The Gift: The Journey of Johnny Cash

”I’m stuck in Folsom Prison / And time keeps draggin’ on / But that train keeps a-rollin’ / On down to San Antone.”

Johnny Cash, manden i sort med den dybe tordenstemme, er et musikalsk ikon. På et tidspunkt i sin karriere optrådte han for de indsatte i Folsom-fængslet, blandt andet fordi han vidste, at han selv engang var i risikogruppen for at ryge i spjældet.

Han takker musikken for, at det ikke skete, men han følte sig beslægtet med mændene bag tremmer og havde generelt en forkærlighed for de svage og udstødte i samfundet.

Den nye dokumentar om Johnny Cash, The Gift: The Journey of Johnny Cash, begynder sin fortælling med optagelser fra Folsom. Og springer så helt tilbage til musikerens barndom og opvækst.

Folk fra hans omgangskreds – børn, samarbejdspartnere, musikere – fortæller samstemmende, at Folsom-fængslet var afgørende for sangeren, fordi stedet og koncerten på mange måder handlede om synd og tilgivelse.

Cash var dybt religiøs, men han var også et menneske, der gang på gang begik fejl. Han kæmpede med stofmisbrug det meste af livet, han svigtede sin første kone og deres fælles børn til fordel for livet på landevejen som omrejsende musiker, og også det sagnombruste ægteskab med June Cash var ikke lutter kærlighed og idyl.

Men han troede på, at man kunne tilgives sine synder.

Hvis tanken har været at bruge Folsom som motor i filmen, så slår det fejl. Der bindes ikke for alvor en rød tråd mellem fængslet og sangerens liv og død, og billeder af lys og togskinner, der skal illustrere sangtekstens rullende tog, giver ikke andet end en visuel forbindelse.

Der er lavet mange film om Cash, både dokumentarer og den prisvindende spillefilm Walk the Line, og denne film – skabt af Thom Zimny, der tidligere har lavet gode musikdokumentarer om blandt andre Elvis Presley – har umiddelbart rigtigt meget nyt at byde på.

Nemlig en masse kassettebånd, hvor Johnny Cash taler åbenhjertigt med forfatteren Patrick Carr i forbindelse med bogen Cash: The Autobiography.

Og så er det interessant, da der bliver skabt en forbindelse mellem Cash’ militærtjeneste som morsekoder og hans skrabede musik. For ham var stilheden vigtig. Den skulle ikke fyldes med en masse instrumenter, og den pulserende, drevne måde, han spillede guitar på, kan godt minde om en morsekode.

Men hvis man ikke er en kæmpe fan af Cash, er filmen ofte kedelig og indforstået. Den forklarer ganske enkelt ikke sangerens magi godt nok.

Ud over selve musikken så var ordene og vokalen vigtig for Cash. Da hans stemme gik i overgang, sagde hans mor til ham: ”God has his hands on you. Don’t ever forget that gift.”

Filmen leverer en A til Z-fortælling om hans liv, som der er brugt en utrolig mængde arkivmateriale til. Og der er blevet interviewet en hulens bunke mere eller mindre kendte folk, som man kun hører på lydsiden – ligesom i Asif Kapadias innovative Senna og Amy.

Vi hører blandt andre Bruce Springsteen og Emmylou Harris, som dog ikke bidrager med andet end klichéer.

Der er genskabt rigtigt meget fra ungdommen og livet på vejene, men det skiller sig ud fra de autentiske optagelser, der er grynede og slidte. Det havde været at foretrække, hvis instruktøren havde været kreativ med gamle fotos.

Rekonstruktionerne virker smarte og overfladiske, og det passer slet ikke til en fortælling om en ydmyg, passioneret herre som Johnny Cash.