Grænseland

Så står han dér igen – Danmarks svar på David Attenborough. Lars Mikkelsen i fin blazer, blå jeans og sit skæve smil, der har en folkelig kant.

Vi har hørt ham som fortæller i Vilde vidunderlige Danmark, og for ikke så længe siden set ham som vært i Historien om Danmark. I bedste sendetid fortalte han i ti afsnit om grumme konger, krig og fattigdom. Med fokus på almenvældet.

Alt i alt en triumf, til trods for at det blev kritiseret, at Kong Christian X læste Politiken, og at den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag var en gennemgående heltefigur.

En af Dansk Folkepartis værdikrigere, Søren Espersen, kaldte serien for ”kulturradikal propaganda”.

Men hvor trældom, sult og hekseafbrændinger spillede en stor rolle i Historien om Danmark, skal jeg lige love for, at der denne gang er fokus på næstekærlige følelser for Danmark, danskere og danskhed.

Lars Mikkelsen står mellem mark, bøg og flod et sted i Slesvig, mens bønder omkring ham synger danske sange rundt om bålet, som stod vi midt i Sagnlandet Lejre.

I den fire afsnit lange Grænseland er der nemlig fokus på danskere, der er fanget i tyske Slesvig, tænker på Danmark og vil være en del af Danmark.

Serien er bygget op som Historien om Danmark. Lars Mikkelsen er rejsende vært, skuespillere sørger for at levendegøre fortiden, mens faghistorikere fra hver deres stol underbygger fiktionen med viden.

Første afsnit handler om optakten til Treårskrigen 1848-50 og efterdønningerne. Andet afsnit koncentrerer sig om tiden omkring 1864, mens tredje og fjerde afsnit bringer historien op til Første Verdenskrig og Genforeningen i 1920.

Kort fortalt bestod Danmark dengang af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, og her blev folk klemt af gryende nationalisme.

”Når du kommer hjem, rejser jeg Dannebrog,” siger en teglværksfrøken, mens hun venter derhjemme på sin elskede. I en anden scene er der et kæmpe Danmarksflag på væggen, og folk synger folkeviser som til en søndagsfest.

Der er skruet godt op for skuespillet, som man kender det det fra den amerikanske kanal History.

Teglværksparret, der savner og sender 700 breve til hinanden under Første Verdenskrig, er spillet af ægteparret Katrine og Martin Greis-Rosenthal. Københavneren Oscar Dyekjær Giese spiller ironisk den sønderjyske bonde, Laurids Skau, der holder taler og kæmper for at uddanne danske bønder.

Vi følger enkelte familier og personer, der vil det danske og gjorde en forskel. Men det stjæler også fokus på de bønder og husmænd – det fattige flertal – der blev taget som gidsel i konflikten. Danske bønder blev tvunget fremad i slagene med en riffel i ryggen, som man kan læse i René Karpantschofs glimrende nye historiebog, De stridbare danskere.

Ifølge den bog ville mange folk bare gerne have fred og leve i sameksistens, men Grænseland forstærker indtrykket af kultur- og sprogkampen mellem tyskere og danskere. Vi ser en scene, hvor en ædende ond tysker forbyder børn at tale dansk i klasselokalet. Men vi ser aldrig for alvor konsekvenserne af den danske nationalisme.

Så er det straks stærkere, når vi hører den smukke vise Sig månen langsomt hæver, mens sønderjyder falder på slagmarken. Her er en scene, der viser meningsløsheden.

Dansk historie og kultur skal nemlig huskes, bevares og videreudvikles.

Jeg er selv en stor fan af Erik Clausen, stegte sild og værtshuse, men nationale følelser skal også tøjles i formidlingen. Det er vigtigt, at danskere blev tvunget til at kæmpe på tysk side, men lige så vigtigt, at danske politikere tvang danske bønder i krig.

Men ligesom denne anmelder tilgav den falske nationsopbygning i Historien om Danmark, lever vi også med nationalfølelserne. Tilbage står endnu en dannende og underholdende miniserie om Danmarkshistorien, som folkeskoleeleverne heldigvis også skal se.