Grandmother

Bedstemor er en mytisk figur.

De fleste af os har forhåbentlig mest gode oplevelser med og minder om vores bedsteforældre, men i fiktionens verden er der bedst drama i, at det i hvert fald starter med at gå skævt mellem den unge og ældre generation.

Et utal af gysere har dyrket den onde bedstemor som en skræmmende ældre kvinde, hvis forfald leder tankerne hen på den uundgåelige død. Både dramaer og komedier har fundet følelser og humor i at udforske forskellene mellem mennesker i forskellige aldre.

I Grandmother er bedstemoren Ruth – i skikkelse af evigt indtagende Charlotte Rampling – ikke decideret ond. Men hun er ond i sulet og bitter på livet. Efter et spændende liv som krigsfotograf savner hun nu store naturoplevelser og erotiske affærer.

Hun har slået benet og er rejst fra sit hjem i England om på den anden side af kloden til New Zealand, hvor hendes søn Robert (Marton Csokas) for år tilbage bosatte sig.

Der er dårlig stemning mellem dem, fordi han bærer nag over, at hun aldrig har fortalt, hvem hans far er. Og så sørger Robert over for nylig at have mistet sin kone, der døde af sygdom.

Hans halvvoksne søn Sam (George Ferrier) er heller ikke just en solstråle af livslyst.

Faktisk er den unge mand mere ilde stedt end faren, der har indledt et hemmeligt forhold med en kvinde fra England. Sam kører i starten af filmen sin knallert langt ud på de billedskønne vidder og binder en løkke i et reb, som han overvejer at hænge sig i.

Med morbid afmålthed sætter Sam et kryds i kalenderen på en dato, hvor han angiveligt har planer om at gøre en ende på det hele. Dødsdriften gør ham ligeglad med alt og alle. Han bliver smidt ud af kostskolen for at være en ballademager.

Mødet med Ruth gør dog noget ved ham.

Der skal først bankes hul på skallen, og de to har nogle hidsige skænderier, men bedstemoren får med sit ramsaltede og sorthumoristiske syn på livet blødt den unge mand op. Ved at vise barnebarnet lidt interesse og engagere ham i noget andet end hans egen smerte, finder de to ind til nye sider af hinanden.

Charlotte Rampling får lov til at svinge med armene og brillere i rollen som erfaringsfyldt kvinde, der nok kan vise Sams unge venner, hvordan man ryger en joint. Med sine ansigtstræk fulde af fortolkningsmuligheder lykkes det George Ferrier at spille op til legenden, så forholdet mellem dem føles troværdigt.

Instruktøren Matthew J. Saville er skuespiller, der ikke har haft andet end småroller at rive i. Man mærker tydeligt, at han er personligt engageret i historien, som er løst baseret på hans egne oplevelser med sin bedstemor.

En morsom scene, hvor Ruth prøver at købslå med en præst for at sikre sig guddommelig tilgivelse for et liv i synd, virker realistisk nok til, at den næsten må være sket i virkeligheden.

Filmen deler sin kedelige titel med et hav af andre produktioner, men det er faktisk den danske titel på en film, der på originalsproget hedder Juniper. Det betyder enebær, der bruges til at lave den gin, som Ruth indtager enorme mængder af.

Det er ikke en film, som opdager nyt filmisk terræn. Fortællingen går slag i slag med oplagte udfordringer hen mod et crescendo, som ganske vist er rørende i al sin enkelthed.

Det er dog overraskende og modigt, at Saville ikke giver los på de seksuelle spændinger mellem Sam og Ruths kristne hjemmeplejer Sarah (Edith Poor). De to har et godt øje til hinanden, og det ville være det nemmeste at lade dem finde sammen i kødelig forening.

Men det ville også fjerne fokus fra det helt centrale forhold mellem bedstemor og barnebarn, som er filmens raison d’etre.

Grandmother er livsbekræftende på en måde, som giver lyst til at reflektere over sine egne personlige relationer – og ringe til bedstemor!