The Godfather Coda: The Death of Michael Corleone

Francis Ford Coppolas The Godfather III er alle dage blevet betragtet som en ugleset efternøler.

De to første film fra 1972 og 1974 er hovedværker i filmhistorien, mens afslutningen på trilogien fra 1990 er svagere.

Marlon Brando forsvandt efter etteren, Robert de Niro var væk med toeren, og tilbage er som sidste søn af Corleone-slægten Don Michael Corleone, spillet af Al Pacino.

Han får efter storebror Sonnys sangvinske død intet inspirerende modspil af Diane Keaton som ekskonen og Talia Shire som lillesøster. Dog er han solidt flankeret af gode biroller, især Joe Mantegna og Eli Wallach som sinistre skurke.

Temaet er brodermordet på John Cazales fragile Fredo og finansielle trakasserier med Vatikanstaten. Det krydres med kærlighedshistorien mellem en nevø og en kusine.

Der er mange gode scener i filmen, nogle få uforglemmelige. Men i forhold til de to første værker er treeren ujævn, og for mange fans var det en decideret skuffelse.

Nu er den i dag 81-årige instruktør gået tilbage for at se, om The Godfather III kan gøres bedre.

Francis Ford Coppola har udsendt filmen med en ny begyndelse og en ny slutning, ligesom han har ommøbleret på mafiaens affære med romerkirkens rævekager.

Den på samme tid nye og gamle film med titlen The Godfather Coda: The Death of Michael Corleone – som Coppola oprindelig ønskede – vækker mindelser om dengang, instruktøren klippede de to første film til en kronologisk tv-serie. Samtidig er projektet et hæderligt forsøg på at gøre filmen mere intrigant ensporet, historisk sammenhængende, socialt indigneret og tematisk enstonet.

Intentionen er tydeligt at få filmen mere harmonisk på plads i instruktørens trilogi om en mafia-familie.

Første film handler overvejende om USA, anden meget om de italienske rødder på Sicilien, og sidste om den katolske kirke og tro som en kristen klangbund i hele sagaens skæbneforløb.

Anger over mordet på Fredo er nu blevet nedtonet til fordel for en kritisk tone over for både mafia og pavestolen med sammenfletningen af amerikansk kriminalitet og europæiske rænker.

Den påfaldende em af katolsk myrra og røgelse er ikke blevet luftet ud. The Godfather III er og forbliver en meget katolsk tintet film.

I de indledende billeder fortæller Coppola, at filmen er en coda. Ordet kommer fra musikkens verden og betyder en afslutning, hvor alle temaer mødes i en slags kadence. Der er fælles fodslag med et labilt punktum og en anden åben slutning end ved premieren i 1990.

Men vejen derhen er stadig meget lang og hoppende. De to første film havde en sober, nøgtern motivkreds med familien som en solidarisk og arkaisk krimiorganisation, der stod over for hæmningsløs vækst i en fremmedartet, liberalistisk virkelighed.

Det er her blevet til en mærkelig, men ikke ueffen blanding af en græsk tragedie og Ingmar Bergmans scener ud af et ægteskab.

Hvem elsker Michael mest? Den enfoldige bondepige fra hans sicilianske eksil, som blev sprængt i luften i første film? Eller angloamerikanske Kay (Diane Keaton), som endnu engang agerer mellemblond flæbekiks?

Al Pacino vakler mellem de to med nostalgiske trivialiteter og fritgående tårer flere gange i filmen.

Andy Garcia som Sonnys illegitime søn, Michael Corleones sande arvtager, fungerer stadig glimrende som latin lover, hård banan i trængsel med andre af slagsen. Sofia Coppola er stadigvæk en decideret katastrofe som Michaels datter, håbløs vikar for den nervøst anlagte Winona Ryder, der var udtænkt til rollen.

Francis Ford Coppola genbruger mange tricks fra de to første film: Nino Rotas fejende musik og sceniske nedskydninger under italienske helligdage, helgenbilleder og folkloristiske gadeparader.

Filmens stærkeste scener kommer i den sidste halve time med Mascagnis opera Cavalleria rusticana på teatret, mens Corleones nære og fjerne fjender bliver dræbt på eksorbitant, eksotisk vis.

Der er stadig lang vej op til de første to mesterværker, men stramningerne har gjort filmen mere seværdig.