The Gray Man

En hårdkogt indsat bliver hevet ud af fængslet i bytte for tjansen som lejemorder for CIA, og snart er han klodens dygtigste dræber. Men på en mission nægter han at adlyde ordrer, da et barn kommer i skudlinjen.

Det viser sig, at CIA har møgbeskidt mel i posen.

Nu er han selv jaget af sine tidligere kolleger, og han må myrde halvdelen af den vestlige verden med de bare næver for at redde sig selv såvel som sin tidligere mentors datter.

Det er utroligt, hvor mange action-klichéer, instruktørbrødrene Anthony og Joe Russo får krydset af inden for de første minutter af The Gray Man.

Det læspende sexsymbol Ryan Gosling rammer som lejemorderen Seks – ja, det er tæt på 007– perfekt den balance mellem stoisk styrke og rapkæftethed, der skal til for at være stereotypen på en action-helt.

Man kunne få tanken, at The Gray Man er et genrebevidst eksperiment, som kører alle klichéerne af med det samme for at vende hele molevitten på hovedet.

Russo-brødrene er primært kendt for Marvel-succeser som Avengers: Infinity War, men de er også talentfulde komedieinstruktører. Parret står bag flere af de bedste afsnit i Arrested Development, og det samme gælder Community, hvor netop deres ironiske action-hyldester stjal showet.

Men denne gang begynder hjernen langsomt at gætte hvert fremskridt i historien, og man falder længere og længere ud af oplevelsen, mens Seks springer større og større ting i luften.

Altså lige indtil Chris Evans dukker op som Lloyd Hansen. En tidligere agent, der får til opgave at fange Seks, fordi han er bedøvende ligeglad med, hvor mange hovedstæder han ødelægger, og hvor mange agenter der mister livet i processen.

På mange måder er han, som vores action-agenter plejer at være, mens Seks er den moderne helt, der professionelt undgår at lave rod.

Efter en eksplosiv mission har det altid være heltens lod at få en sviner på chefens kontor for de uansvarlige metoder, der undervejs er blevet brugt. Men den brutale mandemand er et forældet ideal i dag, og det er godt set af Russo’erne at give den normalt klassiske helt et grimt overskæg og gøre ham til skurk.

Samtidig finder alle filmens bedste dialogscener sted mellem Lloyd Hansen og Seks, der 30 sekunder inde i deres første samtale køligt konkluderer: ”Jeg kan med det samme ikke lide dig.”

Han er den perfekte skurk for Seks, der afskyr kynisk vold, men blev fængslet, fordi han dræbte sin sindssyge far, som torturerede sine sønner til at blive perfekte machomænd.

Det samme vil CIA, og for evigt er Seks fanget i et system, der fra starten har gjort ham til en dræber og straffer ham for det gang på gang.

Seks’ tragiske liv og moralske krise er en udmærket nuancering afl karakteren, men den ikke specielt originale samfundskritik bliver frustrerende, fordi filmen har lidt for travlt med stolt at gøre opmærksom på den.

Værst er det i en scene mellem Seks og barnet, han skal redde. Igen og igen forklarer Seks, at han er Sisyfos, den græske konge, der blev dømt til for evigt at rulle en sten op ad et bjerg blot for at se den falde ned igen.

Midt imellem de pumpede helikopterstyrt og eksplosioner kommer det til at virke som et unødvendigt forsøg på at gøre filmen intellektuel.

Vi er afgjort i den dyre ende, når det kommer til action-scener og få kan lave lynhurtige nævekampe og skuddueller i små rum så elegante som Russo-brødrene. Især en røgfyldt dødskamp på en styrtende flyvemaskine er svær at tage øjnene fra.

The Gray Man er en flot, moderne tjubang-film, men den er langt fra så klog, som gerne vil være.