Biografanmeldelse
11. dec. 2013
Gloria
Gloria skyder med paintball-riffel i en kærlig hilsen til John Cassavetes’ Gloria fra 1980. Foto | Benjamín Echazarreta

Gloria

Paulina García leverer en mesterlig præstation som den strikse, sexede og kiksede titelperson i chilensk film, der er stor kunst for små midler. 

Af Rasmus Brendstrup

Med jævne mellemrum lyder en klagesang om, at 50-års-kløften kan tage livet af selv de bedste skuespillerinder. Men den junglelov er heldigvis ikke nået til Chile.

Gloria rummer en drømmerolle for en moden skuespillerinde, og den 52-årige Paulina García – der har både telenovelas og teaterinstruktion på cv’et og blandt hjemmepublikum- met kendes som ”Pali” – forvalter den med integritet og en så rørende fraskrivelse af forfængelighed, at man godt kan hive betegnelsen ”mesterlig” frem.

Filmen giver et helstøbt portræt af en fraskilt og stadig nogenlunde attraktiv kvinde, der går til bal, drikker sig sanseløs i longdrinks og kysser med vildfremmede. Inden hun næste morgen kniber øjnene sammen og indtager sin vante kontorstol. Det er desperat og sørgeligt, men også sært livsbekræftende at være vidne til.

Gloria er hverken en pinlighedskomedie a la Nynnes dagbog eller et feelgood-alderdomsdrama a la The Best Exotic Marigold Hotel. Den sender godt nok sin hovedperson ud i situationer, der inviterer til sammenligninger med begge, men den undviger konsekvent at sætte hovedpersonen i bås, ligesom den undgår kliche-fortællingen om kontormusen, der omsider blomstrer op.

Instruktør Sebastián Lelio formår med overlegen klipperytmik at holde betragteren i ave mellem fascination, medynk og en roligt opbygget beundring. Gloria kan godt fjante stangstiv rundt på legepladser i måneskin og bagefter sove rusen ud i en hotel-lobby, indtil en veninde kommer og henter hende. Men hun er også den, der bevarer den sunde skepsis over 80’er-brillerne, når en beundrer begynder at væve ordguirlander.

Paulina García som Gloria er kikset, sexet og striks, og hvornår har man sidst oplevet en skuespillerinde levere alt det i én film med troværdigheden i behold?

Kernen i historien er Glorias romance med den noget ældre Rodolfo (Sergio Hernández), der har ekskone og utaknemmelige voksenbørn på samvittigheden. Med kærlighedslys i øjnene viser han hende al den agtelse og attrå, hun nynner om, når hun lukker øjnene til Donna Summers I Feel Love på discogulvet.

Men Gloria og Rodolfo har forskellige måder at vise hinanden bekræftelse på. Da Rodolfo føler sig overset under en komsammen med hendes børn og eksmand og i al stilhed tager flugten, gøder han hendes mistro til både ham og parforholdet som institution. Han tigger om en chance mere.

Det er kærlighed, som vi alle kender den, spændt ud mellem ængstelse og drøm, mellem indlevelse og egoisme.

Der ligger en underspillet ironii, at Rodolfo driver en aktivitetspark komplet med bungyjump-kran. Et sted, hvor man betaler for suset og ved, hvad man får. Og der ligger en overspillet, men ikke desto mindre forløsende ironi i, at Gloria bruger Rodolfos egen paintball-riffel i en hævnakt. Det er også et lille kærligt nik til John Cassavetes’ Gloria fra 1980, hvor Gena Rowlands gjorde menopausen både sexet og skydeklar.

Der løber gennem Sebastián Lelios chilenske Gloria en moden respekt og et skarpt blik for det menneskelige i folks handlinger, som Cassavetes om nogen har stået filmisk fadder til. Men filmen har også en mismodig grundtone, som generelt går igennem de nye chilenske film, og som gang på gang forbindes til landets politiske historie. Bedst og mest udtalt i Tony Manero, No og Post Mortem, Pablo Larraíns uforlignelige trilogi om desperate mænd henholdsvis før, under og efter Pinochets fald.

Også hos Sebastián Lelio er der ansatser til en socialkritisk ramme. Men når den nyudklækkede voksengeneration i Gloria går på gaderne, er demonstrationerne ren hverdagsstaffage for titelpersonen. Gloria har på godt og ondt sig selv i fokus. Filmen om hende er stor kunst for små midler.

Land:
Chile

År:
2013

Instruktør:
Sebastián Lelio

Manuskript:
Sebastián Lelio, Gonzalo Maza

Medvirkende:
Paulina García, Sergio Hernández, Diego Fontecilla

Spilletid:
110 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
12. december 2013

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
08. juli 2026
Following

Following

Biografanmeldelse
10. juni 2026
Disclosure Day

Disclosure Day

Biografanmeldelse
26. maj 2026
Det blå spor

Det blå spor

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro