Gidseltagningen – sæson 2

”Philip er en kriger, det ved du godt. Han trives i ilden – ikke i asken.”

Disse bevingede ord bliver sagt mod slutningen af første afsnit af Gidseltagningen II. De lyder fra Philips meget bistre far, der sidder i kørestol, til Philips bekymrede kone Beate.

Aftenen har været en fiasko ude i huset på Amager, fordi Philip har glimret ved sit fravær. Den tidligere jægersoldat, krigsfange og chef for PET’s Terror Task Force jagter fire fæle islamister, som har kidnappet June, der kæmper mod Islamisk Stat i Syrien.

Sådan omtrent ligger vor hjemlige boldgade i Kanal 5’s dramaserie, hvis første sæson var gidsler i metroen, og hvis anden sæson skal handle om gidsler på Sverigesbåden mellem Helsingør og Helsingborg.

Rænker sat i søen af det interne efterretningsvæsen, eksterne interesserer, gusten statsraison og måske vort eget Christiansborg.

Philip spilles igen glimrende af Johannes Lassen, en handlingens mand bag sit lidt flødeagtige babyfjæs og facetterede grønblå øjne. En dansk helt af få ord, men gode viljer, ligesom dengang han spillede Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, i afbrænderen 1864.

Hans kone Beate (Helle Fagralid) havde ellers fået ham til at kvitte livet som strisser. Men som vi i flashback ser, har idealisten June (debutanten Yasmin Mahmoud) pirket til Philips ønske om at forandre verdenssamfundet. Så han hopper ned fra parforholdets amagerhylde og går heftigt i aktion.

Første afsnits actionscener er professionelt tilrettelagt og spændstigt sat op – især flugten i en skov anført af altid seværdige Ola Rapace. Hans überlede overskurk Yusuf er imidlertid også en kliché i historiens persongalleri, hvor alt for mange skuespillere får lov til at spille parodier på sig selv.

Replikkerne svinger mellem det rimelige og det rærlige. Når det er værst, minder det om banale tegneseriebobler, og mod dumme dialoger kæmper selv guddommelige skuespillere forgæves. Især når det materiale, de har at arbejde med, mest er floskler og fagter.

Søren Pilmark er endnu en gang bøs chef med foruroliget pande, horisontalt strikte læber og stenansigt. Henning Jensen er en snobbet, småinfam faderskikkelse, og så er der folkekomediens raske svende og tøser med håndbajer, smørsmil og jovialitet i jordhøjde.

Heroverfor lurer skumle skurke med arabisk accent, mistænkeligt ternet tørklæde og et evindeligt ”fuck” med eller uden ”you” på de levantinske læber.

Og selvfølgelig dansk ungdom, der stadigvæk som i 50’ernes Far til fire-film kalder en 500-kroneseddel for en plovmand.

Men der er vitterligt fart over feltet – sex på strøgne lagner, hidsig biljagt igennem gader og stakkels uskyldige, som spontant bliver skudt til lig. Til gengæld er der også en række urimeligheder i intrigens logik.

Vi har igen og igen set den stereotype omgang ståhej og ramasjang. Mord uden grænser med gæve danskere, en verden i flammer fra en nordisk havegrill, som reklamebranchen kalder for ”noir”, en gang skandinavisk biedermeier med far, mor og børn og så truende internationale trakasserier.

Det var originalt i 1999, hvor den svenske filmserie Johan Falk startede og anslog temaer, som her i nyeste skud på den sorte stamme af dansk tv-dramatik genbruges himmelråbende uhæmmet.

Klichéer kan være nyttige og nødvendige, men det bliver kikset kitsch, hvis klichéerne ikke hænges op på et sprog, som giver meningsfuld sammenhæng.