Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya

Det starter med hård rockmusik på et roligt bagtæppe. 

Petrunya står og kigger op på himlen, direkte ind i dronekameraet, der kommer tættere og tættere på hende, mens musikken brager løs. 

Det slående startbillede kommer først for alvor til sin ret mod slutningen af Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya.

Her sprænger filmen igen rammerne og lader ikke bare titelpersonen, men også alle de kvindelige figurer på skift fæstne blikket ind i kameraet og dermed direkte ud på publikum.

Den stærke scene er en ublu opfordring til at tage filmens ellers umiddelbart skøre og overdrevne historie seriøst. Kvinder må nemlig finde sig i mangt og meget.

Petrunya er en arbejdsløs historiker på 32 år. Hun bor hjemme hos sine forældre og bliver sendt til jobsamtale på en tekstilfabrik. Her siger den mandlige chef, at hun ligner én på 42, og at han ikke engang gider kneppe hende.

På vej hjem kommer Petrunya forbi det årlige arrangement i sin lille by, hvor den lokale præst smider et kors i floden. Byens mænd hopper i for at fange korset, da det ifølge overtroen giver held.

Derfor bliver de mildt sagt sure, da hun spontant kaster sig i vandet og får fat i korset. Hvad bilder hun sig ind som kvinde at trænge ind på mændenes område?

Filmen fik premiere og vandt en pris på Berlin-festivalen i 2019. Næsten samtidig skiftede landet, hvor handlingen udspiller sig, officielt navn fra Makedonien til Nordmakedonien.

Det kan virke som en ligegyldig detalje, men faktisk var den lille tilføjelse af afgørende betydning. Landet har været i årelang strid med nabolandet mod syd, Grækenland, hvor en provins også bærer navnet Makedonien.

Grækerne mente, at makedonerne med deres navn gjorde krav på området. Derfor sørgede Grækenland for at blokere makedonske forsøg på at blive optaget i EU og NATO, indtil man skiftede navn til Nordmakedonien.

Tidligere i år blev landet endelig optaget i NATO, mens det stadig kæmper for at blive del af EU. Nu stiller Bulgarien sig på bagbenene, fordi man vil have Nordmakedonien til at anerkende landets bulgarske rødder!

Det storpolitiske hurlumhej betyder ikke det store for filmen. Og dog. Den tidligere jugoslaviske republik fremstilles nemlig som et forarmet land i en dyb identitetskrise.

Æstetikken er en variant over det typisk østeuropæiske mismod fuld af grimme bygninger og trætte blikke. Men der er også smukke vægmalerier og et farverigt ortodoks-kristent optog.

Det sakrale blandes med det beskidt jordiske og skaber en interessant genrebastard et sted mellem morsom satire og indigneret drama.

Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya er instrueret af Teona Strugar Mitevska, der kommer fra en kunstnerisk familie i hovedstaden Skopje, men er blevet uddannet til filmskaber i USA.

Hun startede som barneskuespiller og studerede senere til kunstmaler. Begge dele kan man se i filmen, der byder på smukt komponerede billeder, men først og fremmest er båret af hovedrollepræstationen af Zorica Nusheva.

Skuespilleren smider al forfængelighed, når hun lader sig blive svinet til af filmens mænd og lægger sig i sengen med korset over sit nøgne bryst.

Instruktøren kaster for mange bolde op i luften til, at han kan gribe dem alle sammen. Der er for meget at holde styr på, når man skal overveje, hvad der er satire over religionens mærkelige ritualer, og hvad der er kritik af mediernes konstante forsøg på at skabe sensationer.

”Vi kommer aldrig videre, hvis vi holder fast i traditionerne,” siger den kvindelige journalist, der dækker Petrunyas sag for en tv-station, mens vanviddet eskalerer omkring dem.

Journalisten får med sin tilstedeværelse foran et kamera lov til at levere nogle af filmens slagkraftige stikpiller til det mandsdominerede samfund.

”Det er 2018, men Makedonien virker som fanget i middelalderen. Måske er det derfor, vi kalder landet tidløst,” lyder hendes opsummering af den både komplekse og underholdende film.