Gøg & Gokke

Gøg og Gokke ligner til forveksling et gammelt ægtepar i den hjertevarme fortælling om den lasede ende af deres store karriere.

Stan Laurel og Oliver Hardy – bedre kendt som det morsomme makkerpar og forbløffende troværdigt inkarneret af Steve Coogan og John C. Reilly – er simpelthen vokset sammen efter små 30 års partnerskab.

De færdiggør hinandens sætninger, ævler og kævler og kender alle hinandens yndlingsdrinks og -snacks.

Efter at have været adskilt i en længere periode har de fundet sammen igen på en turné rundt i England i 1953. Men selv om hengivenhed og gamle vaner holder dem sammen, bærer de simrende nag, der driver dem fra hinanden. Og de er ikke længere alene i deres kammeratskab. Deres koner, Ida og Lucille, er et skurrende dobbeltnummer i sig selv og i hvert fald her mindst lige så syrligt morsomme som deres mænd.

Hvor end de grånende Stan og Ollie tager hen, ankommer de i skyggen af Gøg og Gokke.

Stan og Ollie hutler sig frem med de samme rutiner, som de altid har gjort, selv om det denne gang foregår i engelske provinsteatre i stedet for på hele verdens biograflærreder. Begge mænd er plaget af fordums storhed og en gryende erkendelse af, at den tid ligger bag dem.

Instruktør Jon S. Baird indfanger fermt den måde, som makkerparrets komikerpersonligheder flyder sammen med mændene bag sminken.

En scene, hvor de taber en stor rejsekuffert ned ad nogle trapper, er millimeterpræcis falde-på-halen-komik. Da de senere tjekker ind på et hotel, falder Stan og Ollie instinktivt tilbage i deres figurer og improviserer et lille optrin for ekspedienten, som gladeligt kommenterer, at hun da troede, de var gået på pension for længe siden.

Men selv om d’herrer ikke har mistet deres funny bones, kan offentlighedens forventning om morsomheder på kommando også være som et møllehjul om halsen.

Gensynets glæde køler af, når de på turnéen må nedjustere deres forventninger om et comeback. Et bittert skænderi ved en reception efter en forestilling bliver mødt med bifald fra gæsterne, der går ud fra, at de har overværet en improviseret sketch.

Steve Coogan og John C. Reilly bruger de velkendte gestus – tynde Stan, der bøvet klør sig på hovedet, og trinde Ollie, der utålmodigt triller tommelfingre – til hurtigt at ridse figurerne op, men begge skuespillere går også langt dybere i detaljen.

Coogan giver arbejdsnarkomanen Stan en studs kølighed i sine replikker og en drivkraft, der gør den elskværdige Ollie (som har klasket en del kilo på sin i forvejen velnærede krop) forpustet, svedt og hjælpeløs.

Det er disse store, menneskeliggørende præstationer – sammen med veloplagt modspil fra Shirley Henderson og Nina Arianda som konerne – der løfter en solid, men lidt risikofri film om branchen.

Selv om fortællingen handler om Stan og Ollie i deres livs efterår, er der indtil flere kærlige nik til Gøg og Gokkes storhedstid, som vil henrykke generationer af fans.

Fortællingen indledes og afsluttes med den højtelskede dans fra Way Out West, ligesom en sketch fra County Hospital også er kræs for kendere og guf for nye fans.

Jon S. Bairds tilgang står i skarp kontrast til hans tidligere film: Irvine Welsh-­filmatiseringen Filth.

Han omfavner parrets blide sentimentalitet uden at tvinge den frem og maler med en honninggylden nostalgisk farvepalet. Manuskriptet af Jeff Pope er ikke en ukritisk fejring af deres partnerskab – filmen afslører trods alt mange sprækker i fundamentet – men det er en kærlig hyldest til deres arv.

Hvor beskeden filmen end virker, giver dens tårevædede sidste akt et stik i hjertet med en professionalisme og effektivitet, man forestiller sig, at et par gamle entertainere som Gøg og Gokke ville have beundret.