Golfbanens skræk 2

Efter næsten tredive år vender Happy Gilmore tilbage til greenen med sit iltre temperament og lange drive. Og det er igen makkerparret Adam Sandler og Tim Herlihy, der står bag manuskriptet.

Originalen fra 1996 har en simpel, men oplagt idé: en sportskomedie om en hidsig ishockeyspiller, der finder ud af, at han kan slå utroligt hårdt til en golfkugle. Det giver halvanden time med fjol, anarki og en snert af klassekamp på golfbanen, når Adam Sandler som den drengede titelkarakter sjosker rundt med sin posede hockeytrøje mellem alle poloskjorterne.

I toeren er Gilmore blevet en midaldrende mand med fem voksne børn, og efter konens død ved hans eget golfkugleslag har han kvittet sporten, gennemgået en decideret deroute og arbejder nu i et supermarked, mens han plejer sit alkoholmisbrug.

Men da datteren får muligheden for at komme på en dyr balletskole, må han som en aldrende revolvermand, der ikke længere kan ramme, atter træne sig op for at vende tilbage til golfbanen og de store præmiepenge.

Desværre består det meste af filmen af en parade af gentagelser og referencer til den første film. Langt de fleste jokes skal genbesøges, og der bliver som regel klippet til den gamle scene lige inden, så alle er med på, at der altså nu kommer noget, der skal grines af.

Det er måske hyggeligt og nostalgisk, men ikke særligt sjovt. Det uventede afføder de største grin, men her telegraferes mange af jokesene et par sekunder i forvejen.

Noget nyt og mere tidssvarende er Benny Safdie i skurkerollen. Han spiller en træls influencertype med tilhørende streamingkanal og egen energidrik. Han vil forny spillet ved at gøre det hele til et slags gameshow med forhindringsbaner og fyrværkeri efter hvert slag.

Det bliver derfor op til den gamle garde at redde golf, som vi kender det.

Happy Gilmore, der før var det kaotiske element, der fornyede sporten, kæmper nu for at opretholde traditionen. Man fristes til at kalde ham en konform, midaldrende mand, som nu ikke længere har noget imod at sidde og hygge sig sammen med de andre mesterskabshabitter i de mahognibeklædte klublokaler.

Det kunne have klædt filmen at have lidt mere på hjerte. Men det lille optræk til kritik af kommercialisering af sport munder ikke rigtigt ud i mere end et budskab om, at Gilmores gode gammeldags autentiske vrede er bedre end skurkeholdets kirurgisk modificerede hofteligamenter.

Resten af persongalleriet er en blanding af gengangere og utallige celebrity-biroller. Ben Stiller er nu ikke længere tyrannisk plejehjemsmedarbejder, men lederen af Gilmores AA-møder. Etterens skurk – overklasseløget med det fantastisk fjollede navn Shooter McGavin – reformeres efter at have tilbragt de mellemliggende år på en psykiatrisk institution og slutter sig til de godes golfhold.

Også Carl Weathers, der spiller den Apollo Creed-agtige mentor i den første film, skal æres ved inklusionen af karakterens søn, som søreme også har en komisk skrøbelig træhånd.

Der er dog heldigvis et par velfungerende gennemgående jokes såsom Gilmores mange skjulte lommelærker, der er forklædt som alt fra agurker til golfkøller. Og den opdaterede udgave af hovedpersonens indre visualisering af sit ”happy place” – igen en reference til etteren – rammer plet. Men med filmens næsten to timers spilletid er der for langt mellem snapsene.

Det er ikke en decideret elendig film, men et stykke metervare af noget temmelig kedeligt stof.

Etteren er ingenlunde et komisk mesterværk, men den har sin andel af mindeværdige indslag samt en anarkisk ånd, som toeren i den grad savner. Man er mildt underholdt af den lidt tumpede slapstick og trygheden i det genkendelige. Men det står også hurtigt klart, at konceptet slet ikke er stærkt nok til at kalde på en opfølger.

Det er langt fra hole-in-one.