, men han er spærret inde på villavejen af hverdagen og gule mursten. En dag sætter han sig med en bajer i hånden foran den gamle skrivemaskine. Lige før Guds fingre rammer bogstaverne, forstyrres han af en dump lyd: Ægtefællen Gerd Lillian fjerner mos på taget, og det trivielle forpurrer Guds romandrømme.

Svenske Lisa Nilsson gestalter den vanskelige skabnings kone med så enorme mængder sødme, at det tydeligt fremgår, at Guds problemer ikke skyldes ægteskabet. Gud er i krig med sig selv. Med Uffe.

Samme løjerlige, melankolske galskab findes ikke hos Guds kammerater, der udelukkende består af psykolog-Uffes patienter. Paralyseret af sygdom optræder de uden finurlighed, og filmen igennem fremstår vennerne blot som sætstykker.

Sønnerne slægter derimod Guds gakkeri på.

Den yngste, Jens (Marcus Sebastian Gert som en ung version af Blendstrup), skriver digte om Tjernobyl med samme stenede udtryk som Olsen-banden-Børge, og Gud er stolt af talentet. Den mellemste Bukke Bruse bruger sine dage på onani, men som gammel militærmand har Gud svært ved dorskhed. Den ældste søn flytter væk til en kristen frikirke, og sætter angstsuppen i bulderkog.

Med Gud taler ud viser Henrik Ruben Genz igen stor visuel snilde.

Det spraglede årti og forstadens lilleverden turneres som en trøstesløs ramme for udskejelser, når Guds cigaretrøg anvendes som mat billedfilter. På et tidspunkt slår Gud sin fobiramte knøs i ansigtet, og her er filmen faretruende tæt på at stemple Uffe som ondsindet.

Gudskelov bliver Gud dog altid god igen, for tålmodige Gerd Lillian opdrager både børn og mand som en engel. Bag den forsmåede vrede anes konstant en hjertelig opfordring: Forsøg at acceptere de sære væsner, der tilfældigvis udgør din familie!