Glasskår

Foran et offentligt toilet ved stranden møder Tobias et venligt blik. Teenageren forstår ikke den anden mands gestus om at følge med, hvor de kan være alene. Således går han glip af, hvad kunne være blevet hans seksuelle debut. 

Imidlertid er det ikke sidste gang, de støder på hinanden. Den lidt ældre Aron bliver nemlig et uventet lyspunkt i den sekstenåriges sommerferie. 

Selv om mormoren Astrid er både sygelig og dement, tilbringer Tobias modvilligt sommeren hos bedsteforældrene, mens moren er på forretningsrejse. Undervejs viser det sig, at sygdom, hensyn til andre familiemedlemmer eller udsvævende kærlighedsliv får samtlige voksne i filmen til at tilsidesætte dens unge hovedperson. 

Samme sommer oplever han sin seksuelle vækkelse, der blander sig med forvirring og indre smerte. Der kommer ingen forløsning og efterlader ham frustreret og misforstået. 

Både i den virkelige verden og i filmhistorien går sommerlune og ung, stormfuld forelskelse hånd i hånd. Call Me by Your Name, Francois Ozons Sommeren ’85 og 1960’er-thrilleren La Piscine kan nævnes i flæng. 

På de køligere danske kyster i Glasskår forvandles nye, sensuelle oplevelser sig dog til grænseoverskridende oplevelser. Ikke fordi mændene, som teenageren tiltrækker, behandler ham dårligt. Tværtimod er Aron (Alexander Mayah Larsen) trods aldersforskellen kærlig og beskyttende. 

Det forhindrer ikke Tobias’ higen efter oplevelser, der får ham til at føle sig lige så betydningsløs, som hans fraværende forældre gør. 

”Du må ikke være sur, vel? Det er kun et par dage,” siger moren i filmens indledende replik. I næste scene samler Tobias et knust vandglas op fra gulvet. 

Glasskår – som jo også er filmens titel – bliver et tilbagevendende symbol for drengens sindstilstand og kobler omsorgssvigt sammen med selvskade. 

Med sine didaktiske ambitioner ville det have klædt filmen, hvis romancen med Aron eller en anden med mindre aldersforskel stod som en sund kontrast til hans mere skadelige eskapader. Ikke desto mindre vil det unge kernepublikum sætte pris på det enkle budskab. 

Det er Søren Greens debutspillefilm, som han har skrevet med Tomas Lagermand Lundme, der har skrevet kortfilmen Hotel Boy, som også handler om et homoseksuelt forhold med en aldersforskel og i øvrigt kan ses på Ekko Shortlist. 

Noa Risbro Hjerrild har tidligere spillet en birolle i instruktør Søren Greens kortfilm October Boy og miniserien Thomas14, der kredser om samme ungdomsfortælling om forelskelse, løgne og kampen for at finde sin plads i verden. 

Siden har skuespilleren været førsteelsker i Jonas Risvigs Kontra, om teenageres magtkampe på et nordsjællandsk gymnasium. 

Fåmælt og udfarende som karakteren er, er det en bedrift af 22-årige Noa Risbro Hjerrild, at han med sit gennemborende blik og nedtonede mimik tager publikum med på en psykologisk rejse. Endda over for feterede skuespillere som Bodil Jørgensen og Jens Jørn Spottag, der spiller bedsteforældrene. 

Bodil Jørgensen er (som altid) fremragende som den aldrende bedstemor, der trænger til ekstra omsorg. Selv til at vurdere mængden af sovs på tallerkenen. 

Hun mister koncentrationen midt i en sætning. På de rigtige tidspunkter fremmaner hun dog også kryptiske, men profetiske ordsprog som ”en ulykke kommer sjældent alene”, der tvinger hendes pårørende til at reflektere over tilværelsen. 

Selv når hun over for den fortvivlede Tobias graver orme op i haven som et lille barn, er der en sirlig symbiose mellem den erfarne og den unge skuespiller. Netop derfor er det hårrejsende senere at se teenageren med spejlblanke øjne, åben mund og stivnet krop betragte sin lidende mormor på sygelejet. 

Endelig er Jens Jørn Spottags unavngivne bedstefar filmens mest sympatiske karakter. Hans omtanke, velvilje og rummelighed finder ingen ende. 

Kortvarigt mister han fatningen, når hustruen endnu engang stædigt tager vintertøj på, mens solen bager udenfor. Men han bliver symbolet på den omsorg, som Glasskår og dens persongalleri længes efter.