The Greatest Showman

Når nu man laver en musical, der varer 105 minutter, kunne man så ikke have overvejet mere end bare én sang?

Musikken i The Greatest Showman er ekstremt kedelig, skåret efter skabelonen, så alle numre lyder ens. Det er ellers skrevet af Benj Pasek og Justin Paul, der vandt en Oscar i begyndelsen af året for sangen City of Stars, som var med i den betagende musical La La Land.

Måske det er det anakronistiske, der ikke fungerer? Eller også er det autotunen, der gør alle stemmer enslydende.

Det fungerede ellers meget godt med moderne musik i gamle dage i Moulin Rouge. Dér kunne man selvfølgelig adskille musikindslagene, og historien var langt bedre.

Denne film finder sted i slutningen af det 19. århundrede og handler om virkelighedens P.T. Barnum. Han, en fattig knægt, forelsker sig i Charity, en rigmandsdatter. De får hinanden, selv om hendes forældre er imod. Og de er lykkelige sammen med deres to døtre i en lille lejlighed, selv om de er fattige.

Det vil sige: Hun er lykkelig.

Hun har fået alt det, hun har drømt om, siger hun i skikkelse af Michelle Williams. Den prisvindende skuespiller synger en smule, men nøjes ellers med at kigge med døde øjne, nej, undskyld, forelsket på Barnum, spillet af Hugh Jackman. Han er anderledes utilfreds. Vil give hende alt det, hun voksede op med – eller nok nærmere det, han ikke selv havde. Så han stræber evigt højere, snyder sig til et lån og bygger et museum.

Der er en udstoppet giraf og voksdukker, men det er ikke populært.

Det begynder først at blive interessant, da han hiver exceptionelle mennesker ind i en manege: en dværg, en høj mand, en tyk mand og så videre. Med andre ord et freakshow.

Dét bliver et tilløbsstykke. Men hvad Barnum laver i sit cirkus, får man ikke indblik i. For hver gang, der er mennesker i manegen, er det med sang-og-dans.

Så hører Barnum den skæggede dame synge i et vaskeri. Det lyder smukt. Og han ser hendes smukke øjne over et hvidt lagen – men trækker det til side og chok: Hun har et kæmpe fuldskæg.

Men han siger, at hun er smuk. Man tror næsten på ham.

Han lader til at kere sig om sin trup. Men han er faktisk bare ærgerrig og stræber efter at mænge sig med de rige og berømte. Det kommer han til. Han lader cirkusset i stikken, men kræver stadig, at de skal tjene penge til ham. Det er mærkeligt, for han skal klart være en helt i historien, men han er en idiot, selv om han er charmerende. Han undskylder aldrig for sin arrogante og sårende opførsel.

Det virker også sårende, at dværgen i filmen får sin stemme manipuleret dybere. Han har så få replikker, at det virker som en overflødig gimmick.

I hvad der sikkert skal være et rørende øjeblik i filmen, gør Barnums freaks oprør mod folks fordomme. Anført af den skæggede dame løber de ud i byen og synger: This is Me. Se og accepter os, som vi er, prøver de at sige.

Men det klinger hult.

For at være endnu mere politisk korrekt, er der tilføjet to opdigtede karakterer. Barnum får en ung protege, der kommer fra de finere, sociale kredse. Og han forelsker sig i en yndig trapez-artist, der er mulat!

Hans forældre kunne godt se gennem fingre med, at sønnen opgav sin sociale status for at lave cirkus, men de kan ikke tilgive, at han bliver romantisk involveret i en farvet pige. Jøsses, hvor er det en kvalmende konflikt at skabe.

Den autentiske Barnum fik rigtignok den berømte svenske operasangerinde Jenny Lind til Amerika, men også det bruger filmen til at skabe en konflikt, der heller ikke har hold i virkeligheden.

Men filmen har helgarderet sig mod dårlig kritik. Den gør nemlig grin med teaterkritikeren James Bennet, der skabte New York Herald. Han er jo bare en sur mand, der ikke bryder sig om Barnums forlorne cirkus – men Barnum er ligeglad. For Barnums – og filmens – morale er: Hvad gør det, at cirkustrick er snyd, når folk har det sjovt?

Bare synd, at filmen er lige så kedelig som sin musik.