The Girl with All the Gifts

I Zack Snyders remake af Dawn of the Dead, så vi en zombie føde en yderst frastødende zombiebaby, som gudskelov hurtigt blev aflivet.

I The Girl with All the Gifts tager instruktøren Colm McCarthy og forfatteren Mike Carey, som både har skrevet bogen af samme navn og filmens manuskript, skridtet videre.

Filmen leger med tanken om, hvordan andengenerations zombier vil se ud og opføre sig. Og hvordan skal mennesker egentlig forholde sig til dem?

Filmens hovedperson er pigen Melanie (Sennia Nanua). Hun går i skole på en militærbase i England sammen med en masse andre børn. De er alle født af mødre, der som mange andre mennesker er inficeret af en mystisk svampesygdom, som gør dem til hyperaktive zombier.

Børnene har en voldsom appetit på menneskekød, men når de er mætte eller ikke kan lugte menneskene på grund af en speciel creme, som skjuler menneskenes lugt, opfører de sig fuldstændigt som normale børn.

Fastspændte i kørestole får børnene undervisning af læreren Helen (Gemma Arterton). Helen behandler børnene med omsorg og respekt og knytter et tæt bånd til Melanie, som tydeligvis er den mest intelligente af børnene.

Militærbasens læge Dr. Caldwell (Glenn Close) laver videnskabelige eksperimenter på børnene og er overbevist om, at hun kan fremstille en kur, hvis hun får adgang til Melanies hjerne.

Men da Caldwell forsøger at lave en obduktion på Melanie, når Helen at stoppe hende. Under tumulten bliver militærbasen invaderet af zombier, og på et hængende hår flygter Melanie, Helen og Dr. Caldwell sammen med sergent Parks (Paddy Considine) og to andre soldater i et pansret køretøj.

Gruppen rejser mod London i håb om at finde mad og komme i kontakt med en anden større militærbase kaldet The Beacon. I deres søgen støder de på flere uventede farer, som sår tvivl om menneskenes forhold til zombierne.

Filmens skuespillere gør det glimrende. Specielt Glenn Close leverer en stærk præstation som den gamle, desperate videnskabskvinde, mens Paddy Considine fungerer perfekt som den skeptiske og sarkastiske sergent, der har et godt øje til den kønne Helen.

Scenografien er ganske imponerende, og specielt de solbeskinnede totalbilleder af et forladt og tilgroet London skaber et dragende og smukt postapokalyptisk miljø.

Historien er også godt fortalt. Tilskuerens nysgerrighed pirres konstant, så filmen hele tiden har et fornuftigt og fremadrettet tempo.

Akilleshælen er, at zombier ikke imponerer og skræmmer publikum i lige så høj grad, som de gjorde tilbage i 1968 med George A. Romeros The Night of the Living Dead.

Zombierne er godt nok hurtige, men det er set flere andre steder, siden Danny Boyle gav zombierne en adrenalinindsprøjtning i 28 dage senere i 2002.

Til gengæld er idéen om andengenerations zombier original, og filmen bruger zombieapokalypsens rammer til at understrege flere spændende temaer og budskaber. Har menneskeracen ret til at leve videre, hvis vi konfronteres med en ny og stærkere race?