GLOW

Der er coke i overskægget på instruktøren Sam Sylvia (Marc Maron), da han møder gruppen af desperate kvinder, som er mødt op til audition i firsernes Los Angeles. Kvindeflokken er en broget forsamling af amatørskuespillere og modeller, som har gået for længe uden arbejde.

Sådan starter Netflix’ nye komediedramaserie GLOW, og bogstavrimet ”fattigfirserne” flyver hurtigt ind i baghovedet, da vi ser en tynd, nærmest udhungret Alison Brie i rollen som den ambitiøse skuespiller Ruth.

Hun kan ikke finde arbejde, mest fordi hun ikke vil spille forsimplede kvinderoller, hvilket nærmest er umuligt for en middelmådig kvindelig skuespiller i pastelfarvernes årti.

Castingen af Brie som Ruth understreger et af seriens mange interessante metalag.

Brie er fra andre film og serier kendt som en sød, smuk og storbarmet bikarakter, men her spiller hun en hovedkarakter, som har fået nok af de roller, og hendes kurvede former er reduceret til et minimum.

Køleskabet er tomt derhjemme, og Ruth lever af billige kager, så derfor møder hun sammen med flere andre arbejdshungrende kvinder op til en mystisk audition for et tv-program.

Der er tydelige paralleller til Orange Is the New Black i kvindegruppen, der trods et par klassiske Sporty Spice-lækre damer tæller alle størrelser og minoriteter og en enkelt, der er klædt ud som en ulv.

Sam forklarer, at de skal lave et wrestling-show til tv, og at de derfor godt kan pakke de mest avancerede skuespilteknikker væk.

Komikeren Maron passer som fod i hose i rollen som den ældre instruktør, der i mangel på andre opgaver skal få kvinderne til at arbejde sammen for at blive underholdende wrestlere.

Han er hudløst ærlig i alt, hvad han siger, og har både skeletter og stofmisbrug i skabet, som han vogter med spydige fornærmelser og sarkasme.

Første gang, han møder Ruth, siger han, at hun har et af de ansigter, hvor man først tænker ”wow, hun er lækker”, men bagefter tænker ”eller er hun?”

Stilen er farverig, men også ærlig, da serien foregår i uflatterende miljøer som en nedslidt gymnastiksal og det usle hotel, som pigerne indlogeres på.

Handlingen er ikke kompliceret, og serien fungerer bedst, når man tydeligt mærker oprejsningshistorien om en samling utilpassede kvinder, der skal arbejde sammen for at blive til noget stort.

På andre fronter er serien nemlig ret atypisk. Eksempelvis ved, at Ruth ikke er gruppens stjerne eller smukke forbillede, men tværtimod skurken.

Hun har bollet med sin bedste veninde Debbies (Betty Gilpin) mand, og som en slags straf bliver hendes wrestlerkarakter den russiske slyngel, som skal tabe til Debbies amerikanske skønhedsdronning.

Seriens sjoveste stunder er, når kvinderne spiller deres åndssvage og meget politisk ukorrekte wrestlerkarakterer.

Den mest arabisk udseende i flokken, Arthie (Sunita Mani), skal selvfølgelig være en farlig terrorist-wrestler fra Mellemøsten. Og den tykke og sorte Tamee, som spilles af den ægte wrestler Kia Stevens, får rollen som velfærdsdronningen, der lige har rejst sig fra sofaen og ind i ringen.

Der går desværre for længe før vi når ind i selve ringen og serien finder sig selv. Til at starte med bliver der skudt i øst og vest, og serien balancerer uklart mellem en seriøs og en useriøs stemning.

De fleste af personerne er tragikomiske. Wrestleren Sheila klæder sig ud som en ulv, fordi hun inderst inde føler sig som en. I mange afsnit fremstår hun som en halvsjov gimmick i seriens persongalleri, men pludselig åbner et afsnit med, at hun i fuld alvor tager sit ulvekostume på om morgenen.

Her kommer vi ind bag facaden på hende. Med tiden sker det for de fleste af seriens personligheder, og derfra er man tryllebundet og klar til at bingewatche en ny sæson.

Det tager tid, før vi forstår kvinderne, men måske er det også den tid, det kræver at skabe de karakterer, som til sidst fremstår både sjove og elskværdige.