Glasklokken

Den svenske krimidronning Camilla Läckberg blev verdensberømt på sin serie om forfatteren Erica Falck og hendes politimand Patrick Hedström, som i Läckbergs hjemby Fjällbacka på den svenske vestkyst opklarer forbrydelser i nærmiljøet.

En slags Agatha Christie med toner af feminisme, men også med en henkastet stil, som blandt forfatterens kritikere blev kaldt for ”hestepigeprosa”. Noget uretfærdigt, for Läckberg er en glimrende plotmager, som kan sit håndværk.

Det kommer tydeligt frem i Läckbergs serie til Netflix: Glasklokken. Man mærker straks forfatterens sans for det klaustrofobiske miljø, men her på en noget anden måde end solskin over Fjällbacka.

Forfatteren Kerstin Ekman skabte i 1993 med sin prisbelønnede roman Hændelser ved vand en svensk sinister krimigenre. Den foregår i Nordsverige med skove, der er mørke med andet end nat, og sparsomme huse og flækker befolket med sorte får, sadister og neonazister. Men også med en regional folklore sat op på et feudalt fællesskab, der er flettet sammen af fejder og hemmeligheder.

Det er med andre ord ondskab som andet og mere end fejl ved folkehjemmet, og præcis sådan er Glasklokken.

Kriminologen Lejla Ness blev som barn kidnappet af en ukendt mand og indespærret i en glasklokke i ni måneder. Samme tidsrum som for et menneskefoster.

Hun flygtede og blev sådan set født på ny. Efter at hendes enlige, bosniske mor tog sit eget liv, blev hun adopteret af politimanden Valter og hans kone oppe i Granås med de store skove og den moderne minedrift.

Siden tog Lejla til USA, men nu er hun hjemme igen til stedmorens begravelse. En gammel veninde findes død, og hendes lille pige er forsvundet. Og der er endnu mange andre ugler i mosen. Fremmedhad blandet op med racisme og kritik af den forurenende mindrift, der får fugle til at falde døde om, mens grundvandet forgiftes.

Lejla lider af mareridtsagtige flashbacks, hvor hun genoplever sin fortid. Hun lider af spisevægring og spiser svampe, men heldigvis er der stedfar Valter. En slags stovt kommissær Jules Maigret-type, den godhjertede pensionerede politimand, som stadigvæk kan sit kram og sin kriminologi. I modsætning til broren Tomas, der er stedets sherif.

Med hensyn til sidstnævnte mærker man Läckbergs altid grundige research og knowhow. Her er ingen slinger i valsen som i visse danske krimiserier, hvor politiarbejde mest består i kaffeslabberas og kammerateri.

Seriens stil, miljø og geografi er ikke særligt originalt. Vi har været mange gange før i de svenske skoves stille ro og terror med masser af sne på træerne og glatte veje, som fører til træhuse, hvor vor tids fæle trolde bor.

Det gotiske Sverige fjernt fra Stockholms mondænitet og civilisation.

Men plottet er faktisk originalt med sine snoninger i gådens labyrint. Her skjuler der sig en ukendt kidnapper, som klipper håret af piger, før han dræber dem. Er det Lejlas voldsmand, som går igen her tyve år efter? Eller en copycat, der efterligner forne tiders grusomheder?

Samtidig eskalerer sammenstødet mellem lokalbefolkningen og mineselskabet.

Serien er utroligt smuk på en måde, der altid kendetegner denne nordiske genre. Bag sit strålende skin oser der af indeklemte traumer og fortrængte trakasserier. Og der er kælet for stedets kristne sammenhold i protestantismens mutte mol.

Her er intet at le ad – ethvert smil bærer skyggen af en tåre i sine dybeste smilehuller.

Svensk-franske Léonie Vincent er fremragende som den samspilsramte Lejla, en senmoderne Snehvide, der slap levende ud af sin glaskiste.

Johan Hedenberg er følsom og voksen som hendes godhjertede adoptivfar Valter, én gang strisser, altid strisser. Hans bror, politimanden Tomas, der har gustent lig i lasten, spilles kompetent af Johan Rheborg.

Alt i alt en god serie, men bestemt ikke for sarte hyggekrimisjæle.